Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Lyngby station 1975 (Generelt)

af Svend, 7/8 2011, 00:03 (4862 dage siden)

Her viser jeg 2 x 2 billeder fra godspladsen i Lyngby optaget samme dag engang i 1975.

De to gange Lotte er i gang med at afhente træ for Johannes Fogs Tømmerhandel. Også dengang var Fog en stor forretning, men den gamle tømmerhandler – som ganske vist var død nogle år i forvejen – ønskede at beholde sine heste og fortsat lade disse indgå i firmaets drift. På det første billede smilede den ene lidt for meget til fotografen, så jeg valgte at tage et mere, åbenbart med det resultat at den i stedet blev genert.

Vognene med de spinkle skinner (til LNJ) kom fra Luxembourg (CFL) og skinnerne kom det samme sted fra. Heldigvis tog jeg også to billeder her, idet det ene vist er lidt skarpere end det andet, mens det andet viser et lidt større udsnit af den lukkede vogn til højre. En SBB-vogn? CFL-vognene var vist allerede dengang modne til at blive kørt direkte på museum!

Begge billeder giver et godt indtryk af den store mængde vognladningsgods, der daglig blev transporteret til og fra Lyngby.

[image]

[image]

[image]

[image]

Lyngby 1975 ©SBJ

--
Svend

Lyngby station 1975

af Holger Sørensen, Hedehusene, 7/8 2011, 08:28 (4861 dage siden) @ Svend

Godt det er blevet foreviget. Jeg husker godt de mange vogne der kom til Fog - aflæsning foregik manuelt ofte med en "buk" som, hvis det var brædder, blev lagt på og derefter svunget ud til hestevognen hvor så et par mand stablede dem. Det sparede mange løft i forbindelse med højdeforskellen mellem jernbanevogn og hestevogn.

Den lukkede vogn er uden tvivl en SBB G...

Hilsen fra Holger i Hedehusene:-) ;-) :-)

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak