Det er slående at ingen af de "officielle" aktører foreslår en metro fra Nordvest via Nørrebro og centrum til midten af Amager langs Amagerbrogade.
Det er den trafikakse i København som i dag har de absolut hårdest belastede busser.
Der er et stort trafikbehov og en meget høj andel af mennesker uden bil, men det er planlæggerne ligeglade med.
I stedet overforsyner man de nye, chikke bydele med faciliteter. Det nye nordhavnskvarter, Ørestaden og Teglholmen har allerede nogle meget fine og dyre trafikforbindelser eller vil få det. I Ørestaden har man også bygget et nyt bibliotek til de 7.000 indbyggere. På både Teglholmen og i Ørestaden taler man om at bygge en kirke (jeg ved ikke om den blev opgivet i Ørestaden).
Det er jo alt sammen let nok når man kan bygge for andres penge. Hvis Københavns Kommune (og tilsvarende lokale myndigheder) selv skulle betale alt, så er jeg ikke i tvivl om at man ville nøje med sporvogne de fleste steder.
Jeg deltog i en trafikplanlægningskonkurrence for studerende hos Grontmij/Carl Bro i 2007. Vores hold foreslog som de eneste at satse på både sporvogne, biltrafik, en havnetunnel (for både S-tog og biler) og fredeliggørelse af indre by.
Groft sagt gik vores forslag ud på fire dele:
- Langsgående havnetunnel for både biler og S-tog. For bilerne ville den kunne sluttes til Helsingørmotorvejen (ligesom Nordhavnsvej bliver det nu), gå via Nordhavnen, evt. nogle opkørsler til Holmen, Kongens Nytorv-området og Langebro, og mod syd til Sjællandsbroen og Øresundsmotorvejen. S-toget ville være et ekstra rør, som altså kunne aflaste strækningen København H-Svanemøllen, med stationer ved f.eks. Kalvebod Brygge, Slotsholmen, Holmen - gerne med udgang til begge sider af havnen, der samtidig ville fungere som nye fodgænger- og cykeltunneller på tværs af havnen - samt nye boligområder ved Refshaleøen og Nordhavn. Men alt efter hvordan man lavede tilslutningerne, ville den ny S-togsstrækning også kunne være en forlængelse af S-ringbanen, som derved ville blive en ægte ringbane.
- Supplerende letbanenet. (Vi prøvede at undgå ordet sporvogn, da politikere og journalister ikke kan lide det). Som udgangspunkt i hvert fald to linjer: 1.Tingbjerg/Husum-Nørrebro-City-Amagerbrogade, og 2. Nordhavn-Nørrebro-Frederiksberg-Vesterbro-Sydhavn. Formålet med den anden linje var bl.a. at knytte nye og gamle boligområder sammen, også for at modvirke ghettoer.
- Netværk af cykelruter. Det var allerede på vej dengang, og det er ved at blive realiseret, så der er ikke meget mere at tilføje om det.
- Fredeliggørelse af middelalderbyen, som skulle være en "menneskezone", dvs. primært på fodgængere og cyklers præmisser, men ikke lukket af for trafik. Hele byen inden for voldene skulle være en 15/20 km-zone, med enkelte større veje som undtagelse. Det skulle suppleres med en bompengeafgift samt tilstrækkeligt med parkeringshuse langs kanten af bompengezonen. P-huset på Israels Plads skulle suppleres med P-anlæg under Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Man skulle så evt. kunne køre til P-husene uden at betale for at køre ind i Indre By, herunder direkte fra havnetunnellen. Vi talte også om nedgravning af H.C.Andersens Boulevard - som så kunne få en tilslutning til havnetunnellen uden synlige ramper - men det vil selvfølgelig være kostbart.
Der er måske nogle af "guldkornene" som er dyre - måske urealistiske? - men alt er relativt, og det kunne jo gennemføres over en lang årrække. Men jeg hæftede mig ved at de andre gruppers forslag gik mere til ekstremer. En gruppe ville have et "30-minutters-system" hvor man skulle kunne komme fra alle punkter til alle punkter i København på en halv time, det betød så et meget stort og dyrt metronet. En anden gruppe ønskede letbaner på alle brogaderne og lukning for biltrafik - og ingen forbedringer for biltrafikken.
Vores forslag kunne godt se for bilvenligt ud, men jeg tror ikke på at man kan eller bør udrydde bilerne fra København. Byen er trods alt ikke så kompakt at den egner sig til fodgængerby. I en fremtid, hvor brændselsmotorer er blevet "rene", og der er mange flere elbiler, vil det ikke være så slemt med en vis biltrafik. Den er bare ret ukontrolleret i øjeblikket.
Det undrer mig at ingen andre har talt om en havnetunnel for både biler og sporbunden trafik. Den har kun været fremme som en bilvej.
Ringmetroen skal da nok flytte nogle passagerer, men den hjælper ikke meget på de store trafikstrømme, som i dag må nøjes med busser.
Hvis man yderligere bygger grene af metroen til de nye, dyre bydele for at få solgt grundene, men glemmer de gamle og tætbefolkede dele, så vil man gentage fejlene fra Ørestaden.
Behovet for et parallelt S-togsrør er der stadigvæk, og det bliver ikke mindre fremover.
Men helt kort sagt, så er problemet vel at der mangler en masterplan, og den har manglet i mange år.