Bergen & Bergensbanen 1981 (11 fotos)
God eftermiddag forum,
Inspireret af Tommys opråb om billeder af norske lokomotiver m.v. har jeg scannet mine fotos fra Bergen og Bergensbanen.
Forhistorien er, at jeg i 1981 deltog i en studietur med Forsvarsakademiet til Bergen og Oslo. Rejsen til Bergen foregik med FLVs C-47 VIP-fly, og efter indkvartering på Haakonsvern Orlogsstasjon var der tid til lidt sightseeing i Bergen.
Oversigt over denne maleriske by fås fra Fløyfjellet 399 m o.h., og derop kommer man med Fløibanen:
Bergen, Fløibanens øvre station, 31.05.1981 (nm).
Man vil måske bemærke, at kabelbanen siden har fået nyt materiel. Derfra gik turen til Festningskaien:
Bergenhus, Rosenkrantztårnet, 31.05.1981 (nm).
Derfra videre ind ad Tyskebryggen eller Hansabryggen:
Bergen, Tyskebryggen, 31.05.1981 (nm).
Den opmærksomme læser, der også opdagede dieselbussen ved Rosenkrantztårnet, har givet set trolleybusledningerne her. Og forklaringen er ligetil:
Bergen Sporvei, Skoda 9Tr trolleybus (1973-1986) nr. 304 på linie 5, 31.05.1981 (nm).
Bergen fik trolleybusser i 1950, da man indledte nedlæggelse af sporvejen. Linie 5 blev nedlagt som trolleybuslinie i 1995. Men fra 2010 har Bergen sporvogne igen.
Et kig ind i Bergen Stasjon nåedes også:
NSB lokaltog til Arna BM65 58 + B67 42 + BFS67 66, 31.05.1981 (nm).
Efter besøg på Håkonsvern gik rejsen med Bergensbanen til Oslo:
NSB El.14 2187 med Et 64 "Osloexpress", Bergen 02.06.1981 (nm).
Vejret var fortræffeligt og udsigten fra toget formidabel:
NSB Stavenesli Stasjon, krydsning med lokaltog, 02.06.1981 (nm).
NSB Bergensbanen, udsigt før Voss, 02.06.1981 (nm).
NSB Di.2 811, Voss Stasjon, 02.06.1981 (nm).
NSB Myrdal Stasjon med tog ad Flåmsbanen, 02.06.1981 (nm).
NSB Et 64 "Osloexpress" under ophold på Finse Stasjon, 02.06.1981 (nm).
Det flotte sommervejr skabte både solkurver og underminering af ballasten med smeltevand, så opholdet i Finse blev ufrivilligt på 3 timer, der blev tilbragt med besøg ved de roterende sneplove i træremiserne, sneboldkamp i terrænet samt middag i spisevognen.
Det var nat, da vi nåede Oslo.
Bedste hilsener
Niels