Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En nok nu glemt strækning, men hvilken? (Billedegætterier)

af Steff, 17/8 2011, 18:49 (4849 dage siden)

Dette er en lille ”sommerdriller” for Forums meget dygtige publikum udi denne ædle gættekunst. Strækningen ligger IKKE i Danmark, men kan nås indenfor en dag med almindeligt forekomne transportmidler.

Strækningen blev indviet i 1907 og var en sidebane som så mange andre. Den førte en almindelig tilværelse i flere årtier frem, hvorefter den blev nedlagt som offentlig banestrækning. Men dets betydning steg og den var herefter nok en af de mest vigtige strækninger i verdenen overhovedet. Når man ser på overbygningen er den meget kraftig for en sidebane at være. Den blev i en periode dagligt befaret af dieselelektriske motorvognssæt i en lille lokal omløbsplan. I den samme periode blev strækningen af og til befaret af tog med en vognvægt på op til 500 tons og med vogne med et akseltryk på op til 18 tons og damplokomotiver for det meste i dobbeltraktion.
Herefter aftog denne anvendelse fuldstændigt og strækningen blev igen en almindelig sidebane under ny forvaltning. Strækningen ligger nu med betonsveller og dobbelte træsveller ved skinne laskerne og skinnerne er monteret svellen på plader, der er fastskruet ned i svelle med fire bolte, to på hver side af skinnestrengen. Skinnerne er mindst 40 til 45 kg/m skinner, men kan muligvis tidligere i en periode været af en sværere type. Strækningen blev nedlagt for trafik ca. 6 til 10 år siden, da behovet for person- og godstrafik nu ikke mere er eksisterende. Persontrafikken klares med bus, men ad en anden rute. Billedet er taget mod nordvest og til venstre var der en lille banegård med flere opstillingsspor. Banegården og opstillingssporene er nu væk. Modsat retning hvor billedet er taget – ca. 15 til 18 km mod nordøst– blev der anlagt et sidespor for en anden vigtig installation. Strækningen er overhovedet ikke pillet op og stationer mv. eksistere, men selvfølgelig i stærkt forfald.
Nu som før er området generelt et udpræget turistområde om sommeren med muligheder for vandsport, sejlads med sejlskibe, gå- og rideture eller blot nyde og slappe af med de lokale retter. Det er dog ikke almen anvendt af danske turister.
[image]
Til vestre lå en lille stationsbygning og til højre opstillingsspor.
[image]
Hvis man vil op til hvor strækningen ender med bil, skal denne vej benyttes, en rystende oplevelse!

God fornøjelse:-) .

--
Steffen Dresler

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af John, 17/8 2011, 19:54 (4849 dage siden) @ Steff

Tjah ud fra beskrivelse, beliggenhed osv. må det været Wolfenschanze (Hitlers hovedkvarter), der har ligget her i Østprøjsen, nær Rastenburg

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af Frederik N., 17/8 2011, 20:30 (4849 dage siden) @ Steff

Jeg gætter på, at det kunne være en nedlagt strækning i Harzen(nogle bjerge i midttyskland) - er jeg helt forkert på den?

et andet gæt kunne være en bjergbane i sverige hvor der har været kørt malm?

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af Fysikeren, 17/8 2011, 20:36 (4849 dage siden) @ Frederik N.

Jeg gætter på, at det kunne være en nedlagt strækning i Harzen(nogle bjerge i midttyskland) - er jeg helt forkert på den?

et andet gæt kunne være en bjergbane i sverige hvor der har været kørt malm?

Den blev nedlagt for 6-10 år siden, har skiftet forvaltning og har været en af verdens vigtigste jernbaner i verdenen i midten af dette århundere.

Dertil sejlsportsområde - tror man skal se på det nordlige Tyskland eller Polen.

Lars

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af TeamBaumann, Hjordkær, 17/8 2011, 21:00 (4849 dage siden) @ Steff

Jeg satser på, at det er i nærheden af Rostock, ifald noget af det tidl. Østtyskland

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af andersj, Aalborg, 17/8 2011, 21:32 (4849 dage siden) @ Steff

Et skud kunne være Malchin-Dargun da den opfylder nogle af "kriterierne" men der er også noget der ikke stemmer overens, så det er nok ikke denne strækning.

En nok nu glemt strækning, men hvilken?

af Steff, 17/8 2011, 22:15 (4849 dage siden) @ Steff

Godaften til alle!
Det er jo en kunst at give så lidt og alligevel så meget, at der er en udfordring og at der er en chance for at få et resultat.
Har man historien helt på plads er der jo mange informationer der peger hen i retning af Johns svar. Det er nemlig det helt rigtige – og så i første hug!!!
Det var en KPEV strækning der blev indviet i 1907 mellem GÖRLITZ (Østpreussien), RASTENBURG (PL=Ketrzyn) og ANGERBURG (PL=Wegorzewo). Da Organisation TODT begyndte at bygge ”Führer Haupt Quartier” (FhQ WOLFSSCHANZE) i 1940, blev trafikken omledt og strækningen blev nu udelukkende betjent som en ”HEERESBAHN” af hærens transport organisation.
Ca. 25 km fra RASTENBURG mod ANGERBURG blev det besluttet at ligge OBERKOMMANDOS DES HEERES (OKH) i MAUERWALD ved MASURICHEN KANAL (aldrig færdigbygget). Mellem FhQ og OkH pendlede der dagligt to-vogns motortog. Der KUNNE her være tale om BR 137 (Bauart HAMBURG), men det står helt for egen regning, men det passer nogenlunde med andre informationer med den usikkerhed der nu engang er. Det er fra hovedstrækningen og til OkH der blev anlagt et sidespor.
Ved selve FhQ (PL=Gierloz) blev der bygget en lille perron med en dertil lille stationsbygning og to opstillingsspor (jf. tegningerne), ca. 5 minutters gang til mødebygningerne i selve ”Zone 1”.
De omtalte tog var Førerens kombinerede kommando- og regeringstog med kodenavnet AMERIKA. Det blev normalt fremført af 2 stk. BR 50-en luftværnsvogn, et antal servicevogne (generator-, radio og fjernskriver-, spise-, sove-, mødevogne og vogne for eskorten), førerens salonvogn og afsluttende med endnu en luftværnsvogn samt et antal gods og kulvogne. Nogle af disse ”Rigsregeringvogne” var store, tunge og nogle havde tre-akslede bogier. Derfor var en svær overbygning nødvendig. (Tænk bare på Feltmarskal Rommels besøg i Danmark i 1943, hvor nogle af regeringsvognene var med. Skinnerne på bl.a. nogle privatbaner vred sig som båndjern under den tunge vægt!!).
Selve området ligger i en stor skov; ”das sumpfigste, mückenreichste und klimatisch ungünstigste Gebiet, aber wahrscheinlich das billigste Grundstück in ganz Ostpreussen angeboten worden sei“. Denne ironi havde Hitler helt ret i og det ER det stadigt!!!! Så ta´godt med myggebalsam med og langærmede trøjer og benklæder med lange bukseben. Dette gælder OGSÅ for et besøg ved OkH!
FhQ blev sprængt af tyske ingeniørenheder i januar 1945 og der blev anvendt op til 7 tons trotyl til de store bunkere. Bunkerne flækkede og nogle steder blev dele sprængt helt væk. Bortset fra nogle træbygninger og andre ikke vigtige installationer, findes alle bunkere og møde- og arbejdsbygninger stadig, men selvfølgelig stærkt beskadigede, det hele omviklet af skov, træer og buske.
Selve OkH blev ikke sprængt og alle de store bunkere findes stadig om end tomme og kan beses, men igen MYG!!! Flere andre installationer ligger tæt på, men er nu i det russiske ”Kaliningrad Oblast” (det resterede del af det tidligere Østperussen).
Den viste brostensvej er vejen mellem FhQ og OkH og jeg tror ikke der er sket ændringer siden 1945.
Området var kendt som MUSUREN og der hvor det bedre borgerskab tog hen, når Østersøens badestrande var fyldt op. Her var (er) jagtmuligheder og så før nævnte 100 km vis af kanaler og søer med strande, hoteller mv. I dag ferieområde for polakker og ”tæskerige” hvidrussere i kæmpestore Mercedes, Porsche, Audi, BMW eller andre for normale personer uopnåelige biler.
[image]
Hitlers opholds- og arbejdsbunker med over 7 meter armeret jernbeton i loftet. Bunkeren er flækketbagtil (kan ikke ses på billedet).
[image]
Kæmpemæssigt militært rangerområde ”in the middle og nowhere” for ind- og afladning af materiel. Blev anvendt for indsatsstyrken for FhQ og OkH.

--
Steffen Dresler

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak