Uskrevne ”skrevne” regler for køb/donation af vognmateriel mv.

Jeg deltog i weekenden i et møde i udlandet om bl.a. restaurering af- og anvendelse af vognmateriel til veteranklub/musealt/professionelt formål i bredeste forstand. Hvilket regi er fuldstændig ligemeget, da det er nogle udenlandske bemærkninger, holdninger og ERFARINGER jeg hørte, jeg vil videregive, ikke andet. Om forums læsere er enige eller uenige, vil diskutere eller lade være er mig ligemeget. Men jeg fik personligt ”én på tænkeren”.
I mødet deltog flere interesseorganisationer, klubber, foreninger og firmaer fra fattigste, hvor ”Tordenskjolds soldater” klarede det hele – som det normale herhjemme - og til de rigeste med anvendelse af professionelle reparatører/værksteder – som visse steder i udlandet. Men alle med en stor interesse i og pietet for jernbanehistorien og det ”korrekte”.
Det overraskede mig faktisk at opleve den ”professionelle” tilgang alle havde til materiellet og ikke mindst, hvordan man ”handlede” gaver/indkøb/donationer.
Alle havde tidligere været ude for materielgenstande der er ødelagt/destrueret, bl.a. p.g.a. (citat fra mødet) ”storhedsvanvid”, manglende respekt for historien, misforstået overholdelse (undskyldninger) af aftaler, ”besserwisser” tilgang, tomme undskyldninger for ikke at afgive materiel, selvom det så bliver ødelagt m.v.
Det korte af det lange. Det er åbenbart meget almindeligt i udlandet at efterleve følgende regler/hensigter/erklæringer:
- Modtag/køb ikke en historisk bevaringsværdig materielgenstand med mindre du inden et år kan få den under tag/halvtag/spante presenningafdækning.
- Afgiv en bevaringsværdig materielgenstand til anden klub/forening/organisation, der kan overholde ovennævnte, hvis ikke du selv kan få den bevaringsværdige materielgenstand under tag/halvtag/spante presenningafdækning.
- Restaurerede bevaringsværdige materielgenstande begynder at forgå efter et par år, hvis ikke under tag og der er normalt kun råd til en restaurering tids- som økonomisk for en klub/forening/organisation.
- Udendørs restaurering tager ca. 10 gange så lang tid som under tag/halvtag, hvorfor klubben foreningen spare tid og penge (og mandskab der kan anvendes bedre).
- Eneretsaftaler om materielejerskab er kun gældende så længe klubben kan overholde vedligeholdelsen og opbevaringen af bevaringsværdigt materiel. Hvis ikke doner materiellet til organisation/klub/forening der kan.
- Materiellet er ”kun til låns”, det ejes af eftertiden i præserveret tilstand, hvis bevaringsværdigt.
- Skal ting alligevel afhændes, spørg andre først, man taber ikke ansigt ved at afgive ting man ikke selv kan vedligeholde, snarere tværtimod.
- Køb ikke materiel FØR end pengene er der. Derved undgås at materiellet bliver solgt til ophug ved fallit/tvangsauktion.
- "Enere" er ikke specielt egnet for eftertiden, men derimod det brede og alment anvendte.

Ovennævnte ting er IKKE nedskrevet og godkendt af nogen samlet international organisation/klub/forening, men nogle uskrevne regler de prøver at leve efter. Jeg fik bare lyst til at videregive de indtryk jeg fik til læserne af forum. Og personligt synes jeg ikke ”reglerne” er så tossede endda. Men som sagt ikke noget personligt eller møntet på nogen herhjemme, men bemærkninger om nogle ”leveregler” fra udlandet.

Fortsat god aften.

Jeg kunne tænke mig følgende tilføjelse:
- Inden et stykke rullende materiel hugges op undersøges grundigt, om der er andre parter (klubber, museer, enkeltpersoner, udland), der kunne tænkes at ville overtage det pågældende materiel.

Mere end 100% enig.

Hilsen fra Holger i Hedehusene

Så enkelt kan de forskellige klubber/museer/selskaber desværre ikke se på det, hvis de ellers er nogenlunde seriøse. Gamle tog er nemlig ikke sikret en tryg fremtid alene ved at sælge det til hvem der nu måtte have lyst til at købe. Der skal også passes på det bagefter, men desværre er det langt fra alle, der tænker så langt.

I modsætning til hvad nogle synes at tro, er tog således ikke konstrueret med henblik på at stå det samme sted år efter år udsat for vejr og vind uden nævneværdig beskyttelse eller vedligeholdelse. De første par år ser de måske pæne ud, men når rusten for alvor begynder at tære og naturen gør sit, så varer det ikke mange år, før den engang så stolte slidder er blevet noget i retning af en skrotbunke. Det er sket hos både enkeltpersoner, små grupper og klubber samt for kommuner, der troede de havde fået et smukt mindesmærke at stille op.

Er det så en problem, der kommer andre end ejeren ved? Jo det er det desværre. For det første står meget materiel således opbevaret ved stationer i umiddelbar synsvidde for offentligheden. Men offentligheden ved ikke, hvem der ejer materiellet, men går ud fra, at det er det lokale jernbaneselskab. Med det resultat at f.eks. DSB bliver holdt ansvarlig for gamle tog i forfald, uanset at de hverken ejer de pågældende tog eller sporene de står på. Hvilket så igen fører til et gevaldigt goodwill-problem for både jernbaneselskaberne og veteran-branchen som helhed.

For det andet er det også problematisk for sælgeren, der uundgåeligt vil blive stillet overfor spørgsmålet om, hvorfor man solgte til så uansvarlige personer. Nogle er sikkert lideglade, men andre tænker mere på det moralske og deres eget ry og rygte. Det er skidt reklame at sælge til folk, der ikke kan håndtere hvad de køber.

Så selvom det lyder barskt, så kan en ophugger nogle gange være det bedste bud, hvis man vil afhænde materiel, og der ikke er nogle købere, man kan være trygge ved på længere sigt. Ja det er en kynisk betragtning, men hvis alternativet er tyves års forfald, er det ikke svært at regne ud, hvad en seriøs bestyrelse vælger.

Med venlige bevarende hilsner
Leif Jørgensen

Så selvom det lyder barskt, så kan en ophugger nogle gange være det bedste bud, hvis man vil afhænde materiel, og der ikke er nogle købere, man kan være trygge ved på længere sigt. Ja det er en kynisk betragtning, men hvis alternativet er tyves års forfald, er det ikke svært at regne ud, hvad en seriøs bestyrelse vælger.

Da ingen på forhånd kan vide, hvordan en evt. køber vil håndtere materiellet, så bør man hugge det materiel op, man ikke selv har brug for?

Jeg er fortsat enig over 100% i det Tommy skrev for nogle indlæg siden.
Det er vel selvklart at om nogen ønsker at afhænde noget materiel, arkivalier m.m.
vurderes det om interesserede er seriøse. Hvad der så evt sker ud i en fjern fremtid kan jo ingen spå om. Hvorfor tage det med i graven eller lade det skrotte?
Der er kun én ting der er sikker her i livet og det er "den lange søvn".
Der er sket fejl i tidernes løb, men set i bakspejlet hvor nedlæggelser m.m. skete hurtigt gjaldt det om at få bevaret så meget som muligt af måske beveringsværdige ting.
Skal vi ikke komme væk fra en tendens om, at hellere smide i containeren end give det en chance, som jeg tror er seriøs nok fra interesserede.
Hvorfor holder DJK samlermarked en gang om året??? Der er mange fine sager imellem som ikke blot skal smides ud.
Lad os bruge div. fora og foreningen til et samarbejde om dette.

Hilsen fra Holger i Hedehusene

Et er at man ikke kan vide hvad der vil ske, noget andet er om man har en fornemmelse. Sidstnævnte er så igen baseret på det indtryk, den potentielle køber gør, og hvilke erfaringer man eventuelt måtte have med vedkommende. Er det en erfaren klub eller persongruppe, der allerede har en plads klar i en remise eller vognhal? Eller er det en flok naive optimister, der tror at det er tilstrækkeligt at stille tingene op på det nærmeste sidespor?

Selvfølgelig er ophugning aldrig nogen ønskeløsning. Men for den der ikke vil have sit gode navn og følelser involveret i hvad som helst, kan det altså desværre nogle gange være et seriøst alternativ. Ikke at man stræber efter det, men det kan være noget der overvejes alvorligt, hvis eneste anden mulighed efter alt at dømme vil dække over 15-20 års forfald og ophugning i sidste ende alligevel.

Hvorfor denne til tider barske tankegang hos ejerne? Bitre erfaringer, både egne og andres. Hvor meget bevaringsværdigt materiel er ikke gået tabt, fordi de fik lov at stå udsat for vejr og vind i årtier? Og mens det kan være nemt kan være nemt nok at skaffe penge og hjælpende hænder, når noget skal erhverves, så kan det hurtigt komme til at knibe, når tingene skal restaureres og vedligeholdes bagefter.

Eller for at vende tingene lidt om og tage et konkret eksempel: hvem her ville i ramme alvor have solgt noget til Esbjerg Jernbane Klub?

Med venlige vurderende hilsner
Leif Jørgensen
- der gerne vil understrege heller ikke ønsker ophugning men blot påpeger den tankegang, der nogle gange kan ligge bag ubehagelige beslutninger.

Hvorfor denne til tider barske tankegang hos ejerne? Bitre erfaringer, både egne og andres. Hvor meget bevaringsværdigt materiel er ikke gået tabt, fordi de fik lov at stå udsat for vejr og vind i årtier? Og mens det kan være nemt kan være nemt nok at skaffe penge og hjælpende hænder, når noget skal erhverves, så kan det hurtigt komme til at knibe, når tingene skal restaureres og vedligeholdes bagefter.

Eller for at vende tingene lidt om og tage et konkret eksempel: hvem her ville i ramme alvor have solgt noget til Esbjerg Jernbane Klub?

Du kan kritisere EJK, og kritikken er berettiget.
Men alle klubber har eller har haft lig i lasten. Eksempelvis HHJ M2 som er meget unik, og alligevel har fåe tlov til at stå og forfalde.
Betyder det derfor at DJK ikke er seriøs, og at man ikke bør sælge noget til DJK?
HHJ M2 er blot et eksempel, der er mange andre eksempler i andre sammenhænge, og det giver ikke mening at opremse dem alle.
Jeg vil dog godt kritisere den holdning jeg har mødt i klubberne, at der nok er penge til dyre specialtransporter for at få materiellet "hjem", men ikke til et par stykker vandfast krydsfiner og noget presenning når først det er "hjemme".

Så var der Jysk Jernbane Klub. Om personerne bag kan man sige hvad man vil, de havde næppe nogensinde fået eget tog på skinner og ville af nogen nemt kunne risikere at blive betegnet som useriøse. Men selv om materiellet ikke var køreklart, endsige udstillingsklart, stod det heller ikke i frit forfald. Der var en eller anden form for opsyn, og der blev gjort noget for at forhindre forfald.
Den holdning kune man ønske var fulgt med noget af materiellet til dets nye ejere, men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Hvis jeg som tankeeksperiment havde MY1202 til at stå ude i laden, og nu gerne ville bruge pladsen til noget andet, jeg tror at jeg ville udleje den med forkøbsret til en interesseret klub/privatperson for et symbolsk beløb, mod krav om egnet opbevaring. I modsat fald ville jeg være berettiget til at opsige lejemålet. Når jeg så efter nogen tid havde set at aftalen blev holdt ville jeg genneføre et salg, med lejeprisen som rabat. Og blive yderst skuffet hvis 1202 herefter blev hensat uaflåst, udendørs på Nørrebro..
Man kan aldrig gardere sig helt.

P.S. Jeg har ikke nogen lade, og ingen MY...

I Struer stod der ihvertfald sidste år et par træ-dieseler i deprimerende forfald. Nok var de delvist dækket af presenning, men alle ved vel hvad der sker når en sådan mørner i solen, bliver hullet, og fugt derpå trænger ind under afdækningen (så var det bedre hvis de stod i det fri).

Dog skal jeg ikke dømme. En restaurering af disse maskiner ville efter min ydmyge lægmandsvurdering svare til et seriøst sisyphos-arbejde.

Bh.

-Klaus

Bare det så kunne lukke useriøse udtalelser, når ingen er interesserede og materiellet ophugges.
Jeg synes efterhånden, der har været så meget snak om dette emne, at alt burde være nævnt.
Mit forslag er, at klubberne på tværs forsøger at bytte/købe/sælge materiel, som skal ophugges og findes der aftaler på materiellet som forhindrer ophug, så stop der.
Alt andet er kun støj, som vi har nok af i forvejen.
Ha´ en god dag