Herning-Viborg banen - materiel (Generelt)
Lidt inspireret af tråden om Sunds stations nedrivning, vil jeg gerne åbne en ny tråd om Herning-Viborg banen. Til brug for kommende køreplanskørsler i vores klub HMJK søger vi oplysninger omkring brugen af materiel ud over det, som kan læses i de glimrende bøger "Sporene på heden" og "Midtjyske jernbaner".
To af banens allerstørste godskunder var uden tvivl Kartoffelmelsfabrikken i Karup og flyvestation Karup. Da Karup station, fabrikken og en lille bid af flyvestationen er med på vores egnshistoriske anlæg, vil vi naturligvis gerne oprangere så korrekt som muligt.
Jeg har fotos fra 1977 af litra MT med Ucs vogne, som kørte mellem Herning og kartoffelmelsfabrikken i banens sidste år. Ifølge oversigten herinde er disse vogne tidligst fremstillet i 1968. Er der nogen, der ved, hvilket materiel, man brugte før det til kartoffeltransporterne?
Til flyvestationen var det byggematerialer og krigsmateriel under krigen til tyskerne, men efter krigen fragtes der brændstof til flyene, indtil der blev bygget en underjordisk pipeline, hvor brændstoffet blev pumpet frem. Jeg har her et gammelt foto, der viser en D maskine, som krydser landevejen med tankvogne. I hver ende af tankvognsstammen er der en "almindelig" vogn som isolation til damplokomotivet af hensyn til brandfaren. Er der nogen, der har kendskab til andre transporter efter krigen via jernbanen til flyvestationen - og hvilket materiel?
På vores hjemmeside - www.hmjk.dk - kan I se flere fotos fra opførelsen af vores anlæg. Vi har endnu ikke nogen bygninger, der stammer fra et almindeligt byggesæt, men udelukkende håndbyggede modeller af originale bygninger fra vores område. Flere af dem eksisterer ikke mere i virkeligheden, bl.a. Hernings 2. banegård. DSB valgte at nedrive denne smukke bygning - vi har genopført den. Som en lille appetitvækker viser jeg her de 2 markante bygningsværker fra Karup - begge opført af klubmedlem Allan Madsen - nemlig kartoffelmelsfabrikkens oprindelige gamle del og Gedhusvagten bygget af den tyske værnemagt - idag flymuseum. Begge bygninger eksisterer i dag og kan ses fra landevejen igennem Karup.
Som det kan ses på fotoene, mangler der stadig topografi på den del af anlægget, men det kommer senere, bl.a. Karup Å med broer og naturligvis selve Karup station.
V/H, Steffen Vester