Om en station er et knudepunkt eller ej har absolut intet med omgivelserne at gøre.
Omgivelserne har til gengæld en hel del at gøre med passagertallene. En centralt placeret station har simpelthen langt flere passagerer, fordi den ligger der, hvor mange af dem skal hen. Et knudepunkt tiltrækker ikke passagerer i sig selv, for det er ikke der folk skal hen.
Jeg vil gerne have mig frabedt at blive skudt i skoene, at jeg plæderer for, at Ny Ellebjerg på en eller anden måde er et mere attraktivt rejsemål end Kbh. H. Det står dig helt frit for at fremhæve Kbh. H. som et standsningssted med flere passagerer og mere attraktive omgivelser end Ny Ellebjerg, bare husk på, at jeg intetsteds hævder det modsatte.
Denne aftale handler - ligesom andre, mere vidtløftige forslag - om at aflaste Kbh. H, der notorisk har været for lille i hvert fald siden S-togene begyndte at køre tilbage i 30erne.
Der er flere måder at gøre det på. Man kunne grave ud til ekstra sporplads under de nuværende perronspor (hvilket vil være meget, meget dyrt), man kan forlænge perronerne endnu længere i retning imod Langbortistan - hvem kan dog sige nej til en rask lille gåtur til spor 26, hvorfra det næste tog til lufthavnen ofte afgår - ELLER man kan søge at udvide stationer i Kbh. H's nærområde, eksempelvis ved at forfremme Ny Ellebjerg til et knudepunkt, dvs. et sted, hvor transitrejsende kan skifte fra det ene transportmiddel til det andet.
Kbh. H er evident en station, der har mange transitrejsende; for disse transitrejsende kunne et udvidet Ny Ellebjerg være et attraktivt alternativ - og jo flere transportformer, der kan skiftes imellem på denne station, jo mere attraktivt.
Alternativet er at skabe nogle omgivelser, der giver folk grund til at komme der, men det gør ikke i sig selv funktionen som knudepunkt større. Ørestad er f.eks. nok et knudepunkt, men størstedelen af passagererne kommer der, fordi de skal i storcentret Fields. At der er både metro, øresundstog og flere buslinier er ligegyldigt for de fleste, for de har alligevel kun brug det ene transportmiddel, de kommer med.
Der er også ganske mange, der kommer dertil fordi de skal videre med metroen til Bella Centeret, men under alle omstændigheder er Ørestad et mindre knudepunkt end Ny Ellebjerg har potentiale til at blive fordi det 'kun' betjenes af Ø-tog, metro samt en række buslinjer.