Den uregelmæssige betjening af Aalborg Lufthavn er delvist ophørt med K25 med længere vendetider for ICL og ophører helt med K26 hvor både ICL og IC fortsætter til lufthavnen med lange vendetider. Det skulle gerne få de fleste delaflysninger til at forsvinde. Derfor planlægger NT og DSB også at starte markedsføring af forbindelsen til lufthavnen fra K26.
Her en beskrivelse af situationen kopieret fra den kommende dagsorden for møde i Udvalg for Regional Udvikling og Innovation i Region Nordjylland. Jeg har rettet buslinjernes linjeføring, da den er skrevet forkert i den originale dagsorden.
I slutningen af 2020 åbnede en ny togstation ved Aalborg Lufthavn. Den var et resultat af Folketingets beslutning fra 2013 om at etablere en jernbane til Aalborg Lufthavn. DSB's fjerntog skulle have endestation ved lufthavnen med to tog i timen til og fra lufthavnen.
På grund af tekniske udfordringer og mangel på materiel hos DSB er betjeningen indtil videre varetaget af DSB's lyntog (1 afgang i timen), mens Region Nordjylland har haft en aftale med Transportministeriet om at hjælpe med yderligere én afgang pr. time. Nordjyske Jernbaners regionaltog fra Skørping har således de seneste to år kørt til lufthavnen med ét tog i timen i dagtimerne på hverdage og lørdage.
Region Nordjylland modtager 2,1 mio. kr. fra staten for denne kørsel til og med 2024, mens kørslen i 2025 ses som en modydelse for at DSB standser på nærbanestationerne syd for Aalborg.
Med udgangen af 2025 vil DSB varetage den fulde betjening af lufthavnsbanen med hhv. ICLyn og IC.
Aalborg Lufthavn betjenes i dag ydermere af by- og regionalbusserne: bybusrute 13, Gistrup - Aalborg - Vadum - Biersted – Aabybro, regionalrute 70, Aalborg - Aabybro – Thisted, regionalrute 71, Aalborg - Aabybro – Hjørring, regionalrute 200, Aalborg - Aabybro – Blokhus.
Bybusruten har hvert år 44.000 påstigere ved Aalborg Lufthavn, regionalruterne har 23.000 påstigere(2023), mens regionaltoget havde ca. 12.000 påstigere ved Aalborg Lufthavn fra 1/5-2023-30/4-2024. DSB havde i 2023 ca. 4.000 påstigere ved Aalborg Lufthavn.
Nordjyske Jernbane har oplyst, at de i 2023 havde 37 aflysninger på strækningen mellem Aalborg og Aalborg Lufthavn, svarende til 1% af de planlagte afgange. Tilsvarende for 2024 har der i perioden 1. januar til 31. maj (inden totalspærring af spor) været 25 aflysninger, svarende til 1,65% af de planlagte afgange. DSB har oplyst, at de i 2024 (excl. tid med sporarbejde) har haft planlagt 7.400 afgange, hvoraf ca. 600 har været aflyst svarende til 8% af afgangene.
I forbindelse med "Fremtidens Kollektive Trafik" ændres busbetjeningen af Aalborg Lufthavn fra december 2025. Her vil regional- og ekspresbusser ikke længere køre indenom lufthavnen, men kører direkte til Lindholm Station. Lufthavnen betjenes da alene med bybus eller tog.
NT og DSB har aftalt at øge fokus på markedsføringen af kollektiv trafik til Aalborg Lufthavn. Der er både fokus på at iværksætte nogle initiativer på kort sigt (i 2025) og have en fælles plan for markedsføringen fra december 2025, hvor der bliver to fjerntog i timen til/fra lufthavnen. Samarbejdet handler både om større synlighed og attraktive billetprodukter for rejsende til Aalborg Lufthavn. Endelig ses der på muligheden for at anvende Aalborg Lufthavn som et park-and-ride-knudepunkt, hvor man kan parkere (billigt) og tage taget til Aalborg. DSB vil desuden fra 2026 have en mere robust køreplan med længere vendetid i Aalborg. Derfor forventer de en mere pålidelig køreplan.Jeg er skeptisk overfor de passagertal der er nævnt på togene, hvor NJ har tre gange så mange påstigende end DSB på trods af at DSB kører væsentligt flere tog derud. Da DSB ikke har automatisk passagertællingsystem i IC3-togene, så gætter jeg på at det er DSB's tal der er forkerte.
En præsentation kan ses her:
https://dagsordener.rn.dk/vis/pdf/bilag/ca5c2055-1a86-4c5c-95f2-91c7cf2c4be3/?redirectDirectlyToPdf=trueFørste fælles kampagnetiltag bliver til Aalborg Lufthavns årlige Rejsefestival (rejsemesse) søndag den 26. januar, hvor DSB har tiltrådt tilbuddet om en billig billet til kørsel til og fra festivallen. Det er nu nok en meget god idé, da NJ ikke betjener Aalborg Lufthavn om søndagen.
Således kan man for 25 kr. køre til og fra Aalborg Lufthavn den 26. januar med alle NT busser, Nordjyske Jernbaner tog og DSB tog fra stationer nord for Aarhus (det er dog lidt uklart i beskrivelsen om Aarhus H er inkluderet, men det går jeg næsten ud fra).
Billetten gælder fra 03:59 til 23:59 og købes i Rejsebillet appen.
Link til info om billetten:
https://www.ntrejse.dk/nyheder/2025/jan/aalborg-rejsefestival