Kære Erik, Ulrik og Jens
Det er et uhyre interessant emne, som her er på banen, og noget som jeg både i lokalhistorisk og landshistorisk sammenhæng har beskæftiget mig med i næsten 50 år, idet mit første besøg på Landsarkivet i Odense fandt sted i oktoberferien 1962.
Jeg kunne derfor skrive side op og side ned om emnet og komme med gode råd, ros og ris til offentlige og private institutioner indenfor "branchen". Det vil jeg nu ikke, men i stedet gøre opmærksom på, at "Foreningen af Jernbaneforfattere" i november dette år afholder en jernbanehistorisk konference på Danmarks Jernbanemuseum, hvortil alle interesserede vil blive indbudt. Jeg håber, at denne tråds emne kan blive taget op på konferencen sammen med andre relevante emner.
med venlig hilsen og godt Nytår
Lars Viinholt-Nielsen

--------------

Hej.

Skal jeg være ærlig -og det skal man jo være- så finder jeg også selv, at det er et både interessant, men også et ret alvorligt emne.

De, der har fulgt med på et par debatter her på Forum, kan ikke være i tvivl om, at mit syn på Jernbanemuseet i nogle år har været lidt "specielt". Jeg er på en gang både imponeret over og glad for den store udvikling, der har været på museet. Når man betænker de små forhold museet "levede under" på loftet under tagstenene i Sølvgade, og ser, hvad det er blevet til.
For mig at se, et af landets førende museer.
Jeg vil meget nødig skulle afgøre, om Jernbanemuseet eller Sporvejsmuseet, skal have "prisen" som det bedste, men de må begge have en meget høj placering. Begge steder, er der virkelig meget at se på, og der sker mange ting, som de besøgende kan deltage i. Ikke noget med at kikke på montrer med 700 stenøkser på rad og række med den mest groft tilhuggede i øverste venstre hjørne, og den mest gennemarbejdede, glat som en barnenumse, i det nederste højre hjørne. Utrolig flotte museer - begge to.

Når det er sagt (skrevet), må jeg vende tilbage til nytårsdagens indlæg.

Faktisk var mit museumsindlæg slet ikke møntet på Jernbanemuseet - men debatten drejede sig -man kan sige desværre- i den retning. Nej, --indlægget gik egentlig på Nationalmuseet, der er blevet ramt af, og vel også lider under, en af disse spare-runder.

Herunder et lille uddrag (der i farten blev lidt større end beregnet, men om et par timer er det ude af skærmbilledet, så det går vel):

Her skal det så kraftigt som muligt bemærkes, at det er ikke museet, jeg "skyder på" --det er den efter min mening tåbelige lovgivning på området.

Museet blev naturligvis straks tilskrevet, og jeg fik straks et nydeligt og helt igennem forståeligt svar tilbage: Årsagen er --og det er mine ord - ikke museets, men opfattelsen er vist god nok: Der ikke må være "penge" i museumsgenstande - det må ikke blive et spørgsmål om, at hvis man f. eks. sælger Solvognen på verdensmarkedet, så kan vi skaffe penge til at købe en herregård til opbevaring af en masse andre genstande.

Fuldt forståeligt, --men samtidig kan man så høre lederen af Det kongelige Bibliotek -i en tilsvarende debat på fjernsynet- omtale en sag, om noget man heller ikke må. Lederen fortsatte dog med, at man naturligvis kan søge om dispensation.

Kan man søge dispensation på det ene museum / i det ene tilfælde, så må man også kunne søge dispensation, på f. eks. det ovenfor antydede museum, --men også i de tilfælde, hvor vore interesser kommer ind i billedet.

Enten / eller.

---------

Altså: Det er ikke museerne, jeg skyder på her -- det er lovgivningen, der må ændres eller -under stor ansvarlighed- må fortolkes og efterleves på en mere rimelig måde.

Her finder jeg, at der er stort behov for en indsats fra mere end een jernbaneentusiast.

Erik V. Pedersen
www.evp.dk