Pressemeddelelse DSB:
08. September 2023 kl. 13:30
Tre togproducenter kan byde på fremtidens fuldautomatiske S-togFremtidens S-tog skal være fuldautomatiske. Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 godkendte den 4. maj i år, at DSB kan sende fremtidens S-tog i udbud og DSB har nu afsluttet prækvalifikationen til udbud af minimum 226 nye fuldautomatiske S-tog.
Følgende tre tilbudsgivere er blevet prækvalificeret:
1. ALSTOM Transport Danmark A/S (hovedsæde i Frankrig)
2. Construcciones y Auxiliar de Ferrocarriles S.A. (hovedsæde i Spanien)
3. Konsortium bestående af Siemens Mobility A/S, Siemens Mobility GmbH og Stadler Bussnang AG (hovedsæde i Tyskland og Schweiz)
"Det er tre stærke og kompetente tilbudsgivere, vi har med i feltet," siger Jürgen Müller, direktør for Strategi & Togmateriel i DSB og fortsætter:
"Det giver en sund konkurrence og en robust udbudsproces, som forventeligt vil føre til attraktive tilbud.
Alle de tre prækvalificerede tilbudsgivere har gennem tiden bevist, at de har evnerne og musklerne til at udvikle, producere og levere tog af god kvalitet."
DSB har valgt udbudsformen "konkurrencepræget dialog", hvilket giver DSB gode muligheder for sammen med tilbudsgiverne at tilrette udbudsmaterialet, så det leder frem til de bedste og mest robuste løsninger for Fremtidens S-bane.
DSB forventer, at kunne tildele kontrakten på de nye automatiske S-tog samt vedligeholdelse af disse, i løbet af første halvår 2025, og de første nye S-tog forventes indsat i drift på Ringbanen omkring 2030.
Link:
https://www.dsb.dk/om-dsb/presse/pressemeddelelser/tre-togproducenter-kan-byde-pa-fremtidens-fuldautomatiske-s-tog/