Paris 1995 - et par glimt (5 fotos og ??)

af Niels Munch, 4/9 2013, 17:59 (4101 dage siden)

Go' aften forum,

Den internationale kollektiv-transport sammenslutning UITP afholdt sin 51. World Congress and Exibition i 1995. Det foregik i Paris, og vi var nogle danske banefolk, der også deltog.
[image]
I anledning af en forestående Paris-rejse har jeg gravet lidt i minderne fra dengang, og de deles her med herreværelsets ærværdige læsere.

Det hele foregik i nogle store messehaller lige syd for Porte de Versailles, og straks inden for hovedindgangen var denne "maskot" udstillet:

[image]
"Chemin de Fer Metropolitain" 2-akslet motorvogn "MM.1" fra 1900, UITP 1995 (nm).

Vognen var udlånt fra "Musée des Transports Urbains", som på det tidspunkt havde til huse i en gammel sporvognsremise i bydelen Saint Mandé på nr. 61 Avenue Sainte Marie, øst for Porte Dorée. Der måtte jeg selvfølgelig ud, og her følger et par indtryk fra den omfattende samling af rullende materiel (på over 150 enheder):

[image]
Sporvogne: Marseille ledvogn 1301 (1949), Haag PCC 1311 (1971), Nantes 127 (1914).

[image]
Pariserbusser, et udvalg. Forrest 534, en Schneider H fra 1916, dernæst Renault'erne nr. 1347 (1927) og nr. 1891 (1931).

[image]
Réseau des Deux-Sèvres - Tram-lokomotiv n° 3, Tubize 1896 (alle 3 fotos Saint Mandé 1995 nm).

Museet, der blev grundlagt i 1964 af l'Association du musée des transports urbains, interurbains et ruraux (AMTUIR), måtte lukke i 1998, da området i Saint Mandé skulle inddrages til boligbyggeri. Fra 2001 var materiellet udstillet i bydelen Colombes; men her måtte man også vige pladsen til fordel for remise/værksted til den nye sporvognslinie 3 (!). Siden 2007 har man haft adresse i den østlige forstad Chelles, hvor det endnu ikke er lykkedes at etablere et offentligt museum - desværre.

Og nu 1. spørgsmål: Har andre af forums gode læsere evt. stiftet bekendtskab med museet og dets samlinger, og evt. billeder derfra?

Nærmeste Metro-station til UITP-udstillingen var Porte de Versailles:

[image]
RATP 095 på Porte de Versailles metrostation, 1995 (nm).

Lige nord derfor var den parisiske ringbane "Le Petite Ceinture" ført over Rue de Vaugirard. Derfor nu mit 2. spørgsmål: Har nogen af forums gode læsere erfaring med "gående jernbanearkæologi" ad denne siden 1934 stort set ubenyttede tracé?


Bedste hilsener
Niels

Paris 1995 - et par glimt (5 fotos og ??)

af Per Sørensen, Hg, 6/9 2013, 23:14 (4099 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels,
Jeg har nok været i Paris måske 12-15 gange, men det var først på min sidste tur, at jeg "opdagede" ringbanen.
Den var markeret underligt på bykortet, men det var naturligvis fordi den er nedlagt, men det vidste jeg ikke.
Jeg måtte afsted for jeg troede at det var en godsring og at det var grunden til den specielle markering på kortet.
Fandt sporene i en gennemskæring i en park syd for La Chapelle og blev meget overrasket over at sporene var rustne.
De forsvandt i en tunnel og jeg fandt den igen sydpå.
Har altid syntes det var rart at følge spor,men det var ikke en kæmpeoplevelse.
Min tur stoppede vest for passagen af indkørslen til Gare de Lyon. Her passerer man en masse opstilling, men det er for TGV, så lidt kedeligt.
Min kone og døtrene havde brug for endnu mere shopping, så jeg tog til Rambouillet måske 30 km sydvest for Paris.
Her findes et modelbanemuseum med mange ældre vitrine modeller, men det bedste er en Spor 0 bane, der er meget smuk.
Turen derud var med regionaltog og det var også en fin tur; - de kører godt nok stærkt.

Gå en tur langs ringbanen, men forvent ikke for meget...

venligst

ped

Per Sørensen
Hg

Paris 1995 - et par glimt (+ 3 fotos)

af Niels Munch, 7/9 2013, 11:44 (4098 dage siden) @ Per Sørensen

Kære Ped,

Mange tak for dine gode tips og kommentarer!

Museet i Rambuillet var nyt for mig, det må være dette:

http://www.rambouillet-tourism.com/decouvrir/visite-rambouillet/musee-rambolitrain.asp
http://www.rambolitrain.com/ .

Ellers er en klassiker jo Musée d'Orsay, smukt indrettet i Gare d'Orsays gamle banegårdshal fra 1900:

[image]
Gare d'Orsay, kilde "Le Musée d'Orsay et l'architecture Métallique".

[image]
Musée d'Orsay, juni 1995 (nm).

..... hvor man bl.a. kan nyde ér af Claude Monets mange malerier med motiv fra Gare Saint-Lazare:

[image]
Claude Monet: Gare Saint-Lazare 1877, juni 1995 (nm).

Bem. den rød/gule skinnebus med tændte frontlanterner t.h. for damplokomotivet i forgrunden :-P :-D . Har altid imponeret mig.


Bedste hilsener & tak
Niels

Paris

af Per Sørensen, Hg, 16/9 2013, 23:03 (4089 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels,


Du har fuldstændig ret med Museet i Rambuillet; - det er det.
Du kan måske vise de fotos jeg aldrig fik taget...

Musée d'Orsay er fantastisk og jeg synes også om www.musee-orangerie.fr
og www.jeudepaume.org

Louvre har en fin afdeling med danske/nordiske malerier der kan anbefales.
Skal du på Louvre er der en smutvej udenom den store kø: Gå ind igennem indgangen fra Metroen i kælderetagen.

Du nævner Monets smukke maleri af Gare Saint-Lazare og tak for at rette opmærksomheden mod skinnebussen. Havde naturligvis set den, men ikke så indgående.

Her er en Monet mere, men den hænger ikke i Paris.

[image]

Netop Gare Saint-Lazare kan jo studeres fra Place de l'Europe.
Aldrig har man set en rundkørsel få sådan en underminering:
[image]

Hvis man kigger den anden vej ses en speciel udgave af en kommandopost og så er det en rodebutik med alle de englændere i banegraven...

Der er faktisk stor forskel på hvordan i Tyskland lavede sporforbindelserne i forhold til i UK og så her i Frankrig, men det er en anden historie..

[image]

Der ligger et par udemærkede Modelbanebutikker netop i nærheden af Place de l'Europe, men kan ikke lige adresserne.

De bedste hilsener & Bon Voyage

ped
Hg

Paris

af Steffen Dresler, 17/9 2013, 15:42 (4088 dage siden) @ Per Sørensen

Go´eftermiddag Per!

Velkommen hjem, det glæder mig du har haft en god ferie i Paris, hvad ellers skulle man næsten sige!
Jeg ved jo selvfølgelig ikke lige hvilke MJ-forretninger du hentyder til, MEN jeg har da fundet en rimelig en på Rue d´Amsterdam, der ender nede ved pladsen foran St Lazare. Ikke til at tage fejl af, da facaden er lavet som en INOX stål vogn. Men den handler ”kun” Märlin, altså ikke så meget fransk, hvis det lige er det, man er ude efter.
Dette finder man så tilgengæld oppe ved Pl de Clichy (navnet/området siger jo en gammel filmand et og andet ik`?:-D ).

Hvis man ser på et kort, så lidt til venstre for pladsen og skråt ned til højre løber ”Rue de Douai”. Lige over den lille plads i begyndelsen af gaden – Pl A. Max – og på højre side findes 2 MJ forretninger med ALT det franske (og andet) du kan ønske dig, mest brugt. De opkøber i hele landet og du finder bl.a. næsten alle ting fra ”France Train” (incl. CIWL selvfølgelig) og frem til nu om dage. Det meste er H0, men der er også spor 0 og lidt spor 1. 10 meter længere henne på samme side, endnu en forretning efter samme koncept. Og hvis IKKE dette er nok, går man bare skråt over gaden, wupti, endnu en MJ forretning med alt, størrelse 1, 0, H0 o.s.v. Første forretning tager internationale kredit kort, herunder VISA. Netforretningen er endvidere på Pay-pal systemet.

Elleres, hvis man vil finde en MJ forretning, gak hen til en af banegårdene og køb et MJ- eller 1:1 hæfte/blad. Godt nok på fransk, men masser af annoncer for alle ting relaterede til MJ mv.

Mvh

Steffen

NB: Nej jeg kan ikke huske navnet på forretningerne, jeg handler der bare, ”når i byen”.

Paris

af Per Sørensen, Hg, 20/9 2013, 23:07 (4085 dage siden) @ Steffen Dresler

God aften Steffen,

Joh tak, jeg har haft mange gode ture til Paris, men bare ikke lige nu!
Mine indlæg var lidt hjælp til Niels og for han skal nemlig til Paris.

Han startede med at skrive om den nedlagte, men stadig eksisterende ringbane i Paris. Hvis du ved noget om den, er han interesseret.

Bortset fra det, så har du fat i de samme MJ-forretninger.
Jeg MÅTTE også engang købe en CIWL. De var ikke til at opdrive herhjemme.
Der var vist noget med forbud imod at bruge CIWL Logo i nogle år.

Den eneste jeg kunne opdrive var endda ikke en rigtig spisevogn, men noget buffet...

Her er den ved siden af Kärnan, hvilket ikke er særligt korrekt.
[image]

Nå men på et tidspunkt hører vi nok, hvad Niels har oplevet - måske han er dernede nu...

Bon nuit

ped
Hg

Paris (+ 1 foto & link til MoFo)

af Niels Munch, 30/9 2013, 12:22 (4075 dage siden) @ Per Sørensen
redigeret af Niels Munch, 30/9 2013, 12:45

[image]


Kære Ped,

Atter tak for dine fine tips! Da det var en mini-ferie med gode venner, blev det ikke en dedikeret tog-tur; men lidt forskelligt blev de da til, bl.a. konstateringen af, at kommandoposten ved Gare St. Lazare stadig hænger dér:

[image]
Gare St. Lazare set fra Place de l'Europe mod nord, 25.09.2013 (nm).

Men vi kørte dog med et par af de nye RATP sporvogns- eller letbanelinier samt med SNCF Transilien til Rambouillet for dér at besøge modelbanemuseet Rambolitrain.

En lille reportage derfra har jeg netop lagt i Modelbaneforum.

Jernbanearkæologi langs la ligne de Petite Ceinture og resterne af vin-banegården Halles aux vins de Bercy etc. må komme en anden gang.


Bedste hilsener
Niels

Paris (+ 1 foto & link til MoFo)

af Per Sørensen, Hg, 9/10 2013, 23:25 (4066 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels,

tak for reportager.
Kan mærke at jeg selv trænger til en Paristur.

Venligst

ped

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak