Vogterhus 19 Langå-Viborg
I "Danske Statsbaner, Beretning om Driften i Aaret fra 1ste April 1891 til 31te Marts 1892, Bilag Litra V b" står der, at der for Fremmede er anlagt et sidespor ved vogterhus nr. 19 på Langaa-Viborgbanen.
Min sidespor-på-fri-bane-næse lugter jo straks et potentielt sidespor på fri bane.
Jeg har rodet lidt i mit arkiv og på jernbanen.dk og på diverse andre hjemmesider og skimmet Asger Christiansens glimrende artikel om Langå-Viborg i Jernbanehistorisk årbog '13, men uden at finde den rygende pistol. Og jeg kan faktisk ikke engang finde en længdeprofil eller andet, der viser, hvor vogterhus nr. 19 præcist lå/ligger.
Min hypotese er, at der er tale om et sidespor på fri bane, som blev anlagt i forbindelse med etablering af Viborgs nuværende station, der blev ibrugtaget i 1896. At sidesporet er anlagt for Fremmede er blot datidens betegnelse for, at det er anlagt efter ønske - og betaling - fra anlægsmyndigheden.
Jeg gætter på, at sidesporet har ligget i den røde cirkel på nedenstående kortudsnit. Men jeg kan ikke rigtig se et vogterhus "i nærheden".
Jeg hører gerne Herreværelsets bidrag vedrørende vogterhus 19's placering - og naturligvis også om sidesporet, i fald man har oplysninger herom.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Kilde: Geodatastyrelsen 1842-1899.
Danske Statsbaner, Beretning om Driften i Aaret fra 1ste April 1891 til 31te Marts 1892, Bilag Litra V b. Arkiv: Statsbiblioteket/Thomas Boberg Nielsen.