Østerbro Station - midlertidig med tegning
I en efterhånden godt glemt tråd http://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?mode=thread&id=3331#p3331 vedr. Østerbro Stations midlertidighed var der mange meninger for og imod.
Jeg opgav debatten og forsøgte at gå til kilderne. Først til Rigsarkivet via deres ”lidt besværlige” søgemaskine Daisy. Men den 19. december 2012 lå der noget klar til mig. Jeg havde forventet en arkivkasse med nogle hundrede sider arkivalier af blandet art. Men der lå et omslag med tegninger. Stor glæde, for det var tegninger af Østerport Station m.m. Alle tilsyneladende originale med Heinrich Holck initialer m.m. nede i højre hjørne.
Alt lige fra den nuværende Østerport Station i originaludgave til remisen, vandtår, varelager, hestestalden, drejeskiven m.m. Men som tegning nr. 4 eller 5 lå den rygende pistol som kan ses til sidst. De mange tegninger var dateret 1894 undtagen den rygende pistol der var dateret 1893! Jeg tog lidt foto uden blitz – for det må man ikke på Rigsarkivet – denne vinterdag kl. 15.30 i gråvejr. Det blev ikke alt for godt, så jeg bestilte og betalte Rigsarkivet/Statens Arkiver for at tage en god kopi af den ”rygende pistol”.
Denne opdagelse gav mig lidt blod på tanden og jeg gik systematisk i gang med at gennemgå P. Thomassens noter til afsnittet om Østerbro/Østerport Station. Stort set alt notemateriale – samt en hel del mere - blev over de næste par måneder fundet frem og gennemgået. Min korte konklusion er:
På baggrund denne gennemgang af mødereferater, kommisionsrapporter, oplæg i ord og tegninger (bl.a. havde Hammerich også en tegning/plan med Østerbro syd for Østerbrogade), indlæg fra DSB, ingeniører samt gud og hvermand (inkl. en del fantaster) forstår jeg godt at P. Thomassen skriver at Østerbro/Østerport var tænkt som en midlertidig station. Men her er den rygede pistol:
Ovenstående er et foto af en mindre del af originaltegningen fra 1893. Kopi af hele tegningen vil blive mailet til evt. interesserede forumdeltagere til brug for diverse hjemmesider m.m.
Jeg er ikke motiveret for at komme med en hel masse argumenter for og imod Østerbro Stations midlertidighed. Det har P. Thomassen allerede gjort via sin bog med tilhørende mange notehenvisninger. Evt. interesserede kan jo tage den samme tur gennem arkiverne som jeg har gjort. Det er en berigende, men tidskrævende oplevelse.
Til gengæld savner jeg lidt om militærets syn på Østerbro Station og placeringen. Østerbro Station blev jo anlagt direkte på en del af den gamle Østervold samt tilhørende voldgrav. Berlingske har en ganske glimrende artikel med tilhørende kort over udviklingen fra 1851 til 2011:
http://www.b.dk/nationalt/koebenhavns-volde-falder
To af mine gode bekendte anbefaler Steffen Dresler, hvis der skal kigges på militærets arkiver kontra statsbanerne i denne sag. Forsvaret var ikke helt tilfreds med Østerbros Stations placering, men jeg har ikke kunnet finde referater eller lign., der mere detaljeret beskriver hvordan forsvaret stillede sig til stationens placering og måske stillede krav til udformningen eller nedrivningsevnen m.m. Hvad ved jeg.
Sidst men ikke mindst kunne det være rart at finde ud af hvornår denne eventuelle midlertidighed af Østerbro Station blev annulleret. Det lå mellem linjerne i beslutningsprocessen omkring Østerbro Station og Boulevardbanen at Østerbro Station skulle være endelig på den sydlige side af Østerbrogade. Måske har lovgiverne m.fl. blot "glemt" denne midlertidighed, da Hovedbanegården og Boulevardbanen blev bygget for endnu flere lånte penge. Men hvis der er et stykke papir, der viser at Østerbro Station ikke skal være midlertidig ville det tjene til P. Thomassens ære.
At denne sag dukker op fra mine skuffer samt hukommelsen, skyldes at ”henning h087” i dag/nat har lagt/lægger materiale ved navnet ”Østerport RGP mappe” på forummet. Materialet er nyt for mig. Så det glæder jeg mig til at se. Der er nok lidt gudkorn imellem.