Østerbro Station - midlertidig med tegning

af XAL Olesen, 2/10 2013, 11:57 (4102 dage siden)

I en efterhånden godt glemt tråd http://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?mode=thread&id=3331#p3331 vedr. Østerbro Stations midlertidighed var der mange meninger for og imod.

Jeg opgav debatten og forsøgte at gå til kilderne. Først til Rigsarkivet via deres ”lidt besværlige” søgemaskine Daisy. Men den 19. december 2012 lå der noget klar til mig. Jeg havde forventet en arkivkasse med nogle hundrede sider arkivalier af blandet art. Men der lå et omslag med tegninger. Stor glæde, for det var tegninger af Østerport Station m.m. Alle tilsyneladende originale med Heinrich Holck initialer m.m. nede i højre hjørne.

Alt lige fra den nuværende Østerport Station i originaludgave til remisen, vandtår, varelager, hestestalden, drejeskiven m.m. Men som tegning nr. 4 eller 5 lå den rygende pistol som kan ses til sidst. De mange tegninger var dateret 1894 undtagen den rygende pistol der var dateret 1893! Jeg tog lidt foto uden blitz – for det må man ikke på Rigsarkivet – denne vinterdag kl. 15.30 i gråvejr. Det blev ikke alt for godt, så jeg bestilte og betalte Rigsarkivet/Statens Arkiver for at tage en god kopi af den ”rygende pistol”.

Denne opdagelse gav mig lidt blod på tanden og jeg gik systematisk i gang med at gennemgå P. Thomassens noter til afsnittet om Østerbro/Østerport Station. Stort set alt notemateriale – samt en hel del mere - blev over de næste par måneder fundet frem og gennemgået. Min korte konklusion er:

På baggrund denne gennemgang af mødereferater, kommisionsrapporter, oplæg i ord og tegninger (bl.a. havde Hammerich også en tegning/plan med Østerbro syd for Østerbrogade), indlæg fra DSB, ingeniører samt gud og hvermand (inkl. en del fantaster) forstår jeg godt at P. Thomassen skriver at Østerbro/Østerport var tænkt som en midlertidig station. Men her er den rygede pistol:

[image]

Ovenstående er et foto af en mindre del af originaltegningen fra 1893. Kopi af hele tegningen vil blive mailet til evt. interesserede forumdeltagere til brug for diverse hjemmesider m.m.

Jeg er ikke motiveret for at komme med en hel masse argumenter for og imod Østerbro Stations midlertidighed. Det har P. Thomassen allerede gjort via sin bog med tilhørende mange notehenvisninger. Evt. interesserede kan jo tage den samme tur gennem arkiverne som jeg har gjort. Det er en berigende, men tidskrævende oplevelse.

Til gengæld savner jeg lidt om militærets syn på Østerbro Station og placeringen. Østerbro Station blev jo anlagt direkte på en del af den gamle Østervold samt tilhørende voldgrav. Berlingske har en ganske glimrende artikel med tilhørende kort over udviklingen fra 1851 til 2011:
http://www.b.dk/nationalt/koebenhavns-volde-falder

To af mine gode bekendte anbefaler Steffen Dresler, hvis der skal kigges på militærets arkiver kontra statsbanerne i denne sag. Forsvaret var ikke helt tilfreds med Østerbros Stations placering, men jeg har ikke kunnet finde referater eller lign., der mere detaljeret beskriver hvordan forsvaret stillede sig til stationens placering og måske stillede krav til udformningen eller nedrivningsevnen m.m. Hvad ved jeg.

Sidst men ikke mindst kunne det være rart at finde ud af hvornår denne eventuelle midlertidighed af Østerbro Station blev annulleret. Det lå mellem linjerne i beslutningsprocessen omkring Østerbro Station og Boulevardbanen at Østerbro Station skulle være endelig på den sydlige side af Østerbrogade. Måske har lovgiverne m.fl. blot "glemt" denne midlertidighed, da Hovedbanegården og Boulevardbanen blev bygget for endnu flere lånte penge. Men hvis der er et stykke papir, der viser at Østerbro Station ikke skal være midlertidig ville det tjene til P. Thomassens ære.

