LOKO-FØRER MED KNALLERTKØREKORT (Generelt)
Den lille havneby Dagebøl i Nordfrisland i Sydslesvig har to banegårde. En banegård med køreplaner og en anden banegård uden. Den ene banegård har tilslutning til den store verden udenfor - og dermed fri adgang til Vladivostok, Narvik og Bagdad. Den anden er endestation for nogle små bumletog til halligerne Oland og Langeness - Øland og Langenæs, som de hedder på dansk.
Kommer man ind med toget fra Nibøl til Dagebøl, skal man blot spadsere nogle få hundrede meter længere mod syd til det gamle fyrtårn. Her ligger en banegård, der officielt tilhører Landesamt für Küstenschutz, Naturpark und Meeresschutz i Slesvig-Holsten. Og det er her, der ingen køreplaner er. For det må der nemlig ikke være.
Der er adgang forbudt for spontane passagerer på de små halligtog, der kører på den ni kilometer lange strækning fra Dagebøl gennem vadehavet til Øland og atter videre gennem vadehavet til endestationen på halligen Langenæs, der lever op til sit navn ved at være en lang ø på knap ti kilometer og ikke mere end halvanden kilometer på det bredeste sted.
- Tager vi passagerer med spontant ligesom på en almindelig banegård, kan vi miste vor tilladelse til at køre på strækningen. Så inddrager de vor kørselstilladelse fra Pelvorm, hvor myndighederne har deres kontor, fortæller Lieselotte Westphalen.
Hun driver et pensionat på Øland, en hallig med blot 20 indbyggere. Adressen er simpel: »Weisses Haus - 25869 Hallig Oland«. Der skal vi overnatte, og det er grunden til, at vi får lov til at komme med det lille tog fra Dagebøl. Vi har bestilt overnatning i det lille stråtækte hus hos familien Westphalen, lige ved den lille sø, der danner centrum i landsbyen på Oland.
Dermed er vi gæster, og vi må gerne transporteres med den såkaldte »Lore« over den smalsporede jernbane med en sporvidde på blot 900 millimeter. Der er i øvrigt heller ikke ret mange andre muligheder end at tage med de små tog. Øland har ingen regelmæssig færgefart til fastlandet eller andre halliger og øer.
Halligbanen blev taget i brug i 1927. Den blev bygget for, at myndighederne kunne transportere ballast til kystsikring på de to halliger Langenæs og Øland. Lokomotiver på mellem 25 og 65 hestekræfter kan trække tipvogne med basaltsten og større maskiner med ud til kystsikringsarbejdet på Langenæs og Øland. Lidt længere sydpå findes en tilsvarende halligbane, der fører trafikken fra Lüttmoorsiel til Nordstrandischmoor. Her er sporvidden endnu smallere - blot 60 centimeter.
Halligernes indbyggere har også deres egne private lokomotiver med maksimalt ti hestekræfter. Lokomotiver er så meget sagt. Det er som regel små fladvogne med en benzin- eller dieselmotor med et par bænke bygget ovenpå - eller måske ligefrem et førerhus med døre af træ og vinduer af plexiglas.
Skal det gå helt efter bogen, må der egentlig ikke køre private tog på den lille jernbane mellem halligerne og fastlandet. Men køretøjerne bliver »tolereret«, som det hedder i embedsmændenes sprog, og der udstedes endog tilladelser. Der er dog betingelser for at kunne blive »lokomotivfører«: Man skal være fyldt 15 år og have knallertkørekort.
Vi tager af sted med en vogn, der minder om noget, som Egon, Kjeld og Benny kørte rundt med, da Olsen-Banden var i Jylland. Gadagung-gadagung går det over skinnernes sammenføjning. Først ad en pæn stigning op ad kystdiget og derefter ned ad diget igen og ud gennem vadehavet og det åbne hav med vand til begge sider. En aparte fornemmelse er det at køre totalt omgivet af vand, mens vinden blæser om ørerne på os. Væk fra fastlandet. Ud under åben himmel. Undervejs er der krydsningsspor, hvor en anden Lore med kurs mod fastlandet venter på, at vi kører forbi.
Man vinker til hinanden og lader græsslåmaskine-motoren knalde løs og jage måger væk fra banelegemet. Vi kan ikke høre, hvad hinanden siger, før vi gør holdt et sted. I gamle dage må det have været nemmere. Der var en tid, da en Lore blev drevet med sejl og vindkraft - hvilket også havde sine begrænsninger.
- Det er vort transportmiddel, når vi skal på indkøb på land, til lægen eller på apoteket, fortæller Lieselotte Westphalen.
Inde på land, på en parkeringsplads ved den lille Lore-banegård i Dagebøl har de deres bil parkeret, og med den tager de videre til Husum eller Nibøl. Ret meget længere bliver det sjældent til. Teater eller biograf er ikke noget, de dyrker.
Vi kører på et nyt spor, der efter byggeri fra 2005 er løftet 65 centimeter højere op end den gamle banedæmning. Med det løftede banelegeme er der nu lettere og hyppigere adgang til Øland.
Står skinnerne under vand ved højvande eller stormflod, er det umuligt at køre på strækningen. Men himlen er blå, solen skinner, og efter en lille halv timer ankommer vi til Øland, hvor passagererne forventes at give en hånd med, når toget skal løftes af sporet og skubbes op i en garage tæt på pensionen.
Her er en kro, der har én ret på spisekortet næsten hver aften i højsæsonen, og postkassen med snailmail til omverdenen tømmes med fire-fem dages mellemrum. Vi kan se over til Langenæs, og det er jo altid mere spændende at være der, hvor man ikke her, så Lieselotte Westphalen kører os videre med banen til endestationen på Langenæs, den yngste, største og længste af alle halligerne ved Nordfrislands kyst.
Det er noget helt andet end autotoget til Sild.
--
Hans Christian Davidsen