Hej Thomas af Struer.
Emnet bringer mig lidt ind på min trafikelevtid i Løsning fra 14.10.1951 - 30.04.1952, fra hvilken jeg tidligere i dette ærbare forum har berettet et par "anekdoter", bl. a. omkring en lokal stationsforstander "af den gamle type" (og lidt til).
Løsning var i nævnte år betjent af to "lokalgodstog" - et fra Horsens og et fra Vejle H, begge fremført af de uopslidelige F-maskiner, som bragte vognladninger til sidesporet på Løsning station, og tog læssede skærvevogne til "alverdens stationer" med fra "Løsning Grusgrav". Den første hverdag, hvor jeg tiltrådte "i aktiv tjeneste" - altså i oktober 1951 efter "Jernbaneuniversitetet i Sølvgade", som jeg havde frekventeret på trafikelevkursus fra 01.09.1951 - 13.10.1951 - var der "en gevaldig tummel" med besøg af tilsynsførende trafikinspektør og hans "løjtnanter", som var i færd med at gennemgå stakkevis af telegrafstrimler (oprullet i datoorden) for at finde frem til en "vognmelding" en bestemt dag, hvor et af lokalgodstogene angiveligt havde kørt med for lav bremseprocent, hvilket havde udløst en "nærved hændelse", som det ville hedde i dagens jernbanesprog. Jeg stod der lidt beklemt i et hjørne af det store kontor tæt på den kakkelovn, som senere gav mig en "anden oplevelse", og iagttog med "indadvendte tæer" tumulten, da den tilsynsførende trafikinspektør, som alle tilsyneladende frygtede og bævede for, pludselig henvendt til mig sagde:" Goddag, trafikelev. Hvorledes har Deres far det"? Det viste sig ved nærmere forespørgsel senere hjemme i Holstebro (Struers populære naboby)hos min far, som var DSB-mand på Godsekspeditionen (dømt "farveblind" efter "det japanske system" i trediverne), at han havde gået i skole sammen med trafikinspektøren, da de begge var et par bondedrenge, som gik i landsbyskole sammen, men han tillagde det ikke nogen speciel "ære". Denne lille episode, som bibragte de lokale banefolk i Løsning den opfattelse, at jeg havde "mægtige" kontakter i DSB, betød, at jeg "overlevede" de episoder, som jeg har berettet om i tidligere "anekdoter" i forum, bl.a. den almægtige stationsforstanders særprægede "ledelsesstil". Som en lille slutbemærkning kan jeg oplyse, at en af stationens trafikekspedienter, som jeg kom til at sætte megen pris på, da han altid var flink over for trafikeleverne, hviskede til mig med et skjult grin (det var før trafikinspektøren kontaktede mig ):" De finder ingenting, for den aktuelle telegrafstrimmel med vognmeldingerne den pågældende dag, er forlængst smidt i kakkelovnen". Måske var det derfor, den føltes så varm at stå tæt op ad, medens "undersøgelserne" stod på.
Nu er det vist på tide at sige: Duk og væk.
Bedste hilsener
Ove af Erritsø