Indkørslen til Valby fra øst (+1 postkort) (Generelt)
Motivet på det nederste postkort er fra tidligst efteråret 1911 og senest sommeren 1913. Da banen gennem Valby Bakke sammen med Københavns Personbanegård åbnede 1. december 1911, var der driftsmæssigt tale om en helt ny strækning, der ikke - som i perioden 1901-1909 - havde direkte tilknytning til Københavns Godsbanegård.
Det havde været tanken, at dobbeltsporet København-Valby(-Vigerslev) skulle benyttes af Roskildebanen, mens enkeltsporet frem til Valby (sporet til venstre på fotoet) skulle være for Frederikssundbanen. Der kom imidlertid aldrig til at køre plantog på enkeltsporet, og der etableredes heller ingen perron ved sporet på Vester Fælledvej Billetsalgssted. Da banen gennem Valby Bakke genåbnede i 1911, indskrænkede trafikken sig til lejlighedsvise materieltog til Nord- og Klampenborgbanegården på den gamle København H., men i sagens natur var enkeltsporet for Valby Stations vedkommende forsynet med indkørselssignal; derfor de to signaler på fotoet.
Fra Valby station forsatte sporet siden 1901 i en kurve op til forgreningsstationen Roskildevej følgende den nuværende højbane (åbnet 1911) mod Vanløse, men i gadeniveau og kaldet "Den lave bane". Bevogtningen af skæringerne med de stærkt befærdede gader på den lave bane var nedlagt i 1909, så togene måtte her fremføres med stor forsigtighed som rangertræk. Muligheden for at trafikere sporet til Roskildevej ophørte ubemærket af de fleste ved en tjenstlig meddelelse af 2. juli 1913, hvor Valby Stations indkørselssignal for tog fra København ad spor 4 blev meddelt "midlertidig forsynet med Ugyldighedskryds", idet "Sporet ikke benyttes af planmæssige Tog". Herefter henlå sporet ubenyttet, indtil det i september 1918 blev taget op mellem Valby og Roskildevej. På strækningen mellem København H. og Valby blev sporet bibeholdt og anvendtes bl.a. til opstilling af materiel til brug ved højtidstrafik. Sporet kom til ny ære og værdighed i 1934 ved åbningen af S-banen København H.-Valby.
Vh
Morten