MS lyntog (er det fusk?)
Det var dog et herligt emne, som vi sikkert næsten ville kunne fylde Forum helt op med.
Begynder vi med begyndelsen, må man vel nok give dem ret, der mener, at det største "fusk" er, at de små hvide vingehjul overhovedet blev sat på lyntoget. At de så blev det, er en anden sag, og man må da håbe, at Holger Cordtz også gemmer et originalfoto. Når man betænker, hvorledes et ældre frimærke med en beskeden trykfejl, kan blive næsten mere værd end hele restoplaget, så ...
I givet fald har jeg da også begået billedfusk nogle steder eller !!!???
------
Ved en DMJK-særtogstur til Hads-Hing Herreders Jernbane (HHJ) i maj 1965 havde klubben lejet HHJ M2 til at fremføre toget. Ingen kunne være i tvivl om formålet. Alligevel havde føreren taget (sine ?) to mindre drenge med, og under hele turen kunne man se drengene i frontvinduerne !!!
Nu, hvor det er blevet muligt, har jeg tilladt mig at fjerne de to drenge på billederne på min hj.side, netop ud fra synspunktet, at det er mere "fusk", at de er der.
Jeg vil ikke på nogen måde bebrejde føreren, at han tog drengene med. Jeg blev selv som 7-8-årig lovet en tur til Esbjerg foran i Lyntoget, men ... Enten var det letsindig omgang med løfter, eller også blev noget glemt. Jeg kom aldrig afsted. På HHJ havde føreren en mulighed, fordi det i forvejen var et lidt "sært tog", men han kunne godt lige have bedt drengene om at gå væk fra vinduerne under fotostoppene.
(Man skal måske samtidig lige huske, at drengene sad der på næsten samtlige billeder på hele turen.)
Her ses drengene i frontvinduerne, men nogen har allerede fjernet særtogspladen.
Resultaterne kan evt. ses på min hj.side: "HHJ - stationer".
Hvis man ser min HHJ-side, vil man til gengæld se, at på ca. den første halvdel af turen kører M2 (reglementeret) med særtogsplade, men pladen er væk på den resterende del af turen. Dette er ikke sket via et fotobehandlingsprogram, men sikkert snarere fordi nogen har fået føreren til at fjerne den (som det jo i øvrigt er sket i utallige tilfælde på sådanne ture). Strengt taget er det måske lige så meget "billedfusk"; det var jo et særtog. Her skulle man vel rettelig indkopiere en særtogsskive ???
-----
Da jeg for mange år siden gennemfotograferede Varde-Nørre Nebel Jernbane (VNJ), og var nået til Lunde station, så jeg muligheden for et -syntes jeg- godt billede af stationsbygningen. Billedet skulle tages fra portåbningen i en gård på den anden side af vejen, der gik forbi stationen. Jeg gik derind, og i det øjeblik, jeg vendte mig om, for at trykke på knappen, kørte en Folkevogn ind midt i billedet, og en ung mand steg ud. Der stod jeg !!! Skulle han nu ud og rejse, og være væk en uge, eller skulle han bare ind og købe en pakke cigarettet i "stationskiosken" De andre ventede på, at vi skulle køre videre, så jeg kunne ikke bare blive stående. Billedet blev taget med Folkevogn + mand, og det har ærgret mig lige siden, at jeg ikke kom 10 sekunder tidligere.
Nu har fotobehandlingsprogrammet klaret sagen. Billedfusk ???
Resultatet kan ses på min hj.side: "VNJ - Stationer".
-----
Under et besøg på Jernbanemuseet i sommer, var der nogen, der havde stillet et sæt bord og stole foran E-maskinen i udstillingshallen. En tysk jb.turist, der var på besøg ville meget gerne have et billede af maskinen, men uden borde/stole. Med tilladelse og hjælp fra personalet fik vi flyttet inventaret, og billedet blev taget. Hvis vi nu ikke havde fået klaret sagen, og han havde fjernet dem i sit fotoredigeringsprogram, -var det så billedfusk ???
Hilsen,
Erik V. Pedersen.
www.evp.dk