At denne sag dukker op fra mine skuffer samt hukommelsen, skyldes at ”henning h087” i dag/nat har lagt/lægger materiale ved navnet ”Østerport RGP mappe” på forummet. Materialet er nyt for mig. Så det glæder jeg mig til at se. Der er nok lidt gudkorn imellem.

Østerbro Station - midlertidig med tegning

af henning h087 ⌂, Græsted, 2/10 2013, 12:24 (4102 dage siden) @ XAL Olesen

:-)

goddag XAL

Jeg er jo selvfølgelig meget interesseret i en sådan kopi.
og i RBG mappen er der nævnt noget om det forhold du beskriver.
så kunne jeg bede dig om en Email adresse
så kan jeg lægge de sider ( 20 ) der hedder historie i en PDF fil og sende til dig
og resten når de er færdigscannet ( mangler 40 sider endnu )
(kan også sendes som tiff filer )
min Email adresse er h087@hotmail.dk

mvh
henning h087

Østerbro Station - midlertidig - nu med rettelse

af XAL Olesen, 2/10 2013, 21:48 (4102 dage siden) @ XAL Olesen

Alle tilsyneladende originale med Heinrich Holck initialer m.m. nede i højre hjørne.

Desværre blev indlægget skrevet før de sædvanlige 3 store kopper kaffe. Ovennævnte mester for tegningen er selvfølgelig Heinrich Wenck.

Men da forummets læsere ikke er kommet med indsigelser på nuværende tidspunkt ser det ud til at alle er klar over, at det er arkitekten (og akvarelmaleren) Wenck og ikke Holck der er mester for tegningen.

Avatar

Østerbro Station - link til RBG mappe + pumpestationen

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 3/10 2013, 07:15 (4102 dage siden) @ henning h087

og billed og tegning af pumpestationen
[image]

[image]

Du glemte:

... lige til modeljernbanen! :-D :-P ;-)

Avatar

Østerbro Station - midlertidig med tegning

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 3/10 2013, 17:47 (4101 dage siden) @ XAL Olesen

Jeg har modtaget en kopi af den originale tegning fra XAL Olesen med tilladelse til at bringe den her. Klik på billedet for at se alle detaljetegninger. (Filen er ret stor og åbner derfor langsomt).

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]
Tegning af Østerbro station 1893 sign. Heinrich Wenck. Klik på billedet for at se alle detaljetegninger. (Filen er ret stor og åbner derfor langsomt). Arkiv: Rigsarkivet/XAL Olesen.

Østerbro Station - midlertidig med tegning

af Steffen Dresler, 3/10 2013, 19:48 (4101 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Go´aften til alle!

Først, tillykke med det flotte arbejde til XAL Olesen med at dykke i arkiverne og finde en tegning af den midlertidige station til Østerbro. Så skulle det/den være sat på plads, altså tegningen af den midlertidige station.

Det er altid en fryd og kunne debattere, udveksle synspunkter mv., når facts bringes på bordet som i dette tilfælde. Har du (XAL) frimærkehandlerens noter til rådighed, eller er det brugen af hans noteværk du hentyder til i din "skriv"? Det må være en sand fornøjelse at dykke i disse, hvis førstnævnte er rigtigt.

Nå, nu til mit egentlige spørgsmål eller tese:

Er det den nu viste og fundne tegning – altså at der er en tegning af en midlertidig station, der er hentydet til i diverse skrivelser og udkast - der så får Thomassen til at konkludere og skrive, at den nuværende stationen er en midlertidig station, hvor så informationen velvilligt (at det er en midlertidig station) er anvendt af alle andre incl. undertegnede senere? Altså at forstærke en fejl eller mulig manglende præcisering første gang det skrives?

Ser vi på tegningen (tak til Thomas) viser den klart og tydeligt en ”sækstation” og hvor der skal foretages en skarp vending, der ligger på tværs af banelegemet (som nu), men UDEN mulighed for gennemkørsel. Og det er DERI det midlertidige ligger. Nemlig at man ikke er sikker på delen syd for gl. Østerbrogade op mod Sølvgade/Rosenborg?

Jeg KUNNE have den tro, at det er den nu fundne tegning, der i sin tid p.g.a. manglende præcisering eller kendskab til tegningen eksistens, har givet anledning til skrive om den NUVÆRENDE, at det var en midlertidig station.

Mens tegningen (den nyligt fundne) bliver udfærdiget eller kort derefter, besluttes der, at der skal være ”hul igennem” til den anden side, hvorfor så den NUVÆRENDE station projekteres og bygges. Tegningen af den gamle ligges i arkivet, men i nogle af skrivelserne hentydes til en midlertidig station, hvorfor fejlen opstår, hvis altså tesen er rigtig. Rettelsen er ikke gået helt igennem.

For HVIS min tese er korrekt, så passer pengene jo nemlig, ikke sandt? Vi taler bare om to stationer, men der er gået fejl og henvises til den nyligt fundne!

Har dykket (meget lidt) m.h.t. forsvarets eventuelle modstand mod byggeriet, men kan ikke sådan finde noget umiddelbart.

Med venlig hilsen og fortsat god aften

Steffen Dresler

Østerbro Station - nu med kort fra 1892

af XAL Olesen, 4/10 2013, 10:11 (4100 dage siden) @ Steffen Dresler

Kære Steffen Dresler

Da jeg ikke har ubegrænset tid vil jeg svare lidt efter lidt på dine "indvendinger" mod den midlertidige Østerbro Station.

Under min gennemgang af noter m.m. fandt bl.a. to kilder jeg vil vise her. Det første screendump er fra bogen "Kystbanen og den omgivelser" udgivet af de lokalhistoriske foreninger langs banen i anledning af Kystbanens 100 års jubilæum 2. august 1997. Bogen er redigeret af Kjeld Damgaard og Carl. Chr. Nielsen. Det viste screendump er fra side 4 i bogen. Bemærk venligst afsnit to der omtaler Krigsministeriets "brokkerier". Jeg har hele siden som pdf-fil, men det format kan ikke bruges i dette forum.

[image]

Nedenstående udsnit er fra et kort udarbejdet af "Overingeniøren for Statsbaneanlæggende" dateret Kjøbenhavn 1892. Da hele kortet kun findes i et format som forummet ikke accepterer har jeg dannet et lille screendump. Heraf fremgår det tydeligt at Østerbro Station (bygningen) er placeret syd for Østerbrogade.

[image]

Måske kan Thomas Boberg Nielsen mod billig smiger og dårlig portvin lokkes til at omdanne hele kortet til en af de flotte billeder man kan forstørre.

Avatar

Østerbro Station - nu med kort fra 1892

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 4/10 2013, 15:30 (4100 dage siden) @ XAL Olesen

Måske kan Thomas Boberg Nielsen mod billig smiger og dårlig portvin lokkes til at omdanne hele kortet til en af de flotte billeder man kan forstørre

Billig smiger og dårlig postvin er en af de bedste motovationsfaktorer.

Klik på billedet for højere opløsning.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]
Klik på billedet for højere opløsning. Arkiv: XAL Olesen.

Østerbro Station - nu med kort fra 1892

af Steffen Dresler, 4/10 2013, 18:46 (4100 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Go´aften XAL Olsen m. flere.

Men med fare for at blive halshugget verbalt, prøver jeg alligevel.

Jeg er næsten så sikker som man kan være, at (mange) udgivelser efter Thomassens bog om Kystbanen, mere eller mindre er ”afskrift” eller forlæg vedr. Østerport stations historie. Og det gælder også ”Kystbanen og den omgivelser", som du skriver, blev udgivet af de lokalhistoriske foreninger langs banen, i anledning af Kystbanens 100 års jubilæum 2. august 1997. Det er tydeligt i bl.a. sprogbruget, hvor de skriver; ”morede sig derfor med at bygge stationen….” o.s.v. Thomassen skriver om samme på side 60; ”Arkitekt Wenck kunne derfor boltre sig med …..”. I DSB egen udgivelse ”Bgo HL RBG af juni 1985” er sprogbruget dog afdæmpet til de forudsætninger man nu har. Her er ”midlertidigheden” den mulige placering på sydsiden af Østerbrogade og med stationen liggende på Vestsiden af banen. Og DET er jo i modsætning til både ”Kystbanen og den omgivelser" og Thomassens bog (side 59-60), hvor det er den militære side, der er den afgørende for ”midlertidigheden”!

