Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 8/2 2013, 10:23 (4315 dage siden) @ Information

Lidt kolerisk kan man - også i denne "sag" - sige, at der ikke er planer om en nærbane fra Oksbøl over Varde, Esbjerg og Bramming til Ribe. Der er et ønske. Og det er jo noget ganske andet.

(Duk og væk.)

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af Fysikeren, 8/2 2013, 10:49 (4315 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Drømme er fint at have, og en ny stationer i Esbjerg Øst synes jeg lyder fornuftigt.

Men at bruge 344 mio. kr. på 20-minuttersdrift fra Ribe til Oksbøl synes jeg lyder lidt voldsomt. Sammenlignet med andre baner i Danmark, hvor f.eks. nærbanerne i Aarhus og Aalborg kører med halvtimedrift, så vil jeg mene, at de penge kan bruges bedre andre steder i landet.

Halvtimedrift fra Ribe til Oksbøl kan etableres for 149 mio. kr., en halvering af udgifterne og ikke så meget dårligere resultat. Halvtimedrift fra Ribe til Varde og timedrift videre til Oksbøl koster 102 mio. kr., selvom det svarer til dagens drift. Der er dog behov for højere hastighed og flytning af krydsningen fra Gredstedbro til lidt syd for Bramming pga. hensynet til gennemgående tog til Varde. Dette koster 51 mio. kr. (plus andre 51 mio. kr. til den nye station, et ekstra togsæt). Er det der de penge skal bruges...?

Dertil kommer den lille detalje, at rapporten gentagne gange skriver, at de ikke har taget højde for, at trafikken Esbjerg-Kolding kan konflikte med nærbanen.

Det fremgår af rapporten, at man i udgangspunktet kun vil opgradere med nye signaler på fem af Vestbanens krydsningsstationer. I et af scenarierne skal Varde Vest dog også opgraderes, så må formode, at krydsningssporet her er planlagt nedlagt.

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af ThomasTT, 13/2 2013, 03:05 (4310 dage siden) @ Fysikeren

Er det ikke alt for negativt. Hvis selv 20-minuters-versionen har en bedre rente end både metro/letbane i København og aarhus er det da svært at se argumentet mod dette?

Jeg synes det lyder som et virkelig godt forslag, netop fordi man bruger eksisterende skinner og derved undgår de vilde anlægsudgifter. Det kunne bruges mange andre steder, fx Herning-Ikast, der gradvis vokser sammen og kunne udvikle en eksisterende bane til nærmest en lokal metro.

Hvad er alternativet, hvis de mange tabsgivende baner skal udvikles, hvis vi skal undgå bilkaos og grimme kostbare vejudvidelser i og omkring de større byer, når det samtidig bliver dyrere og dyrere at holde liv i elendige busforbindelser, der bruges af stadig færre. En sådan bane kan gøre det fordelagtigt at udvikle de mindre stationsbyer, i stedet for fx udstykninger i Esbjerg-forstæder måske langt fra jernbanen.

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af Niels Bak, 13/2 2013, 12:01 (4310 dage siden) @ ThomasTT

Uden at gå nærmere ind i om model 1, 2 eller 3 er den bedste så vil jeg gerne erklære mig helt enig med ThomasTT i forhold til byudviklingen. Provinsen burde have et stationsnærhedsprincip på samme måde som i Hovedstadsområdet, så udviklingen kunne styres hen imod udvikling langs banerne i stedet for langs hoved-/motorvejene. Især tætte boligområder, kontorarbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og andre funktioner med mange tilrejsende burde konsekvent ligge langs banerne.

Desværre har det ikke været normen ret mange steder - Århus f.eks. har udbygget lidt langs Odderbanen, men meget mere andre steder, og på Fyn har man omhyggeligt lagt al udvikling væk fra de to lokalbaner med mange stop man ellers har mod Fredericia og Svendborg. Nu hyler man så fordi man får lukket stationer i landsbyer, hvor der ikke har været udstykket til byggeri de sidste 40 år...

Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Herning, Trekankområdet og flere byer på Sjælland er alle vækstområder, hvor der allerede i dag er en eller anden form for nærbanedrift. Det er bare om at bygge på.

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af Fysikeren, 13/2 2013, 12:53 (4310 dage siden) @ Niels Bak

Naturligvis bør byudvikling ske stationsnært, og det er heller ikke sådan, at jeg er lodret modstander af projektet.

Jeg stiller bare spørgsmålstegn ved, om det er der pengene kan bruges bedst? Jeg kan f.eks. nævne en del, synes jeg, gode stationsmuligheder i Østjylland, hvor der bør være grundlag for regionaltog i halvtimedrift.

Spørgsmålet er ikke altid ja eller nej til et projekt, men hvordan det skal prioriteres i forhold til de andre, og der tvivler jeg på, at pengene bruges bedst i Vestjylland.

Skal siges, at jeg har boet i Varde, Ribe og Esbjerg i nævnte rækkefølge, og især stationen i Esbjerg Øst giver rigtig god mening. Ligeså kan jeg godt se meningen med en hastighedsopgradering af banerne, men den korte sektion dobbeltspor syd for Bramming er jeg tvivlende overfor. Effekten af den er, at krydsning kan forskydes, så der kan opnås kortere ventetid i Esbjerg, smukt i sig selv, men mange stiger vist i forvejen af i netop Esbjerg, så er det her pengene skal bruges?

Nærbane Oksbøl-Esbjerg-Ribe

af ThomasTT, 16/2 2013, 16:34 (4307 dage siden) @ Fysikeren

men jeg opfatter det da på ingen måde som et konkurrerende projekt med østjylland. Tværtimod. Hvis det her bliver en succes ville det da voldsomt øge sandsynligheden for nærbaneprojekter i østjylland på samme måde som metro/letbane-projekter har smittet.

Jeg går bare udfra østjylland er langt mere kompliceret, da der kan/skal genåbnes rigtig mange stationer samtidig med at togene skal køre udelukkende på et hovedspor med mange flere konkurrerende formål. Det vil være en længere proces som måske bedst bør afvente nye signaler og elektrificering.

Den korte sektion syd for Bramming koster åbenbart kun 18 millioner. Ikke voldsomt, hvis den vil have en reel effekt for mange passagerer i al tid fremover.

jeg håber de overvejer den mest ambitiøse plan. Der spildes åbenbart 50 millioner, hvis man starter med halvtimesdrift for senere at opgradere.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak