Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Brunkul og jernbaner (Generelt)

af cslundsten, 30/7 2015, 10:24 (3404 dage siden)

Netop hjemkommet fra en kort ferie i Tyskland og Tjekkiet med temaet "brunkulsjernbaner" er her en lille appetitvækker for disse ofte oversete industribaner. Jeg var for ca. 20 år siden i embeds medfør i Tyskland for at se på banerne i Lausitz. Det var få år efter den tyske genforening og brunkulsindustrien skulle moderniseres og fremtidssikres. Inden besøget havde jeg aldrig hørt om banerne og min egen association til ordet "industribaner" var velsagtens de små tipvognstog ved mergelgravene herhjemme. Den sammenligning giver ikke megen mening - brunkulsbanerne er et stort net af (nu kun) normalsporede jernbaner som i intens trafik pendler brunkul, aske, gips og andre fornødenheder imellem brunkulsminer, kraftværker og det offentlige banenet. Systemet tilhører i dag svenske Vattenfall.

[image]

Trækkraft for den interne trafik på kulbanenettet er ellokomotiver type EL-2, Østblokkens standardtype som blev bygget i ca. 1400 eksemplarer af LEW Henningsdorf. Drifspændingen er 2400V DC, men ved læsseanlæggene anvendes 1200V DC fra en sideophængt køreledning, derfor de pudsige små strømaftagere der er monteret i 45° vinkel:

[image]

Banerne er fuldt sikrede, men dog anvendes et stærkt forenklet signalsystem som reelt blot anvender signalgivningerne "stop" og "kør" (rød hhv. grøn). Dog kan der ved vanskelige oversigtsforhold forsignaleres "forvent stop" ved blinkende grøn. Til gengæld er banerne udstyret således at togene kan køre i begge retninger uden omløb og uden at togets forende er bemandet når der "skydes". Signalmæssigt håndteres dette gennem særlige "skydesignaler" som er repetersignaler placeret en toglængde foran hovedsignalet. I stedet for rød viser skydesignalet gul, og signalerne på billedet er således ikke hoved+fremskudt signal som man ellers skulle tro. Den gule lampe er ny idet man tidligere anvendte to blå ved siden af hinanden:

[image]

Når et tog skydes har forreste vogn hvide markeringslys og en advarselsklokke:

[image]

[image]

Driften er intens og på hovedbanerne kører der typisk tog hver 10-20 minutter. Her er yderligere et par indtryk:

[image]

[image]

Brunkullene brydes store åbne miner. Størrelsen er vanskelig at fornemme, men her er et oversigtsbillede over Welzow-Süd minen:

[image]

Broen er en såkaldt Abraumförderbrücke F60, som anvendes til at grave de sidste 50-60m ned til brunkullene og dække til igen. Broen er 500m lang og har to gigantiske gravemaskiner tilknyttet. Det afgravede materiale transporteres til den anden side af udgravningen og dumpes. Størrelsesforholdet fornemmes bedre hvis man kommer tættere på gravemaskinerne:

[image]

Udover banerne i Lausitz var vi også et smut i Tjekkiet hvor Sokolovska Uhelnas Druzba-mine ved Nové Sedlo er et imponerende syn. Minen blev for nogle år siden lukket på grund af ustabilitet og man besluttede i stedet at grave fra den anden side. Derfor flyttes nu store mængder jord - med tog. Det forventes at minen i 2016 eller 2017 atter producerer kul.

Minen kan beses fra et udsigtspunkt, men diverse ledninger er noget i vejen. Minen er ganske dyb og sommerens varmedis er i sig selv en interessant udfordring for fotografi. Her blot et par fotos som appetitvækkere. Lokomotiverne er Skoda type 27E:

[image]

[image]

På et eller andet tidspunkt får jeg lavet en rejseberetning på min hjemmeside men her er i hvert fald en appetitvækker hvis man skulle have lyst til en tur sydpå.

