Havnesporet i Struer - linieringning (Generelt)
Kig godt på dette billede:
Klik på billedet for højere opløsning.Jeg købte billedet, fordi jeg ræsonnerede mig frem til, at det må være Struers daværende havnebane, vi ser nederst til højre.
Og ellers ses lutter velkendte ting: I baggrunden stationsbygningen, i midten af billedet til højre svinefolde og siderampe og på sporet til venstre for havnesporet ses en brovægt med tilhørende vejerhus.
Men hvad er det vi ser lige til venstre for vejerhuset? Det er da en meldeklokke (eller hvad den nu hedder). Hvorfor pokker står den der? Langt væk fra nærmeste ledvogter og stationsbestyrer.
Jeg glæder mig til at se, hvad Forum kan opvise af Struer-ekspertise. Og jeg glæder mig til at kende svaret, for jeg kender det ikke selv.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Kære Thomas
Sporet længst til højre er havnesporet i Struer. Det næste spor (ved meldeklokken)er Thybanesporet, som indtil 1922 gik ned over Struer havn, hvor der i øvrigt fra 1910 var et trinbræt med en billetautomat, hvor man for 25 øre kunne købe en billet til Humlum. Da taksten i 1917 steg til 30 øre, blev trinbrættet nedlagt, da automaten kun kunne tage 25-ører!
med venlig hilsen
Lars Viinholt-Nielsen
Tak til Lars for interessante oplysninger.
Men der udestår stadig en forklaring på, hvorfor meldeklokken står, hvor den står - langt væk fra nærmeste ledvogter og stationsbestyrer.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen