Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Tissetrang i toget (Trafikpolitik)

af Hans Christian Davidsen ⌂, Flensborg, 6/2 2013, 12:46 (4317 dage siden)

[image]
»Gå ikke over sporet. Der kommer tog«, lyder det med en maskinel stemme på små danske landstationer. I Holland bør advarslen være: »Gå ikke ind i toget, hvis De skal tisse... Gå ikke ind i toget, hvis De skal tisse...«. Og det er særligt disse »Sprinter«-tog, man skal tage sig i agt for.


Toiletterne er blevet sparet væk i mange af de hollandske tog. Nu bliver togpassagerer, der absolut skal urinere i toget, udstyret med tisse-poser. En liberal trafikminister og verdensfjerne embedsmænd i det hollandske trafikministerium har forregnet sig.

Jeg ved ikke, om det er noget, jeg har drømt, sagde min datter ved spisebordet efter, at vi var kommet hjem fra Holland.
Jeg mente nu, det måtte være noget, hun havde drømt. Og sagde så til hende - formentlig på den belærende facon, fædre nu engang kan have:
- Ja, det må sandelig være noget, du har drømt.
Knap var ordene kommet ud af munden, før jeg føjede til, at det »på den anden side ikke skulle undre mig...«
Da jeg var tilbage på arbejde efter ferien, kom en sædvanligvis velorienteret kollega hen til mig og spurgte, om jeg nogle gange rejser med tog, når jeg er i Holland.
Jo, det hænder da. Og jeg havde lige været på en tur til Delft og Den Haag...
- Skule du også tisse i en pose i toget, spurgte han.
Så var det altså alligevel ikke noget, min datter havde drømt. Tisse i poser - ingen wc er i togene mere - toiletterne var blevet sparet væk... Står den virkelig så galt til med den hollandske virkelighedsopfattelse?

Fluer i tissekummerne
Der er ikke så meget, der kan undre mig i Holland mere. Nu har jeg været gift med en hollandsk statsborger i over 20 år og har set og hørt lidt af hvert i det flade land. Det var her, man i starten af 1990erne begyndte at montere snyde-fluer i tissekummerne i Schiphol lufthavn ved Amsterdam, så mændene kunne stå og sigte efter kræene med tissemandens stråler.
Ikke for sportens skyld, men fordi det havde vist sig, at flere mænd så var optaget af at have et ordentligt og sikkert greb om lemmet, mens de tissede og sigtede efter det lille sorte fake-insekt. Og fluerne havde betydet, at rengøringspersonalet ikke skulle tørre så meget han-tis op fra gulvet i lufthavnen længere. Der var ligefrem tale om en besparelse.
Og det er i Holland, at man her i 2013 i ramme alvor taler om at anlægge et 2000 meter højt kunstigt bjerg - midt ude i de inddæmmede områder, i polderne. Så behøver man ikke længere tilbagelægge 3000 kilometer frem og tilbage for at stå på ski i Alperne længere. Historien med bjerget startede som en vanvittig for-sjov-ide i fjernsynet. Det var vist en stand up-komiker, der skød bemærkningen af i et øjebliks ubetænksomhed, men et par alvorlige forretningsmænd greb ideen og er nu allerede ved at lave lobby-arbejde over for politikerne.

[image]
Smuk ser den ud, den gyldne væske, fotograferet i modlys i det lille mørke aflukke. Men oplevelsen er alt andet end smuk, skulle vi hilse og sige.


Kvindefjendsk tissepolitik
Så hvorfor skulle det undre, at hollænderne har sparet wc erne i togene væk og nu i stedet for henstiller til passagererne om at få forrettet deres nødtørft på banegården inden afgang? Og skulle trangen - i nødstilfælde forstås - blive for stor undervejs, ja så er det, at man bliver udstyret med en pose, som man så tager med sig ind i et lille aflukke og urinerer i.
Ingen sag for mænd. Selv de mandlige konduktører møder med tomme sodavandsflasker på arbejde. Men hvad med kvinderne?
Skal vi ikke overlade det til fantasien. Men bare grine lidt af, at Holland har en kvindelig trafikminister, Melanie Schultz van Hagen, en 42-årig blond kvinde fra det liberale parti, VVD, og det var i hendes ministerium, at hele tisse-sagen tog sin begyndelse.
Det var en gruppe embedsmænd- og embedskvinder, der med politisk velsignelse bestilte 140 af de såkaldte Sprinter-tog, som det drejer sig om. Det er tog, der fortrinsvis kører på de korte strækninger og sjældent længere end tre kvarter, skal det siges for retfærdighedens skyld. Da skrivebordsgeneralerne erfarede, at de kunne få togene billigere, hvis der ikke var toiletter i, slog de til. Men bag spareiveren har der vist sig at gemme sig en mangel på realitetssans - og det bliver ikke bedre af, at forsinkelser på de hollandske jernbaner er ganske hyppige. Især i de tæt befolkede storbyområder ved Den Haag og Rotterdam.

En sag for fagforeningen
Jernbanepersonalets fagforening har fået nok og har krævet, at trafikminister Melanie Schultz van Hagen sørger for, at de 140 vognsæt får indbygget toiletter.
Men det er »for dyrt«, lyder svaret fra den liberale politiker. Efter at hendes embedsmænd havde regnet på sagerne, nåede de frem til en ekstrapris på mellem 90 og 100 millioner euro, hvis der nu bagefter skulle installeres toiletter i Sprinter-torgene.
I stedet for overvejer slipsemændene i trafikministeriet nu at udstyre banegårdene med ekstra toiletter og eventuelt koble specielle toiletvogne på »Sprinter-togene«. Nederlandse Spoorwegen har allerede i mellemtiden indført den avancerede »Plaszak« - en særlig tissepose med en sugende virkning.
Denne løsning får dog kun lov til at holde tre år endnu. Det hollandske parlament er i nemlig gået ind i sagen og har krævet, at samtlige hollandske tog senest ved udgangen af 2015 skal være udstyret med toiletter. Bag beslutningen står et stort flertal i parlamentets Tweede Kamer.
Men det har ikke taget stilling til, hvad man skal gøre, hvis man skal mere end blot tisse. Måske bliver det et af de kommende politiske emner på dagsordenen i Den Haag.

--
Hans Christian Davidsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


ContecRailVeterantog kalender

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak