Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Djævlen ligger i detaljen..... (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 20/11 2011, 14:25 (4754 dage siden)

Her har vi et billede af en station:

[image]

Billedet viser Arden station og er taget i dag. Stationen er opført i 1869. Men har den altid set sådan ud? Nej det har den ikke. Men hvis nu ikke jeg vidste det i forvejen, hvordan kunne jeg så få en indikation herpå uden at lede i arkiverne? (Nu ved jeg tilfældigvis, at Arden station sammen med sine "søstre" Fårup, Onsild, Skørping, Støvring, Vrå og Sindal alle er opført som en-etages fem-fags længe-bygninger og senere - bortset fra Fårup - ombygget til ukendelighed).

Kig engang på ovenstående billede af Arden: De to fag længst til venstre er originale og senere forhøjet med én etage. Herefter følger tre fag, der er bygget "udenpå" de tre originale og bygget op i to etager. Længst til højre følger ventesalen, der er "ny" og består af to fag i én etage.

Nærkigger vi på murværket længst til venstre, ser det mellem underetage og overetage således ud:

[image]

Umiddelbart ser det hele jo "ens" ud. Men hvis vi kigger godt efter, opdager vi, at murermesteren, der i 1868-1869 murede underetagen op, har brugt et andet forbandt end den murermester, der 30-40 år senere murede overetagen op. I underetagen er der kvartsten både til venstre og til højre i "søjlen". I overetagen er der kun kvartsten til venstre i søjlen:

[image]

Alle fotos: Arden station søndag 20. november 2011. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak