Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Et godstog på Svendborgbanen

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 8/1 2011, 09:39 (5097 dage siden)

Som nævnt har jeg taget en del fotos med godstog på Svendborgbanen og i øvrigt også diverse med MY- og MX-trukne persontog (dette vendes der tilbage til på et tidspunkt). Dengang var det dagligdag, og flere mente ligefrem at det var kedeligt at se alle de rød-sorte "rundsnuder". Og må nok sige jeg havde ikke regnet med at billederne skulle gå hen og blive så historiske. Der var nok ikke ligefrem nogen der havde regnet med at det skulle gå så meget tilbage for Svendborg Station, som det siden skete (og andre steder med for den sags skyld).

Men til sagen. Den 9. april 1990 fulgte jeg et godstog til Svendborg. Og fik faktisk også fundet ud af hvad blev transporteret derned til, ligesom det også lykkedes at få oplysninger på det gods maskinen skulle have med tilbage.


[image]
Foto: Claus Hansen

Her ses toget holde i Ringe ved 10.30-tiden. MY 1104 er trækkraft og på det tidspunkt var maskinen allerede "kult", ikke mindst pga. den karakteristiske motorlyd. Maskinen har lige været en tur nede i Korinth på Faaborgbanen, for at afsætte en stor 4-akslet vogn med trækævler til savværket her. I nogen år var savværket i Korinth en god kunde hos banen. Vognen har været første vogn i stammen, så det blot har været at afkoble, inden kørslen derned til.


[image]
Foto: Claus Hansen

Her ses toget lige inden afgang til Svendborg. Solen drillede, så derfor skyggerne. Flaget på halvt i baggrunden, skyldtes at det var præcis 50 år siden Danmark blev besat af Tyskland.

Toget på 218 tons består nu af; MY 1104 + Hbis + Hbis + Kbs + Kbs + Kbs + Tgds + Tgds + tankvogn + tankvogn.

Hbis´erne var enten tomme eller også indeholdt de råvarer til Kellogg´s (dette kunne jeg ikke helt finde ud af). Kbs´erne skulle læsses med trækævler. Tgds-vognene indeholdt foderpiller, der skulle over til Ærøskøbing. Tankvognene (fra Danzas) medbragte rødvin fra Frankring, der skulle til Svendborg Vinkompagni.


[image]
Foto: Claus Hansen

Så er toget ankommet til Svendborg ved 11.50-tiden. MY 1104 er blevet afkoblet og er nu kørt ind i spor 3, så stammen blev fri.

[image]
Foto: Claus Hansen

Köf 259, der var stationens rangertraktor på det tidspunkt, har holdt klar i spor 1 (ingen MR-tog her), og er kørt ind i spor 2 bagom stammen. Den er her ved at blive skubbet væk. Selv om Köf´en ikke syner af meget, så var der nu ikke problemer med at få vognene skubbet ned til fordeling på godsbanegården. Tgds-vognene blev siden rangeret ned på Svendborg Havn, rangeret ombord på Ærøsund (med vejtraktor) og ville blive blive sat i land i Ærøskøbing på havnebanen her (med en anden vejtraktor). Svendborg Vinkompagni havde ikke et direkte sidespor, så derfor ville tankvognene blive kørt derud med vognbjørn. Vognbjørntransporterne var i nogen år et markant indslag i Svendborgs bybillede.


[image]
Foto: Claus Hansen

Her ses det hele lidt på afstand.


[image]
Foto: Claus Hansen

Köf 259 rangerer på godsbanegården. Nede bagved ses kævlevognene der skal med tilbage mod Odense. Trækævlerne er blevet kørt ned på læssevejen med lastbiler. I dag går der en ret stor vej gennem det tidligere godsbaneterrænområde.


[image]
Foto: Claus Hansen

Et nærportræt


[image]
Foto: Claus Hansen

Der var også et par udenlandske E-vogne, der var blevet læsset med skrot. De skulle dog ikke med tilbage til Odense denne dag. Gavlene kan slås ned på vognene, og så er det en smal sag at læsse dem.


[image]
Foto: Claus Hansen

Denne her specialvogn (tidl. Fd?) stod også på området.'


[image]
Foto: Claus Hansen

Nede på havnen stod denne her vogn.


[image]
Foto: Claus Hansen

Ved 14-tiden var det tid for MY 1104 at hente dagens stamme til Odense. Her er den på vej over overkørslen. Den havde en karakteristisk bim-bim lyd.


[image]
Foto: Claus Hansen.

Så er godstoget klar til afgang fra spor 2. Billedet er taget kl. 14.20. Forinden skal MR-toget til Odense dog lige afgå fra spor 1. Det betod af MRD 4292 + MR 4090.


[image]
Foto: Claus Hansen

Så er MR-toget kørt og der kan snart køres. Toget bestod denne dag af 15 vogne på 372 tons. Oprangering: MY 1104 + Tgds + Tgds + Hbis + tankvogn (Danzas) + Kbps + Kbps + Kbps + Kbps + Kbps + Kbps + Hbbins (Searai) + Hbbins (Searai) + Hbillns + Hbillns + Hbikks.

Tgds´erne var tomme, de havde været i Ærøskøbing med foderpiller og skulle retur. Hbis-vognen efter var tom og skulle til Fredericia. Tankvognen var også tom (afleveret rødvin) og skulle returnere til Frankrig. De 6 Kbps-vogne (fra SJ) med trækævler, skulle til Nybro i Sverige. De to Hbbins-vogne indeholdt cornflakesprodukter til Vartan i Sverige (Kellogg´s daværende lager for Skandinavien). De 3 sidste H-vogne var også tomme, de skulle nu til Esbjerg.

Mvh
Claus

Et godstog på Svendborgbanen

af Ole M. Nielsen ⌂, 8/1 2011, 10:08 (5097 dage siden) @ Claus E. Hansen

Hej Claus.

Den grå tjenestevogn er 40 86 950 0 700 (opr. FC 4753).

Den lukkede godsvogn er D/S Ærø nr. 5, tidl. Gklms 20 86 138 8 235.

Og en lille rettelse; Endegavlene på de åbne godsvogne med skrot kan ikke slås ned.
De er tophængslede for at vognen kan tippes over enden.

Et godstog på Svendborgbanen

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 8/1 2011, 10:52 (5097 dage siden) @ Ole M. Nielsen

Tak for oplysningerne.

Har fundet et andet foto, der viser E-vognene fra en anden vinkel den 9. april 1990. Her er endegavlen simpelthen taget helt af, således at der er fri adgang til vognen.

Hele området er i dag domineret af en stor gennemfartsvej.

Mvh
Claus

[image]

Et godstog på Svendborgbanen

af Ulrik, 8/1 2011, 11:05 (5097 dage siden) @ Claus E. Hansen

Hej D839
dine billeder og tekster er simpel guld for en jernbane glad fynbo som mig :-D

Et godstog på Svendborgbanen

af ljbanen, 8/1 2011, 11:06 (5097 dage siden) @ Claus E. Hansen

Hej Claus.

Det er super gode billeder. ;-)

Et godstog på Svendborgbanen

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 8/1 2011, 11:10 (5097 dage siden) @ ljbanen

Tak for det :-)

Jeg har som sagt andre billeder på lager også. Bl.a. med MY- og MX-trukne persontog på banen. På et tidspunkt fulgte jeg Ardelt-traktorens rangering i Svendborg, og det kom der også nogen billeder ud af.

Har lige et andet "projekt" jeg skal til at have kigget på i de kommende par uger, så vil jeg vende tilbage mere mere.

Mvh
Claus

Avatar

Et godstog på Svendborgbanen

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, 8/1 2011, 11:34 (5097 dage siden) @ Claus E. Hansen

Hej Claus
Du har ikke opgivet nogen mailadresse i forumregistreringen så vil du sende mig en mail i stedet?

--
[image]

Et godstog på Svendborgbanen

af Christian_3120@hotmail.co, Esbjerg, 8/1 2011, 13:22 (5097 dage siden) @ Tommy Nilsson

simpelthen fantastisk, gode billeder og god historie :D :D :D :D :D :D :D :D
Hilsen chr :D

Et godstog på Svendborgbanen

af Bjarne NIelsen, 8/1 2011, 17:37 (5097 dage siden) @ Ulrik

jeg bliver helt misundelig på de billeder , for jeg har kun stødt på et billede af en my/mx på grenaabanen med gods og det er ikke meget

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak