Jeg synes selv, at indslag om jernbaner i fremmede lande er spændende - gerne historier om baner i drift og gerne selvoplevede - men hvis det kun er Niels, som mener, at Argentina er interessant, bør vi måske afbryde tråden nu?

Frisk mod, Hans! Du har i skrivende stund ca. 580 hits på trådens indledningsbidrag, og det da pænt! Erfaringen viser, at velforberedte indlæg sjældent skaber den store debat; men de bliver set!

Fandt lige dette baggrundsinfo: http://en.wikipedia.org/wiki/Belgrano_Cargas .

Bedste hilsener & tak
Niels

Hej!
Kom endelig med mere! Kun få kender noget til Argentinas Jernbaner! måske årsagen
til manglende respons!!
Ihåb om MEGET mere

Med venlig hilsen

Thyge Toylsbjerg-Petersen

Kære Hans

Bliv endelig ved. Det er dejlige billeder!

Det er kun fraværet af en "Like"-knap, der afstedkommer manglende respons.

Bedste hilsner

Thomas

Fino - tak for tilbagemeldingerne. Vi fortsætter omkring 250 km op langs Andesbjergenes østside til Salta. Nu er vi i det nordøstligste Argentina. Her er klimaet subtropisk, og man kan dyrke både sukkerrør og tobak heroppe. Metersporet er enerådende på disse kanter.

Jeg besøger først og fremmest Salta for at tage en tur med turisttoget ”El tren a las Nubes” - ”Toget til skyerne” - men her kører også et lille moderne lokaltog, og lad os tage det først.

SOFSE - Sociedad Operadora Ferroviaria Sociedad del Estado - er de nye argentinske statsbaner, oprettet i 2008. Selskabet driver blandt andet persontrafikken her fra Salta til byen General Güemes, knapt 40 km mod øst-nordøst.

Først et billede af køreplanen - to tog i hver retning på hverdage og et om lørdagen. SOFSEs motto ”Avanzando hacia la reactivación Ferroviaria Nacional” kan frit oversættes med: ”Vi arbejder for reaktivering af de nationale jernbaner”.

Jeg tog toget til Güemes og skød det næste billede under dets rangering. Bemærk de mange godsvogne. Det allestedsnærværende Belgrano Cargas har øjensynligt en del trafik her.

Til sidst et billede af perronhallen i Güemes. Skiltet foroven forbyder henstilling af damplokomotiver under perrontaget...

Som flere allerede har skrevet: meget interessant. Og gode billeder. Så også herfra: fortsæt endelig

Den første jernbane mellem Argentina og Chile var ”El Trasandino” fra Mendoza til Los Andes, som jeg tidligere har omtalt, og som var færdigbygget i 1910. Andesbjergene er Jordens næsthøjeste bjergkæde, og det er selvsagt ikke så let at anlægge en bane tværs igennem dem, men i 1948 kunne man efter mange genvorligheder indvie den metersporede ”Trasandino por Socompa” fra Salta til havnebyen Antofagasta i Chile. Socompa er navnet på grænsestationen.

Jeg har behandlet banen i Jysk Modeljernbane-Klubs blad TOG 60 og vil her blot nævne, at trafikken døde ud i 80'erne, men Belgrano Cargas kører fortsat godstog mellem Salta og byen San Antonio de los Cobres - og så kører der altså hver lørdag et udflugtstog et stykke længere ud ad strækningen til Polvorilla-broen, der er banens højeste punkt.

Vi skal en tur med udflugtstoget. Operatøren ”Eco-Tren” råder over egne personvogne og et velbemandet kontor på stationen i Salta. Turen er ikke helt billig - omkring 900 danske kr - men den er pengene værd.

På det første billede holder vi klar til afgang fra Salta før daggry. Trækkraften leveres af Belgrano Cargas.

Vi kører foreløbigt mod sydvest - formentlig for at finde et passende sted at angribe bjergene. Da det er blevet lyst, passerer vi stationen Los Cerrillos. (Billede 2)

Så drejer vi mod nord, og nu går det opad. Vi befinder os i randen af den såkaldte ”sky-skov”. Fugtige vinde helt ude fra Atlanten tvinges opad af bjergene og kondenserer. Resultat er et frodigt diset område, hvor der efter sigende lever både pumaer og tapirer. Jeg får dog ikke set noget til dem. (Billede 3)

Fint at Niels kan identificere de forskellige køretøjer, for jeg har ikke selv undersøgt emnet videre grundigt. Men ellers er vi jo på vej op i højden ad den metersporede bane fra Salta til Antofagasta via Socompa. Efter det grønne ”sky-skov”-område bliver landskabet mere goldt og ørkenagtigt.

To steder på strækningen er der anlagt zig-zag-spor for at vinde højde. Her ser vi det første ved stationen El Alisal. Lysforholdene er noget vanskelige, når dalen henligger i skygge. Vores tog har holdt nede ved stationsbygningen, så er vi bakket op ad en stejl stigning, og nu går det fremad igen.

Bjerge, sand, kaktus - typisk strækningsbillede.

To steder banen ført over sig selv - igen med henblik på at vinde højde. På dette billede ser vi den første sløjfe.

Et par kilometer fra Polvorilla-broen ligger den forladte kobbermine ”La Concordia”. Her skal vores lokomotiv løbe om for derefter at skyde vores tog ud til ”endestationen”. Man kan ane banens forløb omtrent midt i billedet og se minens indgang til venstre. I en af ruinerne lå minens elværk - dieselmotoren står der endnu.

Vi er nu oppe i fire kilometers højde, og togpersonalet udleverer tørrede coca-blade som et middel mod højdesyge. (Ja, man kan også udvinde kokaïn af dem, men koncentrationen i bladene er meget lille.) De skal tygges og opbevares i den ene kind. Der findes også en iltflaske med tilhørende maske i hver vogn til akutte tilfælde.

Her er målet for vor udflugt: Polvorilla-broen. Den er banens højeste punkt, sporet ligger 4.220 m over havoverfladen. Selve broen er 63 m høj, 224 m lang og stærkt kurvet.

Vi har en times ophold her ved broen, og driftige souvenirhandlere er i fuldt sving.

Disse to señoritos solgte flotte sten for 1 peso stykket.

Vi kører tilbage til stationen San Antonio de los Cobres, hvor man kan skifte til bus og være tilbage i Salta to timer før toget. En del af passagererne vælger denne løsning, men jeg bliver naturligvis ombord. På billedet her er vores lokomotiv blevet vendt på et trekantspor, og vi er ved at være klar til afgang.

Kære Hans,

Lidt assistance til det "væltede foto":

Bedste hilsener
Niels