DSBs larvefodskraner og litra Mw
Inspireret af Eriks lidenskab for kraner har jeg gravet lidt videre, og med hjælp fra JB-P i Ribe kan jeg her præsentere:
DSBs Larvefodskran Nr. 1 ell. 2 i Hillerød (Foto: DSBs Årsskrift 1951, arkiv: JB-P)
..... med den er jo ikke skinnekørende, og hvad har den med litra Mw at gøre?
DSB Mw 117-118 (Tegn.: B&W, arkiv: nm).
De 2 B&W lokomotiver Mw 117-118 blev som bekendt udrangeret i 1938, og i 1943 byggede man 2 halve undervogne sammen til en 4-akslet specialvogn TL 9999", hvis anvendelse netop var "Kun til transport af larvefodskran" og med hjemsted i Hillerød:
DSB TL 9999" med pålæsset larvefodskran (Foto: KEJ, arkiv: JB-P).
Således var larvefodskranerne skinnegående; men hvad der siden blev af dem (DSB havde jo 2), fortaber sig vist. I 1956 blev bogierne omdannet til de 2 skinneudlægningsvogne 637 og 638.
Se desuden i Dansk Jernbanearkiv (hvor forgængeren TL 9999' også omtales).
Men hvad med de 3-akslede Mw-bogier?
De blev i 1956 anvendt til specialvognen TM 9991, som jeg fotograferede i Frederiksværk - over hegnet i det sædvanlige modlys dér:
DDS Nr. 10 på DSB Uai 989 1 000, Frederiksværk 12.07.1973 (nm).
Vognen var i 1965 blevet omlitreret til "Uai 989 1 000" - 1974 til "Uaai" - og blev i 1985 udrangeret som "Uaaik 993 2 000". Men forinden mødte jeg den atter:
DSB Uaai 989 1 000, Ringsted 01.09.1979 (nm).
Hvad den i øvrigt måtte have båret rundt på, har jeg p.t. ingen viden om.
Bedste hilsener
Niels