Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Hvilke lok (Smalspor) (Generelt)

af Bjarne Theut @, Viborg, 6/7 2012, 20:37 (4521 dage siden) @ Peter-DK

Kære Peter!
I min søgen efter nyt om for længst skrottede Pedershaab wire gravemaskiner, får jeg øje på dine to flotte fotografier. Nu har jeg også læst de svar som er indløbet og det har givet mig blod på tanden. Det er særdeles interessante svar du har fået.
Såfremt det er rigtigt at billederne stammer fra kalklejet i Erslev/Øster Jølby på Mors, kan jeg tilføje følgende:
Såfremt billederne er taget efter 1918, kan der mig bekendt ikke være tale om entreprenør Dierking. Han arbejdede med udgangspunkt i Hannover og måtte p.gr.a. krigen, ophøre med at arbejde i Danmark i 1914.
Det er korrekt at firma Dierking og Eggers har arbejdet i omtalte kalkleje, men det var i årene op til krigen. Materiellet lod man blive i Danmark fordi de fleste troede at krigen kun ville vare nogle få måneder!!!
Min farfar startede som entreprenør i 1920 med dette materiel som grundlag. Farfar var i familie med Dierking, men det er en helt anden historie. Firma H.Theut solgte og gravede kalk og mergel i næsten 50 år.
Derfor kan jeg ved hjælp af en materielliste fra 1935 fortælle dig, såfremt forudsætninger er korrekte, at Henchel lokomotivet kan være byggenummer 12393 fra 1913. 600mm. sporvidde og 50 hk. Vognene er såkaldte trækassetipvogne ca. 1,5 m3.
Gravemaskinen kan være spandkædemaskine nr. 62 fra 1912. 50 hk. Schneider, Leipzig.
Stammer billederne fra efterkrigsårene, kan en eventuel ny entreprenør have lejet det af min farfar, da maskinparken omfattede fem gravemaskiner og femten lokomotiver.
Hele maskinparken blev solgt i løbet af 1935-36, fordi farfar herefter udelukkende arbejde med PM1A wiregravemaskiner.
Nu er siden fuld. Kan du bruge det? Med venlig hilsen Bjarne Theut


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak