Citat fra: tgsen Dato 23/03-24, 12:46Nå, du har et overslag allerede? Lad os høre.
Jeg har i andre tråde lavet et groft overslag på dit tunnelprojekt, men du ville ikke høre på det, fordi du mener at man godt kan lave en jernbane i niveau eller åben grav hen over Amager Fælled (har du hørt om Danmarks Naturfredningsforening?), samt rydde en hel masse huse for at bygge cut-and-cover, plus mange andre uenighedspunkter. Så var der også noget med at lukke strækningen Ørestad-København H, og at forlænge linje F ud på Amager, og en del andre ting der pludselig skulle lægges oven i for at få det til at hænge sammen og undgå at forværre eksisterende forbindelser, og så tabte jeg til sidst tråden for hvad dit projekt overhovedet gik ud på.
---
Angående togenes ruter: hvis frekvensen er "god nok", så gør det ikke så meget om man kører et par tog til eller fra. For regionaltog, især på de længere ruter, er halvtimesdrift absolut en god frekvens. Nu har vi jo kun udkast til køreplaner at arbejde med, og derfor er alle ruter for Ring Syd jo kun gætterier og forslag. At splitte Holbæk-togene op er heller ikke en nødvendighed - en anden mulighed kunne være at lade Ring Syd togene køre i stiv kvartersdrift København-Roskilde, og derfra lade hvert andet tog fortsætte til Næstved med stop ved alle stationer, og de resterende to tog kan så være et intercitytog til Odense-Esbjerg, og et hurtigt regionaltog til Slagelse, forlænget til Odense i myldretiden.
Regionaltogene til Næstved over Roskilde tjener to formål; dels at forbinde Næstved-Ringsted-Roskilde for pendlere, og dels at forbinde Roskilde og København. Folk der bor i Næstved og skal til København H er i forvejen bedre tjent med det hurtige regionaltog via Ringsted og Køge Nord, eller ruten via Køge og Køge Nord, og derfor vil der ikke være tale om en forværret frekvens til København H for dem som bor i Næstved - og for dem som bor i Roskilde, vil der stadig være 6-8 tog til København H i timen, hvilket er alt rigeligt. Især når S-togene overtager standsningerne i Hedehusene og Trekroner og alle de langsomme regionaltog dermed kan gøres hurtigere.
---
Uanset køreplanen, så er min pointe i bund og grund bare, at når man først har fået regionaltog op over en vis frekvens, så reduceres gevinsten ved yderligere øgning af frekvensen - og så kan det være en bedre ide at indføre flere ruter, i stedet for at forøge frekvensen yderligere på de eksisterende.
Hvis du vil have eksempler på dette i udlandet, så findes der i Tokyo ganske mange jernbaner med "omvendt forgrening", altså hvor linjer udgår fra to forskellige steder i byen, samler sig til én korridor i de inderste forstæder, og så forgrener sig på traditionel vis, længere ude i de ydre forstæder (Tokyu hovedlinjen + Meguro-linjen, Tobu hovedlinjen + Skytree-linjen, Keisei hovedlinjen + Oshiage-linjen, med flere).
I Köln er der også ICE-linjer der springer Köln Hbf over, og i stedet kun standser ved Messe/Deutz for at undgå at rebrussere; dermed tjener den stort set præcist samme formål som Ny Ellebjerg og Ring Syd.
I Amsterdam er der også mange intercity- og regionaltog der standser i Amsterdam Zuid i stedet for at køre helt ind til Amsterdam Centraal - og der er endnu en parallel med Ring Syd, i og med at nogle af disse tog starter i Schiphol lufthavn, kører til Amsterdam Zuid, og derfra videre ud i landet. Det er faktisk nærmest præcist samme situation som Ring Syd. Og det ser ud til at fungere ganske glimrende for dem.