Citat fra: Thomas Boberg Nielsen Dato 4/07-24, 09:35(Kører de ikke med en højere regularitet i f.eks. Japan, og kunne vi ikke lære noget af dem?)
Det har vi skam gjort. Det er blandt andet det der har ført til den forlængede køretid på Kystbanen.
Japan er kendt for sin enormt høje rettidighed, og det har mange årsager. En betydelig del af det skyldes at de typisk lægger betydelige mængder ekstra tid til i køreplanerne. Næsten alle stationer i de større byer har perrondøre, hvilket heller ikke er helt billigt at installere.
En anden del er at man i Japan benytter rimelig streng separation af ruter i store dele af systemet, så f.eks. alle de store stationer i Tokyo har strengt tildelte spor til de forskellige linjer, og togene krydser sjældent eller aldrig over hinandens ruter. Det kræver betydelige infrastrukturinvesteringer at implementere, men forsimplingen af København H er netop baseret på den model (godt nok inspireret af Utrecht Centraal, men det projekt var direkte inspireret af Tokyo Station). Den påtænkte forsimpling har tidligere mødt betydelig modstand herinde på forum, fordi den reducerer fleksibiliteten i systemet.
Det er en afvejning man må tage. Hvis man gerne vil have flere rettidige tog, så kræver det penge til infrastruktur, og det kræver at togene bliver opdelt efter hvilken linje de kører på - hvormed der kommer færre direkte tog, og flere skift. På København H vil ulempen ikke være så stor, men det vil trods alt betyde at mange sydfrakommende tog må vende på Hovedbanegården i stedet for at fortsætte til Nørreport og Østerport, hvor mange passagerer gerne vil hen, og det vil umuliggøre at vende tog der ankommer fra Vest- eller Ringstedbanen og køre dem til Lufthavnen. Det værende sagt så tror jeg absolut at den forbedrede rettidighed vil være ulemperne værd, men det tager tid at implementere fordi der også er en stor infrastrukturdel i det.
I Tokyo er man faktisk begyndt at prioritere flere direkte tog uden skift, hvilket har ført til et gradvist fald i rettidigheden over de seneste årtier. Men til gengæld kan flere folk komme frem uden at skulle ud af toget undervejs. De har stadig en meget god rettidighed, selvfølgelig, men den er ikke helt så god som den har været.