Hej Forum
...kan man få begge? Mit udgangspunkt er nej, men vil gerne høre jeres input. Også mht. Hedehusene st. som jeg kan forstå, man har stillet i udsigt fortsat vil have stop med fjerntog efter gennemførelsen af ovenstående projekter.
I Banedanmarks infrastrukturplan står angivet, at der BÅDE planlægges med S-tog til Roskilde (inddragelse af de to nuværende spor anvendt af fjerntog) samt at udvide Glostrup st. til fire perronspor og dermed få (genintroduceret) stop med fjerntog på Glostrup st.
Jeg mener, at det vil være en fejl at få begge projekter gennemført og hælder klart til, at s-tog til Roskilde alene, er den klart bedste løsning, så længe der ikke planlægges med yderligere udvidelser af kapaciteten på ruten (ja er klar over "forenklingen af Københavns H"), og ej heller et luk af Hedehusene st. som fjerntogs-stop.
Hvorfor?
For det første køber jeg ikke helt argumentet om at Glostrup bliver en meget vigtigere station efter der er kommet letbane. I mine øjne, kan være jeg tager fejl, er det ikke en markant opgradering af den nuværende kollektive transport i området (ring 3-korridoren), selvom mere skinnebåren trafik selvfølgelig altid er at foretrække. Min holdning havde måske været anderledes, hvis man havde gjort det der skulle til: lavet en S-bane, men selv i det tilfælde påfører man fortsat regionaltogs-trafikken en stor omkostning ved at lave stop der.
For det andet vil en S-bane til Roskilde, MED SAMTIDIG LUK AF HEDEHUSENE FOR FJERNTOG, i realiteten ikke være en større nedgradering for Hedehusene st., der vil få afgange hvert 10. minut (mod i dag hvert 30.) og samtidig adgang til flere mellemliggende stationer (det vil være svært at forklare pendlere, der skal længere vestpå end Roskilde og pendlere der skal længere østpå end til Hvidovre og nok særligt politikere).
For det tredje: Gennemføres alene s-toget, med samtidigt luk af Hedehusene st. for fjerntog, forestiller jeg mig et langt mere ensartet standsningsmønster, hvor kun Næstved-toget, ud af de tog der i dag kører til/fra København H, vil få stop ved Trekroner st., mens alle andre tog vil stoppe ved Valby, Høje Taastrup og Roskilde. Man kunne i samme ombæring sætte frekvensen op på Næstved-toget sådan at det kører hvert 20. minut (Helsingør - Næstved). Det vil give 20-minutters drift på Trekroner st. og samtidig 10-minutters drift med s-toget.
Et langt mere ensartet standsningsmønster bør give mindre risiko for at "holde i kø", ingen tog der skal krydse, og der vil være plads til at kunne køre tog op til hvert 5. minut i myldretiden, fra Hvidovre Fjern til og med Roskilde. Der også skal være plads til godstog og Slagelse-CPH, der fletter ind ved Hvidovre, men det kan gøres ved at køre færre IC- og Holbæk- og Kalundborg-tog, som der nedenfor er antaget kørende hvert 20. minut (et meget groft eksempel).
Eksempel fra København H: 00: Næstved (eneste tog med stop ved alle stationer indtil Roskilde), 05: Holbæk, 10: Kalundborg, 15: IC, 20: Næstved,...
For det fjerde (mindre ting): Det undgås at toget der i dag kun kører til Roskilde og servicerer Hedehusene st. skal krydse indover sporene ved Roskilde st. Dette giver ofte komplikationer (min erfaring).
Er jeg helt forkert på den? Er det fornuftigt at lave begge løsninger?
Ja, jeg bor i Roskilde, så jeg har måske nogle egen-interesser, der skinner igennem ovenfor, men jeg mener ikke at den nuværende foreslåede løsning er fordrende for robustheden og stabiliteten i togtrafikken fra Ringsted/Kalundborg til København H over Roskilde, og at en gennemførsel af s-toget alene, med samtidigt luk af Hedehusene st., er den bedste løsning (såfremt man altså virkelig ønsker s-tog til Roskilde).
Hører gerne fra nogen, der kan se hvordan tog-trafikken skal indrettes med Banedanmarks planer, og det selvfølgelig fair nok, hvis man mener at man bare kan hæve rejsetiden med fjern-/regional-togene (hvilket jeg strengt taget allerede gør ved at tilføje Valby som stop for alle tog).
mvh.