Citat fra: Niels Bak Dato 3/07-22, 21:49En ring 6-bane var emnet for en afgangsopgave fra vist nok DTU for nogle år siden, som jeg på et tidspunkt faldt over. Jeg kan ikke finde den igen, så det her er helt efter hukommelsen.
Undersøgelsen var ikke koblet op på en HH-forbindelse, men undersøgte potentialet i lokaltogsbetjening i korridoren. Konklusionen var så vidt jeg husker ikke gylden - altså med en lavere intern rente, end man normalt forudsætter for at et projekt er gunstigt - men heller ikke fuldstændigt håbløs.
Og det er jo så her, at evt. trafik fra en HH-forbindelse kommer ind. Problemet her er tosidet.
Det ene er, at hvis banen skal huse gennemgående svenske hurtigtog til Hamborg, så er det ikke sikkert at en trache via den nuværende Lille Nord, en formentlig relativt skarp kurve for at få den ud af Hillerød og igen ind til Roskilde i sydenden og i det hele taget gennemkørsel i to større stationer, vil være særlig attraktiv for højhastighedstog.
Hvis den i stedet eller i tilgift skal huse gennemkørende godstog, så er turen ind gennem Fredensborg, Hillerød og Roskilde uattraktiv af miljømæssige årsager - og ja, det gør man på de nuværende baner, men dels er det altid svært at få nye naboer til at acceptere støj, og dels så er beboere i Nordsjælland nok landets mindst modtagelige for den slags. De har betalt mange penge for deres huse og har endnu flere at føre krig mod den slags projekter for. (se den forestående begravelse af Ring 5-korridoren, som rent rationelt er tåbelig før man ved, hvad man vil på længere sigt) Gennemkørende højhastighedstog har desuden en del af de samme problemer.
Desuden vil trafik med både passagertog og godstog fra Sverige reelt kræve at man laver to tunneller til de to slags tog for at få betjening af Helsingør med.
Med andre ord - tanken om en ring 6 er rigtig interessant, men jeg er ikke helt sikker på, den vil løse problemerne ordentligt, simpelt hen fordi den kommer til at sætte sig mellem de forskellige behov. Tænkningen med at sende alle tog ind gennem bymidterne er nok for gammeldags, når det nu er nybygning man taler om.
Så jeg tænker den rigtige løsning ville være en gennemgående tosporet bane i Ring 5 øst om Roskilde og ned til Ringstedbanen, men med banetilslutninger fra Hillerød mod syd og til Vestbanen mod vest, hvor den krydses, så der kan køres lokaltrafik Helsingør-Hillerød ad Lille Nord og videre sydud af Hillerød til den nye bane og fra denne igen når man krydser Vestbanen til Roskilde. Der kunne flettes en station ind, hvor man krydser Frederikssundsbanen.
Problemet med den løsning er at dels skal den besluttes snart, inden nogen får fjernet ring 5-reservationen og dels så ville det være godt her at få afkoblet motorvejsdiskussionen helt. Vej- og bane-tunnel kan pga geografien alligevel ikke bygges sammen for HH (måske en godsjernbanetunnel sammen med vejdelen, men passagerbane giver ingen mening, da man så misser både Helsingør og Helsingborg by). Men prøv at få en seriøs banediskussion her i DK uden at der også skal tales motorveje...
Ja jeg husker også DTU rapporten og havde ud fra den konkluderet at hvis man bygger en HH forbindelse, så kommer der så meget ekstra trafik, både passager og gods, at økonomien i en Ring6 bliver rentabel. Det er baseret helt og aldeles på mit eget gætteri hahaha.
Jeg er ikke helt sikker på jeg er enig med dine konklusioner, men du rejser gode pointer. For at opsummere så er problemerne med en Ring6:
1) økonomien er der måske ikke - som nævnt ovenfor tror jeg at HH ville gøre denne del ok
2) der er nogle problemer med at få både gods og passager trafik af samme rute omkring Helsingør - hvis man skal have passagerer og have et stop i Helsingør så har man et problem med hældning, og hvis man skal løse det skal man for langt syd, lyder det. Men som en anden også skrev her: kan man ikke bare lægge stationen for HH tog under jorden? Der er så vidt jeg forstår alligevel ikke plads på den nuværende station til stor trafik øgning, og stationen ligger lige ved vandet, så det gør ikke tunnellen meget længere. Men ja, det kommer til at koste lidt.
3) Hvis man, som jeg forslår, skal genbruge de eksisterende baner så meget som man kan, så er der nogle kurve problemer hist og her. Jeg har ikke kigget godt nok (og har heller ikke nok viden) til at kunne sige noget intelligent om dette problem, men mit view er at det må kunne løses. Det er primært gods der skal den vej, og gods burde ikke være helt så fintfølende overfor en langsom hastighed på dele af banen.
4) det bringer mig til næste punkt, i.e. hvor meget passagertraffik kommer til at køre af denne rute fremfor via KbhH? Virker for mig lidt underligt at tænke sig at et tog fra Oslo eller Goteborg foretrækker at køre udenom Kbh. Nuvel, der er nok nogen der skal den vej, men mon ikke hovedparten af rejserne har Kbh som endestation?
5) sidst, NIMBYism. Du har helt ret, jeg er selv opvokset i Nordsjælland og kender alt til det, men det er netop derfor jeg tror en udbygning af eksisterende baner alt andet lige må være nemmere. Argumenter om at det vil folk ikke kunne lide kan bruges til at argumentere mod ALLE projekter pånær metro, men der er jo trods alt både vej og bane projekter der af og til bliver godkendt. Jeg tror dog, modsat dig, at det bliver umuligt at gå via Ring5 pga NIMBYism.