Inspireret af Futfars dørklokke-tråd, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt om jinglen med alle I godtfolk!

Den blev jo i ovennævnte tråd beskrevet som "ding-ding-dong", men sagen er, at den jo (ret genialt) består af tonerne D - Eb - Bb (som udtales D-S-B). Det er lidt af en genistreg fra Niels Viggo Bentzons side (komponisten)

Der kan siges og skrives meget godt om den. Det vil jeg ikke belave mig på, men her dele med jer, hvad musikeren Kresten Osgood har skrevet om det. Nuvel, der er et par musik-fag-udtryk og -termer i det, men mon ikke alle kan få noget ud af det alligevel?

Tak Niels Viggo Bentzon

Nu kører jeg rigtig meget med tog og en af de helt store oplevelser ved det, udover at se det danske landskab glide forbi og at studere de andre passagerer, er at følge med i hvordan DSBs signaltone tretone komposition placerer sig i lydbilledet. Den er så vidt jeg ved, komponeret af Niels Viggo Bentzon og er efter min mening et lille mesterværk i den togrejsende danskernes hverdag. Egentlig består den af tonerne D Eb og Bb (med andre ord DSB), placeret i et rytmisk motiv bestående af en punkteret ¼ efterfulgt af en 1/8 og afsluttende på en lang tone (måske en halvnode)

Jeg lytter ofte til Cder på min archaiske discman og det er rystende at opleve hvordan DSBs signatone hver evig og eneste gang formår at bidrage til det jeg lytter til. Nogle gange som en decideret kommentar til musikken, andre gange blander den sig med klangen på ydmyg vis eller leverer en sofistikeret harmonisk overbygning (det minder mig tit om den måde saxofonisten Wayne Shorter spiller på, at forholde sig afventende og så placere 2-3 toner det helt rigtige sted hvor det ofte omdefinerer det der forgår). En gang imellem er det som om den venter med at komme ind til musikken er færdig eller placerer sig mellem to tracks for lige at viske tavlen ren.

Jeg tror ikke dette er tilfældigt. Jeg ved godt at det bliver svært at forsvare det i retten, for togene skifter jævnligt køreplan og holder den iøvrigt ikke altid. Hvordan skulle der kunne være en reel forbindelse mellem det liv der er i toget og en komposition der afspilles efter nogle bestemte retningslinier? Plus at timingen jo er relativ og dermed opleves forskelligt for hver eneste passager alt efter hvordan vedkommende hører.

Min teori er at Bentzons tretonekomposition simpelthen bare er så god at den formår at være tidsflexibel og i rytme samtidig; plus at den klinger på sådan en måde at den ikke virker forstyrrende, tværtimod inspirerende og tankevækkende hver gang.

Selve lyden er en udefinerbar olietøndeagtigt klingende synthlyd som har en lille skrøbelig vibrato og er omgivet af et smukt klangrum. Den er støvsuget for referancer, med det mener jeg at selvom der fx er en antydning af olietønde så tænker man ikke automatisk på Jamaica... man tænker heller ikke på autoriteter som samfundet eller togkonduktøren og man får ikke et chock når man hører den.

Niels Viggo Bentzons komposition har i hvertfald sat en masse tanker igang hos mig (og det er vel i sig selv et bevis på at værket er godt). Jeg syns at det er smukt at de danske byer bliver kædet sammen af denne lille fine melodi der klinger så særligt..Den slår mig som noget meget dansk. Rytmen er velkendt fra salmebogen og tempoet ligger også der hvor man typisk ville synge ?Altid frejdig når du går? eller ?Papirsklip? og et utal af andre danske sange. Jeg har også spekuleret på hvordan kompositionen ender. Er det en 4/4 takt, med et gentagelsestegn til sidst eller hvor sidder gentagelsestegnet egentlig? Umiddelbart før endnu en gennemspilning eller er der måske nogle takters pause før tonerne klinger? Det er også muligt at gentagelsestegnet sidder midt i mellem to byer et sted i det danske landskab. Der er ihverfald lidt plads før man hører den første tone. Man fornemmer den ophøjede ro der er over den rytmiske insats... man mærker nærmest tilstedeværelsen af en usynlig dirrigent der sætter det det igang.

Og så er der selve melodien, som formår at genopstå i et nyt lys hver eneste gang.
Det er vel i virkeligheden det som komponisten og tænkeren Ornette Coleman kalder for Harmolidics. Nemlig at en melodi har sit eget liv og forholder sig til ingen og al harmoni på en gang. Bentzons melodi er gjort af så stærkt et stof (et lille opadgående sekund interval og en nedadgående kvart) at den altid vil give mening uanset hvor den dukker op. Der er en stærk bevægelse i melodien og det er en bevægelse der også minder mig om den danske folkesjæl. Den stikker hovedet lidt frem, kigger til begge sider og laver så et ordentligt hop bagud. Det er selve den lyd hvormed melodien spilles der viser en kærlighed til denne bevægelse. Den er ikke skarp i klangen eller kantet eller kluntet på nogen måde, den er lyttende i sig selv.

Jeg syns at vi kan være stolte af at vi har så stor kunst i det offentlige. Mange andre steder i verden ville man vælge noget funktionelt. Noget der er højt og grimt og får folk til at høre efter og lugter af autoritet. I Danmark har vi et gennemarbejdet værk der tilbyder en lydmæssig overbygning uden at være anmasende

Tak til Niels Viggo Bentzon for et lille mesterværk i hverdagen

Kresten Osgood

- Kim