Mvh
Carsten Lundsten

Brunkul og jernbaner

af Lars Møller Jensen ⌂, Röbäck, Sverige, 30/7 2015, 11:01 (3404 dage siden) @ cslundsten


Banerne er fuldt sikrede, men dog anvendes et stærkt forenklet signalsystem som reelt blot anvender signalgivningerne "stop" og "kør" (rød hhv. grøn). Dog kan der ved vanskelige oversigtsforhold forsignaleres "forvent stop" ved blinkende grøn. Til gengæld er banerne udstyret således at togene kan køre i begge retninger uden omløb og uden at togets forende er bemandet når der "skydes". Signalmæssigt håndteres dette gennem særlige "skydesignaler" som er repetersignaler placeret en toglængde foran hovedsignalet. I stedet for rød viser skydesignalet gul, og signalerne på billedet er således ikke hoved+fremskudt signal som man ellers skulle tro. Den gule lampe er ny idet man tidligere anvendte to blå ved siden af hinanden:

Hej Carsten

Tak for din udførlige rejseskildring.

Her er mere om signaler ved ex DDR brunkulsbaner: http://www.stellwerke.de/signal/braun/index.html

og her: http://www.stellwerke.de/signal/braun/tische.html og http://www.stellwerksbilder.de/braun/vpl.gif

Med venlig hilsen
Lars Møller Jensen.

Brunkul og jernbaner

af cslundsten, 1/8 2015, 10:40 (3402 dage siden) @ Lars Møller Jensen

Her er mere om signaler ved ex DDR brunkulsbaner: http://www.stellwerke.de/signal/braun/index.html

Siden er desværre ikke opdateret med de "gule" skydesignaler, men de så også ud til at være af ret ny dato.

og her: http://www.stellwerke.de/signal/braun/tische.html og http://www.stellwerksbilder.de/braun/vpl.gif

Mit første besøg dernede, for ca. 20 år siden, var i forbindelse med at man ville forny signalsystemet. I stedet for en masse signalposter rundt omkring ville man have et "Zentralstellwerk". Man bevarede dog enkelte større og nyere relæsikringsanlæg og tilsyneladende er de der stadig, i hvert fald de anlæg der normalt er lokalt betjent. Desværre var fotografi ikke en hobby dengang så jeg har kun enkelte og helt håbløse billeder og næppe noget af sikringsanlæggene. Jeg har stadig oversigtstegningerne over sporanlægget og over signalbestykningen.

Der findes en serie videoer på Youtube om Vattenfalls banesystem. Denne video indeholder (fra ca. 4:00) noget om Zentralstellwerk:
https://www.youtube.com/watch?v=xC2Jm13jqJ8

Mvh
Carsten Lundsten

Brunkul og jernbaner (+ 2 fotos)

af Niels Munch, 1/8 2015, 10:31 (3402 dage siden) @ cslundsten

Kære Carsten,

Tak for en fin reportage!

InnoTrans 2002 udstillede DB Werk Cottbus en moderniseret udgave af den omtalte lokomotivtype, dengang tilhørende LAUBAG:

[image]
[image]LAUBAG 4-1227 på InnoTrans 2002 i Berlin (nm).

Om denne type og andre brunkulslokomotiver i øvrigt findes noget info her: http://home.arcor.de/vt18.16.10/1435fz/1435e.html#El2 .


Bedste hilsener
Niels

Brunkul og jernbaner (+ 2 fotos)

af cslundsten, 1/8 2015, 10:54 (3402 dage siden) @ Niels Munch

Kære Carsten,

Tak for en fin reportage!

Velbekomme :-)

Om denne type og andre brunkulslokomotiver i øvrigt findes noget info her: http://home.arcor.de/vt18.16.10/1435fz/1435e.html#El2 .

Tidligere fandtes tillige et smalsporet banenet, 900mm sporvidde. Under mit første besøg i området (ca. 1995) så jeg et enkelt smalsporet tog i Senftenberg men nu er alle smalsporsbanerne væk. De sidste forsvandt i 1999. De smalsporede baner kørte efter helt samme koncept som normalsporet, blot var togene lidt mindre og de kunne selvfølgelig ikke udveksle vogne med det offentlige banenet. De smalsporede lokomotiver var af type EL-3, se øverste foto på denne side:
http://www.buntbahn.de/modellbau/printview.php?t=7309&start=0

Mvh
Carsten Lundsten


ContecRail

Jernbanebøger

Banernes Biler

Banernes Biler. Pris 310 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak