Ny bog (Generelt)
I denne tid kan vi vælte os i bøger om jernbaner og øvrige trafikale forhold - ja, det ser næsten ud som om, at der kommer et par nye bøger om disse emner om ugen. Jeg vil godt henlede opmærksomheden på den seneste, nye bog, "Da færgen byggede bro" af Anne Dorthe Holm. Den handler om færgeoverfarten Assens-Aarøsund, og hvad har den så med jernbaner at gøre? Noget, for den lille færge fragtede en årrække banevogne med sukkerroer fra det sønderjyske til Fyn. Jeg har netop købt bogen på Danmarks Jernbanemuseum (og følgeligt derfor ikke læst den endnu), men ud fra pluklæsning og kig på billeder synes det at være en meget læseværdig og interessant bog.
Alene forsidebilledet er jo 'guf' for os nostalgikere, selvom det eneste jernbanemæssige er resterne af sporet til færgen (nej, det var ikke en énskinnebane!). Så med denne bog synes endnu en flig af vor jernbanefærgehistorie at være afdækket.
Venlig hilsen,
Aleman
I "énskinnen", (som var en rest fra tiden hvor de metersporede jernbanevogne blev overført), lå en kraftig stålvire som via et spil blev brugt til at trække de hårdt læssede roevogne (ikke jernbanevogne) i land fra færgen, idet traktorene ved lav vandstand ikke kunne få fodfæste på broklappen.
Mvh. Poul.