Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

PADBORG-TØRSBØL BANEN (Generelt)

af Hans Christian Davidsen ⌂, Flensborg, 10/2 2012, 16:36 (4673 dage siden)

[image]

Holbøl Station i tysk tid.


Indtil 1932 kunne man køre direkte i tog fra Padborg til Sønderborg uden først at skulle over Tinglev. I tysk tid blev der bygget en jernbane fra Padborg til Tørsbøl, der ligger midtvejs på Tinglev-Sønderborg banen. Denne jernbane havde en vis ræson, da Sønderjylland hørte under Tyskland, da de tyske myndigheder forsøgte at få den store købstad Sønderborg orienteret mod syd.
Men efter genforeningen i 1920 svandt jernbanens betydning år for år - især hvad passagertrafikken angik, og 12 år efter fik den dødsstødet.
Strækningen Padborg-Tørsbøl gik via Nørre Smedeby og Holbøl. I tysk tid udgik togene på banen fra Flensborg banegård. Padborg var dengang kun et ubetydeligt trinbræt.
I årene lige efter 1920 blev banen påvirket af de vanskelige forhold i grænselandet med pasvanskeligheder, valutaforhold og udførselsforbud. Allerede i 1925 undersøgte DSB derfor banens passagergrundlag, og det blev begyndelsen til enden. Ved lov af den 7. april 1932 besluttede den danske stat at nedlægge banen sammen med stikbanen Vester Sottrup-Skelde.
I lovforslaget hed det blandt andet: "Banerne... har et stærkt begrænset opland og en sådan linjeføring, at en stigning i trafikken må anses for udelukket, og da de pågældende landsdeles trafikbehov uden væsentlige ulemper vil kunne bestrides af automobiler, foreslås de nævnte strækninger nedlagt".
Der lå dog en vigtig grusgrav i Nørre Smedeby, og derfor blev sporet fra Padborg til grusgraven liggende helt frem til 1943.
Konkurrence med skibene
Den væsentligste årsag til den ringe trafik på Padborg-Tørsbøl efter overgangen til dansk administration var dampskibsforbindelsen mellem Sønderborg og Flensborg og de vanskelige økonomiske forhold i Sønderjylland efter Første Verdenskrig.
Derimod voksede Padborg Station. Natten mellem den 16. og den 17. juni 1920 blev de normalsporede jernbaner i Sønderjylland overgivet fra Königliche Preußische Staats-Eisenbahn Verwaltung til Det Danske Statsbaner - nedslidte, i forsømt tilstand og uden rullende materiel. Dengang var Padborg en lille landsby opkaldt af
tyskerne som Pattburg. Den havde altså oprindelig ikke et dansk navn, men kom i den første oversættelse til at hedde Paddeborg.
Efter genforeningen blev Padborg en vigtig grænsestation. Der blev bygget nye stationsbygninger og lagerbygninger, og sporarealet voksede kolossalt, eftersom der var et stort behov for rangering af både gods- og passagervogne.

--
Hans Christian Davidsen

Veterantog kalender
Snabbtåg för 250 km/t
Snabbtåg för 250 km/t

Tomas Larsson har skrevet denne artikel (på svensk) om nye højhastighedstog til DSB samt om den tekniske udvikling af højhastighedstog i Tyskland. Læs bl.a. om de nye Vectron lokomotiver og hvor man får mest for pengene.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak