Spornummerering (Generelt)
Når vi snakker landstationer og spornummerering er det "reglen", at sporene nummereres efter deres beliggenhed i forhold til stationens hovedbygning. Sporet beliggende nærmest hovedbygningen nummereres spor 1, næste spor nummereres spor 2, næste spor nummereres spor 3, osv. osv.
Tilbage i 1980'erne, da jeg var togbetjent/togfører i Aarhus og Aalborg, undrede det mig, at spornummereringen i Hinnerup var "forkert", idet sporet tættest på hovedbygningen ikke havde nummer 1. Min undren forsvandt dog, da jeg erfarede, at den nuværende stationsbygning i Hinnerup, ikke er den første stationsbygning i Hinnerup. Den første stationsbygning i Hinnerup lå vest for banen og den dengang (og nu) aktuelle spornummering, gav - og giver - derfor mening.
Men:
I Støvring og Svenstrup J. lå stationsbygningerne vest for banen. Frem til disse stationers nedlæggelse i henholdsvis 1974 og 1972 hed sporet tættest på stationsbygningen spor 1. (Svenstrup J.'s oprindelige stationsbygning lå ganske vist øst for banen, men den nuværende ligger vest for banen).
Da stationerne blev genåbnet i 2003, hed sporet tættest på stationsbygningen i Svenstrup J. pludselig spor 2 og i Støvring hed sporet tættest på den i 1981 nedrevne stationsbygning nu også pludselig spor 2. Hvorfor? Er der en "akademisk" forklaring eller har man simpelthen bare "siddet med terning og raffelbæger"?
I Hadsten er der også "et eller andet galt", idet sporet tættest på stationsbygningen hedder spor 2.
Og der kan sikkert findes mange andre eksempler rundt omkring i landet, med mere eller mindre "fornuftige" forklaringer. Men Støvring og Svenstrup J. er "pudsige".
For god ordens skyld anføres, at spornumre for trinbrætter ikke fremgår af TIB. Så man skal altså ud på selve trinbrættet og kigge efter.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen