Bro over Nørreå ved Fladbro (Stevnstrup-Randers) - med foto (Billedegætterier)
Der var jeg så for hurtig. Nysgerrigheden fik mig til at lede i en af de mange arkivkasser, og sørme - her var noget jeg for længst havde glemt. Den 13 meter lange bro fra 1862 fik i sommeren 1910 udskiftet stålfaget af hensyn til de nye og tunge damplokomotiver litra P. "Illustreret Familiejournal" bragte 4. august vedhæftede foto samt denne tekst:
Et ejendommeligt broarbejde er i disse dage udført på statsbanestrækningen Randers-Langå. Det er den gamle jernbanebro ved Fladbro over Nørreå, der erstattes med en ny og bedre. Den nu kasserede bro, som blev bygget, da banen åbnedes i 1862, må vige pladsen for den ny i anledning af indførelsen af kæmpelokomotiverne. På billedet ser man den ny bro, der vejer 15 tons, hængende mellem to store kraner, anbragt på hver side af åen. Da den gamle bro var fjernet, hejsedes den nye ned i dens leje.