GDS L 2's fætre på Cuba (5 fotos + MaK snak)
Apropos Cuba,
I MM8 om "Motormateriellet fra tyske fabrikker efter 1945" (bane bøger 2013, ISBN 97887-91434-37-2) kan bl.a. læses, at MaK første prøvelokomotiv af 800D-typen, f.nr. 800010 fra 1953, bl.a. blev prøvekørt "så fjerne steder som Canada og Cuba".
Rækkefølgen skal rettelig være omvendt, for besøget ved Ferrocarriles Occidentales de Cuba fandt sted allerede 1954-56 (skønt slet ikke omtalt i Loks aus Kiel):
MaK 800010 som FCO 8003 i Havana 1955 (foto: R.V. Dodge, arkiv: nm).
Derefter gik turen til Canada, først Canadian Pacific:
MaK 800010 som CP nr. 1000 i Montréal 1956 (ukendt fotograf, arkiv: nm).
..... og dernæst Canadian National:
MaK 800010 som CN nr. 1000 i Montréal 1956 (Image No.: CN001211 CSTMC/CN Collection).
Hver gang blev lokomotivet malet i værtsbanens farver.
Medens canadierne fandt lokomotivet for svagt og vist ikke flirtede yderligere med Mak, bed cubanerne på, og anskaffede i alt 77 lokomotiver, fordelt på 20 stk. 600D 1955-57, 25 stk. 800D som det prøvekørte 1955-57, 23 stk. 850D 1957, 1 enkelt 240C 1957 samt 8 stk. 1000D i 1957.
Anskaffelserne nedbragte antallet af damptrukne tog betragteligt, og lokomotiverne kunne ses i alle togarter. De 8 stk. 1000D sågar i hurtigtog:
MaK 1000D som hurtigtogslokomotiv (Expreso por Ferrocarril) hos FCO (foto: MaK, arkiv: nm).
..... hvor man bemærker bemalingen samt den strømlinede udformning, nærmest som en V80! Kasketskyggen indførte MaK generelt i 1957.
Men hvor kommer så GDS L 2 ind i billedet? Jo, med sit MaK byggenummer 500020 befinder L 2 sig i flokken af de i 1956 til bl.a. Cuba byggede 600D-lokomotiver, f.eks. FCO 6051, som der er foto af *her*.
GDS L 2 i Hillerød, 07.1962 (nm).
Nu kan det desværre ikke betale sig at lede efter MaK'erne på Cuba, for de var alle udrangeret og ophugget senest 1986.
Bedste hilsener
Niels