Indtil 1894 havde Krigsministeriet hånd og halsret over arealet over for Kastellet, men giver tilladelse til byggeriet i og med Jernbaneloven af 8. maj 1894, men endelig afgivelse af arealerne i 1895. Så hér kan vi fuldstændig lukke tesen om, at midlertidigheden skulle være af militære årsager. Om det så er dette der gør, at der skrives ”Midlertidig Station” på udkastet til en stationsbygning fra 1893 skal jeg lade være usagt. Mig bekendt bliver den aldrig bygget (og senere udbygget til det vi kender idag), da den IKKE er med på en tegning over Frihavnen og omliggende arealer fra 1895. Til gengæld kan man se små tog (tipvognstog?) køre på arealerne, hvor den nye station skal anlægges.

Ud fra dette har jeg så set på tidligere kilder, bl.a. ”Danmarks jernbaner, Illustreret Historisk Haandbog”, side 304 af Martin Buch og C. I. Gomard, 1933ff. De nævner intet om at stationen er midlertidig, hvilket jeg næsten er sikker på (min udlægning), at i netop denne udgivelse, ville det have været anført, da den ene forfatter - M. C. Buch - jo var lære på Jernbaneskolen i netop ”Jernbanehistorie” og at det er en bemærkelsesværdig information. Ligeledes har originaltegningerne af den nuværende station, ej heller nogen mærkning om dette, hvilket jo nok ville have været naturligt i og med, at den første tegning havde denne bemærkning.

Imod det midlertidige står også, at DSB – som nu – blev pålagt besparelser på alt. Bl.a. blev der indført midlertidige hastighedsnedsættelser for at spare kul, ligesom alt ud over det nødvendige blev stoppet/ej igangsat. Derfor synes det ikke korrekt, hvis arkitekten bare ”more sig/boltre sig” med arkitekturen og tegner og bygger noget, der forventeligt skulle rives ned.

Det springende punkt er udelukkende HVORNÅR strækningen fra enten den 2. banegård (1864) eller den 3. (nuværende fra 1911) bliver gennemført, hvilket jo først sker 1. december 1917. Og her er jeg næsten også sikker på (min udlægning), at DSB ikke ville tillade en så stor udbygning af en midlertidig station, som der blev gennemført allerede få år efter indvielsen i 1897.

SELVFØLGELIG var der i projekteringen af banestykket mellem (en af) Hovedbanegårdene og Østerbro/Østerport station set på forskellige placeringer, men den mest logiske og fornuftigste PÅ Østerbrogade blev valgt. Alt andet lige, var vestsiden på den sydlige del af Østerbrogade den dårligste placering, da voldanlæggene skulle fjernes og vandgravene opfyldes. Og på Østsiden, blev en banegård jo temmelig begrænset af Nyboder mv.
Ved opførelsen af den nuværende banegård, blev der jo netop taget hensyn til den kommende Boulevardbane (Røret), ved at bygge den PÅ Østerbrogade, således at der var mulighed for underføring af spor til Boulevardbanen, hvilket der jo hurtigt kom. De blev så inden 1917 anvendt til opstilling af togstammer.

Så MIN konklusion er, at eftertiden har anvendt P. Thomassens ”midlertidighed” (det militære aspekt), mens bøger udgivet efter 1985 mest har anvendt DSB fra RBG´en (det placeringsmæssige aspekt), begge tilsyneladende uden en hel klar kildeangivelse.

Jeg skal igen gøre opmærksomt på, at det er min udlægning og konklusion!

Herunder en sammenligningstegning mellem den 1. projekterede og midlertidige og den endelige, ingen sammenligning overhovedet.

[image]

Med venlig hilsen

Steffen Dresler.


AR AR1026

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak