Hvis det er et das, har det i hvert fald rumlet og rystet fælt, når togene passerede, hvilket giver mig anledning til følgende:
Når togene passerer
Nedenstående lille rørende novelle fra det virkelige liv er hentet fra det meget dristige herreblad ”Strøget” nr. 38, 1920. Ifølge overleveringen foregår handlingen højt oppe i Vendsyssel hos en derboende ledvogter. Historien er nu mere end 90 år gammel og må alene af den grund siges at have både jernbane- og kulturhistorisk interesse for jernbanen.dk's læsere:
Den gamle ledvogter fik en dag besøg af sin nygifte søn og dennes søde lille kone, der begge har besluttet at glæde de gamle med et besøg på et par dage.
Nu er de huse, staten bygger til sine ledvogtere som bekendt ikke hverken hoteller eller herresæder, plads er der ikke meget af, så da mørket sænkede sine skærmende vinger og det var – som vægterne sang i gamle dage: på de tide, man føjer sig til sengs, – så indrettede man sig således, at de to nygifte fik sengen nærmest væggen – dernæst fulgte det aldrende ledvogterpar – og yderst i en barneseng den 12-årige plejesøn.
Hvad der nu videre skete – i handling – kan jeg desværre ikke berette, da der – som sagt – var mørkt i stuen, – kun de vekslede replikker, vil vi lade gå videre til vore intelligente læsere, der selvfølgelig erindrer sandheden om, at kærligheden er livets indhold, og ikke forglemmer, at alder i den henretning ikke spiller den afgørende rolle.
Det begav sig nemlig, at drengen, der ikke kunne sove, pludselig mærkede huset ryste under hurtige og taktfaste slag, hvorfor han overrasket spurgte:
”Men far – far – – hvad er dog det?”
Hvortil faderen svarer:
”Bryd dig ikke om det, knægt, – du kan vel høre, det er ekspressen, der passerer.”
Og ekspressen passerede!
Men huset syntes nu at være kommet i gang med at ryste.
Det varede nemlig kun lidt – så gentog fænomenet sig, om end i betydelig mere drævende tempo.
Hvorfor drengen atter spurgte:
”Men far dog hvad er nu det!”
Det varede længe før han fik svar, – men endelig kom det:
”Du kunne vel høre, dit fjols, at det var ”slæberen”, der passerede!”
Dyb pause – nat – søvn. –
Og pludselig gentager fænomenet sig atter.
Denne gang var det ledvogteren, der spurgte:
”Hva’ f..... er nu det, for spektakel?”
Hvortil drengen svarede;
”Det var hånddræsinen, der passerede, tror du ikke?”