Det var da en god nyhed. Vi har rigeligt af de kedelige pinde kørende rundt i forvejen. De skulle hellere anskaffe lokomotiver og vogne.

Formålet med jernbanetrafik er ikke at tilbyde fotogene tog eller tilfredsstille jernbaneenthusiaster. Formålet er at flytte passagerer. Til det formål er IC4 indtil videre ikke godkendt. Hvornår de bliver det er der ingen tder tør sige. Og der er faktisk for få af de der kedelige pinde til at klare efterspørgslen.

Transportministeren agerer som transportiministre er flest. Foretager sig så lidt som overhovedet muligt, og retter ind efter parolen "IC4 er et fantastisk godt tog", ergo bliver der slet ikke brug for en plan B.

Og når valgperioden udløber, vil der stadigt højst være få IC4 i drift, i begrænsede løb som de lige kan klare. Resten må de tilbageværende IC3 tage sig af. De bliver kørt hårdt, og får ikke det vedligehold de skal have. Der har været nogle motorbrande efter remotoriseringen, og den dag hvo ret togsæt udbrænder helt kan sagtens indtræffe.
MR vil blive afløst af desiroer på Grenåbanen, men vil nok desværre stadig være at finde i "IC" løb. Og dermed intet nyt under solen.

Forøvrigt behøver man jo ikke købe de Israleske IC3 tog. Man kunne nøjes med at lease dem af Bombardier, indtil IC4 ventes i drift, lad os sige en 20 år, med option på forlængelse naturligvis...

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Danmark endnu en gang har fået sig en trafikminister, som nødigt eller måske endda aldrig sætter sine ben i et tog.
Hvis han således havde været ude i virkeligheden og kigge lidt på tingenes tilstand, så ville han vide, at der er brug for flere siddepladser NU!

Jeg var til et foredrag med den tidligere forsvarchef, Knud Bartels, hvor han så smukt beskrev sine frustrationer over samarbejdet med politikerne. Uden at dette skal handle om forsvaret og de ting der sker der, så forklarede han fint forskellen mellem den virkelighed som virksomhedledere og politikere lever i.

I en virksomhed er der en vis manøvrefrihed til at handle i og begår man fejl (og det sker jo) så er der sjældent øjeblikkelige krav om fyring. Dette skal ses i det lys at fejlen jo er sket og den pågældende person nu har lært noget = erfaring (forhåbentligt). Hvis man blot fyrer ham, vil en ny person kunne begår samme fejl, hvilket jo selvsagt er spild af ressourcer og måske endnu vigtigere sender en fyring også et signal om at fejl ikke accepteres, hvorfor ledere vil være tilbøjelige til ikke at handle, af frygt for straffen. Dette kaldes en "nulfejlskultur" og var tidligere noget som især sås i østlandende.

På den politiske scene, er denne kultur dog i høj grad blevet domminerende, i kraft af f. eks. Ekstra Bladets "nationen", som før har skabt politisk stormvejr over emner som de pågældende skribenter ikke haft indsigt i. I stedet for at vælgerne acceptere at en ny minister også skal have en vis manøvrefrihed og mulighed for at begå fejl, stilles der krav og afskedigelse så snart fejlen erkendes. I bund og grund er det nok fordi den modsatte blok, starter et "hetz" for derved at positionere sig selv bedre, men de bidrager til den kultur, som de senere selv må slås med, hvis de får magten.

For at vende tilbage til Knud Bartels så forklarede han det cirka sådan: "En succesfuld politiker er ham der ikke træffe nogle beslutninger i sin periode, men skubber det hele foran sig til hans afløser: På den måde begår han ingen fejl". - Og manden havde immer væk arbejdet sammen med politikere i nogen tid.

Uden at jeg påstår at man bare skal kunne "kvaje" sig løs, så er det er værd at tænke over at man bidrager til en nulfejlskultur, hver gang tilslutter sig "hylekoret" når en fejl begås.

- Og alt dette forklarer også hvorfor der er så stor berøringsangst med hele IC4-problematikken, for hvem tør at sige "Ok, dette køb var en fejl, vi bruger X mia på en ny løsning". Med en nulfejlskultur, hedder det politisk selvmord!

Hvis Trafikministeren skulle få mulighed for at overhøre samtaler mellem personalet (lokomotivførere og togførere) omkring dette emne, så har jeg endnu ikke hørt en eneste der er imod anskaffelse af de Israelske IC 3 tog, tværtimod, for her ville man i løbet af kort tid have brugbare togsæt, som fungerer, og frit kan sammenkobles med den eksisterende MF og ER flåde, og det er denne løsning der her og nu er meget hårdt brug for. Så kunne man undgå hovsa løsningen med opgraderingen af de ikke særlig stabile EA-lokomotiver til kørsel med DD-materiellet.

Mvh.
poul.