Mit indtryk af denne påstand er af det mere socialt acceptabelt af være vild med tog i lande som UK og Tyskland der er desværre en tendens til af folk som går op i tog i Danmark "bare er tossede" jeg har heldigvis aldrig været udsat for en kedelig oplevelse når jeg har været på trainspotter ture bevæbnet med et kamera. Og er iøvridt også helt ligeglad
På youtube kan der ofte læses nogle "sjove" beskeder til jernbane fotografter som uploader optagelser af tog

Man bliver mobbet hvis man lader sig mobbe.
Almenhedens opfattelse af en jernbaneenthusiast er en person der kan alle køreplaner udenad, ja, i det hele taget er et omvandrende leksion. I marken kan de observeres i nærheden af nuværende eller tidligere Jærnbanespor med en 3-4 kameraer hængende om halsen. De er dårlig klædt og har stærke briller, og vasker sig for lidt.

I realitetens verden kan man poste et billed af en stump spor på nettet, og et kvarter senere er det gættet.
De der har set mig i marken har sikkert set en noget snavset gut med mærkelige briller, og med en 3-4 kameraer hængende om halsen. Man bliver ikke ligefrem renere af at færdes i naturen langs en jernbane, også selv om det er på den lovlige side af hegnet. Brombærranker kan godt være hårde ved tøjet, eller rive brillerne, af. Så er det godt at det bare er en "Honecker" model der er købt til en tyver i Tiger, de kan ofres i kampens hede, og et eller andet sted har man et par ekstra af model "Harry Potter" i reserve. De 3-4 kameraer var dengang jeg brugte Olympus OM serien. De er - var rare at arbejde med, men omtrent lige så driftssikre som en Frichs My. Ikke helt så galt som IC4.. Men alligevel med tre kameraer var der en god chance for at man dog stadig havde et brugbart apparat når dagen var slut. Med Nikon kan jeg nøjes med et kamera, det fylder og vejer til gengæld lige så meget som de 3 OM'ere.

Så, jaee. Vi er vel originaler.

På en tidligere arbejdsplads hang denne lidt tvetydige tekst over en kopimaskine:

Hellere en god original end en dårlig kopi.

Hej.

Svaret må nok blive et "ja".
Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er selv både ornitolog og "togtosse". Jeg lufter ikke for en hver pris nogen af delene. Men jeg holder klart "togtosseriet" mere ind til kroppen end ornitologien - det er bare sådan en fornemmelse - ved ikke hvorfor.

Det er nok noget med, at ornitologien er lidt "grøn" - har noget med natur at gøre. Det er også "tosset", men ikke noget sammenligning med jernbaneinteressen.

MEN! med fare for at få 90% af jernbanen.dk's læsere på nakken, vil jeg påstå, at "fodboldtosseri" er langt værre og langt mere nørdet. Tænk, at 22 voksne mennesker løber rundt efter en dum kugle. Jeg kan til nøds forstå dem, der selv er medvirkende (har faktisk også i min pureste ungdom været en lille smule med). Men at man GIDER sidde og se på det, suk!

Ja, ja, enhver må jo selv om, hvad man synes om. Men jeg synes ærlig talt, at "fodboldtosseriet" er fuldstændig lige så tosset eller ikke tosset som "togtosseriet".

Måske kan det være være en trøst, når man føler, at man bliver grinet af som "togtosse", at det i bund og grund ikke er spor anderledes end "fodboldtosseriet". Forskellen er mest, at "alle" interesserer sig for fodbold. Os, der har jernbanen som interesse, har haft modet til at gå solo og vælge en mere speciel interesse (jeg ved godt, at der sikkert er mange, der har begge dele som interesse).

M.v.h. Poul Erik.

..... hvis det nu er sådan, at vi hos "alm. mennesker" efterlader det indtryk, som "Rikke" jf. eget udsagn har fået?

M.v.h.
Niels

Det er et rigtig godt spørgsmål. Har altid undret mig over hvorfor denne gruppe skulle være mere "afvigende", skizoide, autistiske, personlighedsforstyrrede iøvrigt etc, end andre "hobbyfolk".
I bedste fald blev man hånet og grinet af, og i værste fald ligefrem mobbet, mens det åbenbart er helt ok at f.ex. spille fodbold eller dyrke anden sport.

Hilsen Ole

Jeg har faktisk aldrig oplevet at blive mobbet på grund af min interesse. Tværtimod. Jeg fortæller gerne om min interesse, hvis folk spørger, men jeg plejer ikke at trække noget ned over hovedet på folk. De kommer til gengæld af og til spørger om et eller andet de har set.
Nogle har en lidt pudsig instilling. De kan godt finde på at vise himmelvendte øjne og sige det er simpelthen for nørdet og tumpet... Så spørger de som regel: Må jeg være med?

En anden kamp jeg derimod ikke kan fordrage er imellem typisk håndværkere og akademikere. Jeg ved ikke om der er andre faggrupper, der opfører sig sådan.
Jeg kørte med en lokomotivfører jeg kender fra Fredericia til Odense. Togføreren kiggede ud til os. Det var egentlig ganske hyggeligt lige indtil han fandt ud af hvad jeg lavede. Jeg svarede at jeg læste historie på universitetet.
Der kom et hvæs tilbage: NÅ så er du en af DEM.
Det er vist overflødigt at fortælle om stemningen resten af vejen til Odense.

Venlig hilsen
Thomas

Hej.

Som en der har "levet af det" i 45 år, har jeg ikke helt den samme opfattelse.

Allerede som trafikelev i Svebølle i 1956 havde jeg min første -mindre- artikel i bladet "Modelbane-nyt" og herefter flere i det daværende "Jernbanebladet". Tilsvarende har jeg heller aldrig i firmaet (DSB) lagt skjul på mine interesser. Internt i "firmaet" har det -som jeg husker det- kun været til glæde. En masse gode kontakter og et væld af oplysninger / fotomuligheder er det blevet til i årenes løb.

Kun eeeen eneste gang, har jeg virkelig mødt den af "Hedegaard" nævnte holdning, og det var netop i Svebølle. Stationsforstanderen her, var vist af den opfattelse, at elever der havde sådanne interesser (og især model-interesser), var nogle der bare skulle ind og "lege med elektrisk tog" i stor udgave.

Udenfor "firmaet" har jeg heller aldrig kunnet klage - tværtimod. Mange mennesker, der har hørt om min interesse har både hørt på med interesse, taget det til sig, men er også senere kommet med fotos eller gamle arvede effekter: Er det noget for dig ! ! !

Jeg vil på ingen måde påstå, at "Hedegaard"s opfattelse er forkert -jeg har også hørt det før- men kan ikke påstå, selv at have været ude for det, i det nævnte omfang.

Erik V. Pedersen.
www.evp.dk

Ærlighed varer nok længst, så ja, jeg har i mine teen age år distanceret mig fra jernbanehobbyen og nok ikke villet vedkende mig min interesse, specielt over for pigerne. Kammeraterne vidste jo godt, at man ”samlede på tog”. Om det gjorde en forskel ved jeg ikke den dag i dag.
Som stor teenager og senere voksen ved alle i min omgangskreds at jeg interesserer mig for jernbaner og det er endog meget accepteret. Jeg bliver spurgt om dette eller hint, folk meddeler mig at se har set dette, kollegaer kommer med billeder eller andet, nogle spørger om hjælp til børn eller børnebørn o.s.v.
Men personligt har jeg det bedst ved at dyrke mine interesser alene eller sammen med én eller flere jeg kender godt. Og jeg skal da stadig indrømme, at jeg ikke altid bryder mig om at stille mig op som privatperson et offentligt sted og fotografere ”tog”, hvis jeg er helt alene og der ikke er anden grund til at tage et foto, end der er et motiv jeg ønsker. Og forklaringen er ganske simpel, da jeg ikke vil sættes i bås med nogle, som jeg betragter som ”train-spotters” på den negative måde. Jeg har oplevet – og det findes indenfor alle hobbies eller hvad man nu går op i/dyrker – personer, der overskrider mine grænser for opførsel og påklædning. Og dem vil jeg IKKE sættes i bås sammen med. Så det er ikke at skamme sig over for min interesse, men ikke at ville sammenlignes med visse personer og personkredse. Så havde det været en anden hobby, havde det samme også været gældende.
Er jeg derimod ”officiel” rager det mig en ….., men så har jeg også en rolle der skal udfyldes.
Og så kan man blive ved med at diskutere om min perception og deraf afledte handlinger er korrekte. Men det interesserer mig nu ikke mere, engang måske.