Hej
Her er et link der fortæller lidt om lokomotivet
http://de.wikipedia.org/wiki/W%C3%BCrttembergische_K
Mvh
Bent

Der er ovenikøbet skrevet en grundig bog om dette lokomotiv (og dets forgængere): "Die Baureihe 59.0. Württembergs Güterzuggigant und seine Vorgänger" udgivet af EK-verlag, ISBN 978-388255-159-4.

Som kan fås her:

Die Baureihe 59

Selv på Java har man haft 6-koblede damplokomotiver på 1067 mm sporvidde.

Her er et billede fra jernbanemuseet Ambarawa nær øens midte af F1002, som er koblet 1-F-1h2.

Hvor stort antal driv- og kobbelhjul kan et lokomotiv have!
Ja, det er faktisk et godt spørgsmål og lige netop det viste sovjetiske lokomotiv fra 1934 af type 2´-G-2`h2T3´+3´ er jo nok eksemplet på, hvordan det ikke kan/skulle gøres. Men dette lokomotiv var jo også et tidstypisk produkt, på det til tider vanvittige udslag af ”monstre”, der skulle vise sovjetstatens tekniske overlegenhed, selvom lokomotivet var konstrueret til ”svag” overbygning med et akseltryk på maksimalt 20 tons! (Unødig viden: alle sovjetiske lokomotiver frem til 1990´erne have et VL foran deres nummer. VL= Vladimir Lenin).
Problemet med et lokomotiv af denne størrelse er jo dets mere eller mindre faste akselafstand, herunder taget hensyn til akslers sideforskydelighed og dermed også driv- og kobbelstængernes. Yderligere mindre eller de helt manglende hjulflanger på de tre i midten placerede driv- og kobbelhjul. Det viste lokomotiv var jo et i princippet ”lige ud lokomotiv”! De kurver, der skulle befares, MÅTTE være af en så stor radius, at det faktisk ikke var realiserbart . Og ”hænger” et eller flere driv- og kobbelhjul bare lidt ud i en svag kurve, nedsættes adhæsionen jo betydeligt. Og så var ideen med de mange driv- og kobbelhjulsaksler gået af fløjten.
I resten af verdenen løste man problemerne med leddelte (engelsk articulated) lokomotiver af enten Mallet- eller Garret- typerne. Mallet lokomotiverne blev hovedsageligt anvendt i USA, f. eks. Challenger og Big Boy typerne, selvom UP havde et kæmpelokomotiv med to dampmaskiner(2´-Bh2-Bh2-2´), der ikke var leddelt. Garret typerne blev hovedsageligt anvendt i bl.a. Indien, Sydafrika og Rhodesia, hvor lokomotivlængden ikke var afgørende. I Afrika kørte de oven i købet på Kap-spor.
Selvfølgelig havde de leddelte Mallet- og Garret type lokomotiver deres problemer, specielt kraftdamptilførelsen til dampmaskinen på den eller de bevægelige rammer, hvor der ofte var tale om et damptryk på 20 atm. Det krævede sit af kugleled og pakninger.
Uden at skulle kunne give et svar – det har jeg ingen teknisk forudsætning for – så tror jeg at det vi ser/så udviklet i USA og Europa før og efter den anden verdenskrig giver svaret afhængig af anvendelsesområde og overbygning. Altså akselrækkefølge E i Europa og Mallet D+D i USA og endelig Garret D+C i Afrika.
Men der er sikkert lavet forsøg med andre typer, der ikke er blevet materialiseredes.