Aalborg - Århus (Generelt)
Hej
Da jeg i 1990'erne boede i Vodskov, tog jeg i en periode ofte toget til Århus.
Det undrede mig dengang, at der var så lang tid mellem afgangene mod Århus eller bare sydpå. Jeg hørte så (ved ikke hvorfra), at det var fordi toget først skulle passere Skørping, før det næste kunne sendes afsted. Stationsforstanderen eller en anden i Skørping skulle give besked til Aaborg. Senere inddrog man så Ellishøj, som togfølge station (hedder det sådan) og man kunne så sende flere tog afsted sydpå.
Det hele skyldtes vistnok et forældet signalsystem
Mit spørgsmål er nu. Er det stadig sådan eller har man fundet en anden løsning.
Peter
På et eller andet tidspunkt, og det bliver såmænd ikke før end i løbet af nogle år, vil man på www.randers-aalborg.dk kunne læse om trafikafviklingen på strækningen Randers-Aalborg.
Men i store træk kan udviklingen vel beskrives således (korriger mig gerne):
I forbindelse med K74 indførtes timedrift Aalborg-Aarhus. Togene afgik sydpå fra Aalborg hver time i minuttal 30 og ankom til Skørping i minuttal 47, hvorefter næste tog i teorien kunne sendes af sted. Der var dog ikke noget "næste tog" at sende afsted før end næste gang minuttal 30 passeredes med undtagelse af lyntogene kl. 7.10 og 16.10. Hertil kom lidt småtterier og diverse godstog, hvoraf sidstnævnte primært kørte om natten.
I modsat retning så trafikken nogenlunde ens ud: Ic-togene afgik fra Skørping i minuttal ca. 26 og ankom til Aalborg i minuttal ca. 43. To gange om dagen kørte der lyntog med ankomst til Aalborg kl. 12.58 og 21.58. Hertil kom lidt småtterier og diverse godstog.
Aalborg, Skørping og Hobro var togfølgestationer i togtid. Skalborg, Svenstrup, Ellidshøj og Doense var betjent af stationspasser, der udelukkende var til stede for at rulle bommene ned og stille gennemkørsel. Groft sagt.
Arden er jeg ikke helt sikker på, for her var der togfølgestation i et vist tidsrum.
Efterhånden som bommene i Skalborg, Svenstrup, Ellidshøj og Doense blev automatiserede, forsvandt stationspasserne.
Sådan kørte man i teorien frem til 1991 hvor hele køreplanen ændredes radikalt og igen i 2003, hvor Aalborg nærbane startede.
I dag er der tre tog i hver retning mellem Aalborg og Skørping pr time og Ellidshøj er forsynet med U-signaler og betjent som togfølgestation i de timer, hvor Aalborg nærbane kører.
Strækningen Hobro-Aalborg benævnes ofte en "træbane" og er da også det sidste sted, hvor der køres på af- og tilbagemeldinger (minus de små-undtagelser, der har været behandlet i en anden tråd).
Stationerne ligger "forkert", idet Skørping burde have været automatiseret og i stedet kunne man have bibeholdt Ellidshøj og Arden som togfølgestationer; det havde givet en bedre "blok-fordeling". Men den næværende løsning med Aalborg, Ellidshøj og Skørping tilgodeser køreplanen; men er samtidig en dyr løsning. Det er altid let at være bagklog og bla. bla. bla., så det vil jeg afholde mig fra. Til gengæld kan vi så glæde os over, at træbanens status som træbane er en af grundene til, at første strækning vest for Storebælt med ERTMS bliver Langå-Frederikshavn.
Omvendt har det været en fornøjelse at bo i området (Aalborg, Støvring, Skørping og Hobro): Der har altid været noget "at kigge på" og det er måske en af grundene til, at jeg har givet mig i kast med at opbygge www.randers-aalborg.dk, der stadig kun er i sin absolutte vorden. Var strækningen for år tilbage blevet fjernstyret og udstyrret med AM-signaler for hver 2 km, havde jeg nok valgt at lægge kræfterne et andet sted.
Og så er det altså ret hyggeligt, når man skal med toget fra Skørping, at slå et slag hen forbi karnappen og stå og glo på centralapparatet og lure, hvornår toget "går på formelderen", der, som måske bekendt, består af tre små røde lys.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen