Men lolland var nu nok den landsdel hvor der var det tættetste banenet-også fraset smalspor/roebaner- i forhold til øens størrelse og antal indbyggere (næsten det samme gælder for herregårdene, faktisk)

Hilsen Ole

... og roebanerne var faktisk så omfangsrige, så privatbanerne følte sig truet.
Omkring århundredeskiftet blev driftsbestyreren for “Det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab” ret nervøs. For når sukkerfabrikkerne havde investeret store beløb i anlæg af roebanerne, så var det vel naturligt, at man ønskede at udnytte dem - også til andet end roer i de ca. tre måneder kampagnen varede. Hvorfor skulle man ikke også lade transportere korn, foderstoffer og andre landbrugsprodukter og sågar landbrugsmaskiner?
For at forhindrer dette, truede privatbanerne med at nedlægge forbindelsessporene til de enkelte fabrikker.
Det resulterede i en fredsaftale mellem Lollandsbanen og sukkerfabrikkerne om forbindelsessporene, således at roebanerne ifølge overenskomsten kun måtte anvendes til “transport af gods til fabrikken selv samt af roeaffald og andre varer som gødning, roefrø og melassefoder, som sukkerfabrikkerne enten selv fremstiller eller kontraktligt er forpligtet til at levere til roedyrkerne”.