Find fem fejl - mindst (Generelt)
Med dette slutter jeg min omgang om Frihavnen - med et lille hop sydpå. Til Kalvebod Brygge, som billedteksten siger:
"Kraner - store på kajen og små på skibene - har afløst kalvene, og fabrikskomplekser boderne på Kalvebod Brygge". Javel, så siger vi det. Billedredaktøren har vist aldrig været på Kalvebod Brygge.
Billedet stammer fra en turistpublikation fra omkring 1962, men desværre har jeg forlagt den p.t., så jeg kan hverken nævne fotograf eller forfatter. Det er måske også det bedste lige nu? Når jeg genfinder brochuren, skal jeg nok nævne ophavsmændene M/K.
Her kunne jeg fristes til at slutte med opgaven: Find fem fejl på billedet i forhold til teksten - for det er der (mindst).
Og så retur til Frihavnen.
Det var den 20. marts 1993, og jeg gik en tur langs sporene, da 'chaufføren' (undskyld!) på Mz 1418 pludselig standsede ud for mig og spurgte, om jeg ville med.
Om jeg ville? I ét nu var jeg oppe i førerhuset, og så kørte vi ellers ombord på M/F Trekroner for at hente en vognstamme. Vi rangerede lidt på sporene, hvorefter min 'blaffetur' med Mz 1418 var slut - men sjovt nok fik jeg en lille tur med den en del år senere på banegården i Svendborg.
Nå, men det var de fem fejl: Hvilke er de?
Venlig hilsen,
Aleman