IC4-forsinkelse giver DSB materielproblemer i Nordjylland (Generelt)
Pressemeddelelse fra DSB:
23-08-2011 15:30:35
IC4-forsinkelse giver DSB materielproblemer i Nordjylland
Nordjyderne mister i en overgangsperiode i køreplanen for 2012 den ene af to direkte forbindelser fra Københavns Hovedbanegård til Aalborg, fordi InterCity-togene i en overgangsperiode kun kører til Aarhus.
Det skyldes to forhold: IC4-forsinkelsen gør, at DSB mangler materiel, og dertil kommer, at DSB og DSB's kunder så at sige bliver ofre for DSB's succes med at tiltrække flere kunder til toget.
Passagerfremgang
I den nye køreplan for 2012 er der tale om at indstille InterCity-driften med IC3, mens lyntoget forsat vil køre mellem København og Aalborg en gang i timen.
"Stigningen i antallet af kunder på blandt andet hovedstrækningen mellem København og Aarhus betyder desværre, at vi ikke har IC3-materiel til at dække alle afgange mellem Aarhus og Aalborg. Men jeg vil gerne understrege, at den nye køreplan er lavet, så den tilgodeser så mange som overhovedet muligt. Vi betjener så mange kunder som muligt med det materiel, vi nu engang har til rådighed", siger DSB's nye administrerende direktør Christian Roslev.
Han lover til gengæld, at han og resten af DSB-ledelsen vil kigge på beslutningen en gang mere.
"Det er meget beklageligt og bestemt ikke noget, vi er stolte af. Men den store kundetilstrømning og forsinkelsen af IC4-togene gør det altså nødvendigt, indtil vi får flere IC4-tog ud at køre. Vi gør dette på den mest nænsomme måde, vi kan, således at vi rammer så få kunder som overhovedet muligt. Men når vi prioriterer materiellet, som vi gør, handler det om siddepladser – vores kunder har en berettiget forventning om at sidde ned, og derfor fordeler vi materiellet efter, hvor der er flest kunder. Derfor er der beklageligvis nogle steder på Sjælland kunder, der står op i myldretiden, og derfor er vi ærgerligt nok nødt til i en periode at betjene nordjyderne med ældre tog", siger Christian Roslev.
Lyntogskunder ikke berørt
Lyntogskunderne mellem København og Aalborg vil ikke mærke det store til ændringerne i køreplanen. Der vil stadig være lyntogsdrift mellem København og Aalborg hver time, så kunder til Randers, Hobro og Aalborg vil ikke mærke det store til ændringerne.
Antallet af afgange mellem Aarhus og Aalborg er også det samme som i dag, men rejsende til de mindre stationer med få passagerer skal nu skifte i Aarhus til MR-tog.
Det drejer sig om højt sat 1.500 passagerer ud af den halve million passagerer, som DSB i dag transporterer dagligt, der vil blive berørt af køreplansændringerne. På den pågældende strækning vælger 75 procent af DSB's kunder lyntoget, som fortsætter også i den nye køreplan.
Midlertidig løsning
"Det er dog vigtigt at slå fast, at vi tænker ordningen som midlertidig, da vi stadig arbejder stenhårdt og målrettet på blandt andet at få flere afgange med IC4. Og jeg vil gerne love nordjyderne, at vi vender hver en sten, og at vi bringer alle muligheder i spil og kigger på andre løsninger, der både kan tilgodese DSB's materielproblem og ikke mindst vores nordjyske kunders behov for togtransport", siger Christian Roslev, der selv er nordjyde og om nogen forstår de nordjyske kunders frustration.
For yderligere kommentarer kontakt DSB Kommunikation på 2468 0000.