Det har dog vist sig at private ofte har følelser og da beslutningsvejen er kortere med afhændelse kan det hurtigt komme af dage. Omvendt betyder klubejerskab jo netop at køretøjernes fordeling har mellem klubberne (dem, der ikke er istandsat) har været helt skæv og lukket af for gode projekter andre kunne tage fat i, for det er jo aldrig rart at give slip på de drømme som skrotbunken jo også er et udtryk for.

Det sidste gælder lige præcis også for privatpersoner. Man har en drøm om at ville bevare og sætte noget i stand men kan eller vil ikke altid erkende, hvis man ikke magter det. Det kan godt være beslutningsvejen er kortere, men det hjælper jo ikke, hvis man er årtier om at sætte processen i gang. Her kan en klub være heldig at andre medlemmer stopper for de urealistiske drømme.

Indrømmet, flere klubber har været alt for længe om at nå til den erkendelse. Men er de potentielle købere også kommet det? Eller skal man lade dem bruge 20-30 år på måske at begå de samme fejl? Ikke at de nødvendigvis begår de fejl, men med egne og andres bitre erfaringer i baghovedet lurer frygten.

Problemet er ikke at en privatperson istandsætter fx FFJ C 72. Problemet er når en privatperson ejer noget som andre (fx en klub) istandsætter. Så kommer der uklare relationer. Det har intet med privat ejerskab at gøre. Skælskørbanesagen er egentlig blot et spørgsmål om en dårlig kontrakt.

Og hvordan skal en kontrakt så skrues sammen for at undgå at det sker? Hvor lang opsigelse skal der være, og hvem betaler for restaurering, vedligeholdelse, forsikring osv.?

Med venlige skeptiske hilsner
Leif Jørgensen