Bedre vilkår på Frederikshavn Station i løbet af 2014 (Trafikpolitik)
Bedre vilkår på Fr.havn Station i løbet af 2014
Der laves i år et separat spor til Skagensbanen ind til Frederikshavn Station.
I løbet af 2014 kan togpassagerer se frem til en mere rettidig togdrift fra og til Frederikshavn. Det sker på baggrund af et projekt, foranledet af Nordjyske Jernbaner, som har til formål at afhjælpe flaskehalse på statens jernbanenet. Konkret betyder det, at der laves et separat spor til Skagensbanen.
Siden flytningen af Frederikshavn Station i 1979 fra bymidten og til den nuværende placering har Skagensbanen været ét og samme spor, både ind og ud af stationen. Da både Nordjyske Jernbaner og DSB i dag benytter samme spor til og fra Frederikshavn Station, kan togene ikke ankomme samtidigt, og det kan betyde forsinkelser, idet Nordjyske Jernbaner må vente på, at DSB-togene forlader stationen.
Trafikstyrelsen har fokus på i alt 12 projekter på landsplan, hvor etableringen af den uafhængige Skagensbane nu har fået førsteprioritet. Der er afsat 50 millioner kroner til at forbedre de mange udfordringer som flaskehalse på statens jernbaner rundt om i landet, og det er til stor glæde for Nordjyske Jernbaners administrerende direktør Peter Hvilshøj, som mener, at en uafhængig Skagensbane vil betyde bedre vilkår for de nordjyske togpassagerer.
- Det bliver nu lettere, både for os og passagererne, at undgå eventuelle forsinkelser, da vi ikke længere er afhængige af hinandens køreplaner. Det manglende spor giver især problemer i myldretiden, hvor køreplanen nu let slås ud af kurs ved eventuelle forsinkelser, da togene skal holde og vente på at komme ind på stationen ét ad gangen. Det har været vores hovedargument i sagen, så det er jeg meget glad for, er blevet hørt, siger Peter Hvilshøj til Kanal Frederikshavn.
Bane Danmark skal stå for udførelsen af projektet, som igangsættes i foråret 2014.
I forbindelse med de omdiskuterede planer med henblik på Nordjyske Jernbaners overtagelse af regionaltogdriften til og fra Aalborg, giver løsningen samtidig langt større frihed ved køreplanlægningen og skaber bedre mulighed for gode forbindelser mellem NJ-tog og DSB-lyntog.
Peter Hvilshøj ved endnu ikke helt, hvornår denne overtagelse kan træde i kraft, men han håber på en snarlig tilbagemelding fra Trafikstyrelsen.
- Vi har en forventning om, at der bliver truffet endelig afgørelse i april eller maj i år, så det ser vi selvfølgelig frem til at få afklaret, udtaler direktøren.