Midt i juni stod lokomotivet stadig i hallen på skibsværftet i Hvide Sande. Skorstenen og dombeklædningen var sat på, hvilket de ikke var på de første foto af lokomotivet. Lokomotivet skulle males, og skibsværftets mand var synligt interesseret, da jeg nævnede, at det ved EBV havde været med grøn kedel. Ved EBVs mine, Anna i Alsdorf kørte lokomotiver af samme typer rundt med grøn kedel. Jeg har aldrig besøgt Emil Mayrisch, idet den var utilgængelig, og hvorfor så spilde tiden der, når man kunne få rigeligt kulstøv fra tre - fire lokomotiver ned ad nakken i Alsdorf fra en næsten offentlig vej. Personalet gøede heller ikke, selv om man jokkede ind over sporene. Kulstøvet kom dog først rigtigt, når de rødglødende koks tømtes fra retorterne ned i koksvognen og overhældtes med vand.

Hvad farven havde været ved RBW, ved jeg ikke; thi jeg besøgte kun Neurath én gang, og det var efter damptidens ophør. Der var nemlig heller ikke noget at se, men det var der i det nærliggende Frimmersdorf, hvor man mageligt kom hjem med 25 lokomotiver i kassen.

Som Emil Mayrisch-maskinen fremstod nu, var den malet og beskriftet som et DB-lok. Jeg kunne frygte, at den nu bliver klædt ud som et DSB-lokomotiv med slips. Selv om jeg jo kan være ligeglad, håber jeg det ikke.

Bent Hansen