Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Hvad dette for en fætter? Reelt sp. og ikke gætteleg. (Generelt)

af Steff, 8/12 2011, 19:49 (4739 dage siden)

Den gode Erik (MY 1287) har på sin dejlige hjemmeside - der i parentes bemærket er både til jernbaneinteresserede for størrelse 1:1 som i model - en næsten daglig henvisning på en film relateret til jernbaner. Således også i de sidste par dage, hvor emnet har været "Vejlefilmen" - http://www.vejlefilm.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=87%3Ajette... -optaget i begyndelsen af den anden verdenskrig for Vejle erhvervsråd

Filmen har i sin næsten indledning en togankomst til byen, hvor man følger i toget langs fjorden til stationen. Men umiddelbart før dette klip, ses et kort øjeblik et tog komme kørende på en dæmning - billedet vedhæftet.
[image]

Det skulle jo gerne være et DSB lokomotiv, der ankommer til byen, MEN er det det?
Det er et meget kort og utydeligt glimt. Men jeg synes ikke det ligner noget jeg kender. Et lokomotiv med røgnedslagsplader kan kun være en R I eller R II, da H II endnu ikke var færdigbyggede (kommer jo igen helt an på hvornår optagelsen har fundet sted). Men en dansk Wagnerplade synes alt for kort til den på billedet, ligesom der tilsyneladende er en nummerplade under håndhjulet på røgkammerdøren.
Hvad er det for et fætter?
Det er jo IKKE afgørende på nogen måde, hvad det er for et lokomotiv og bidrager ikke afgørende til den danske jernbaneverdenshistorie, men jeg synes det KUNNE være morsomt sådan lidt meget lidt jernbanehistorisk, hvis det eventuelt skulle være noget ikke DSB eller privatbane.
Jeg har en ide, men den skal da ikke – hvis nogen har lyst til at eventuelt løse ”mysteriet” – påvirke.
Nogen hjælp?

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak