Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Leyland demonstrator (Generelt)

af Sebtus ⌂, Berlin, 30/7 2011, 19:02 (4868 dage siden)

Hej

Jeg søger efter oplysninger om LEYLAND RB 002 som var i Danmark i 1985. Køretøjet var brugt som demonstrator men bliv aldrig købt. Jeg vil gerne skrive om historien på min side www.sebtus.de og søger data og billeder til at bruge der. Mange tak på forhånd !

Med venlig hilsen


Sebastian

Leyland demonstrator ØSJS (2 fotos, 2 scanninger)

af Niels Munch, 1/8 2011, 17:33 (4866 dage siden) @ Sebtus
redigeret af Niels Munch, 1/8 2011, 18:02

Kære Sebastian,

Jeg går ud fra, du mener den BREL Railbus, der blev prøvekørt på Østbanen i 1984:

[image]
BREL skinnebus i rundremisen i Hårlev, 14.10.1984 (nm).

Ingeniørfirmaet Sophus Berendsen A/S formidlede, at Østbanen i 1984 kunne prøvekøre en engelsk, letbygget, 2-akslet skinnebus:

[image]
BREL annonce fra "MT 50", august 1984 (arkiv nm).

Klik på annoncen for højere opløsning.

Vognen ankom på blokvogn via Esbjerg (DFDS):

[image]
Aflæsning af BREL skinnebus i Hårlev 11.04.1984 (arkiv nm).

Herefter kørte den - på dispensation fra Tilsynet med Privatbanerne - relativt få plantog på Fakse-linien samt nogle særtog, i alt 2.147 km under opholdet ved Østbanen. At det ikke blev til mere, skyldtes især, at Tilsynet forlangte vognen forsynet med sandingsudstyr, hvilket leverandøren ikke ønskede at imødekomme.

En planlagt afprøvning på Nærumbanen blev derfor ikke gennemført.

Fra Østbanen kom vognen til Sverige, hvor den blev forsynet med "Norrlandsplog" og testet i perioden februar - maj 1985. Efter Sverige kom vognen - mig bekendt - via England til Canada og tilbage til England igen. Muligvis er det denne vogn, der er bevaret i en engelsk materielsamling; det er værd at eftergoogle .....

[image]
Principskitse af BREL Railbus (arkiv nm).

Klik på skitsen for større udgave.

Vognens hoveddata kan findes *her*.

BREL skinnebussen og dens ophold på Østbanen er omtalt i MM3 "Skinnebusser", bane bøger 1989 (ISBN 87 88632 23-7).

Som bekendt satsede Østbanen på Y-toget som banens "enhedstype".

Bedste hilsener
Niels

Leyland demonstrator ØSJS (2 fotos, 2 scanninger)

af UTJ, 1/8 2011, 18:10 (4866 dage siden) @ Niels Munch

Som bekendt satsede Østbanen på Y-toget som banens "enhedstype".

Oplevede tovognsudgaven på gamle stolskinner fra Wigan til Liverpool - det var ikke særlig behageligt, da dæmpningen i affjedringen ikke rigtigt dæmpede svingningerne. Strækningens spor vag ganske slidt men det ser ud til Northern stadig kører på strækningen.

Leyland demonstrator ØSJS (2 fotos, 2 scanninger)

af Niels Munch, 1/8 2011, 18:42 (4866 dage siden) @ UTJ

Vognens færden på Østbanen var af Tilsynet begrænset til Fakse-linien, da Rødviglinien ikke var færdigmoderniseret før o. 1986. På det nymoderniserede Fakse-spor gik den efter sigende udmærket.

Om disse engelske forsøgsskinnebusser (incl. RB002 ”The Denmark”) kan bl.a. læses på dette site:

http://www.traintesting.com/LEVs.htm .

M.v.h.
Niels

Leyland demonstrator ØSJS (10 nye ill. & links)

af Niels Munch, 26/8 2016, 14:02 (3014 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 26/8 2016, 14:45

Også i det indlæg gik nogle links i udu p.g.a. ImageShack's utilregnelighed. Derfor indsættes de påny:

BREL annonce fra "MT 50", august 1984 *click*.

Principskitse af BREL Railbus *click*.

Vognens hoveddata kan findes *her*.

Og for at det hele ikke skal være dovent øl fra gamle fade, følger en stribe flere billeder fra BREL-bussens ankomst til Østbanen etc.:

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]Alle fotos i Hårlev, 11.04.1984, ved BRELs repsæsentant i DK, Sophus Berendsen A/S (arkiv: nm).

Uanset, at Østbanen netop havde modtaget sit 2. batch af Y-tog, var der en gevaldig omtale i den lokale presse af Railbussens gæsteoptræden, f.eks.:

[image]Østsjællands Tidende 12.04.1984.

..... og efter banens generalforsamling i Køge 22.06.1984 blev deltagerne indbudt til en demo-tur til Hårlev. Alt i alt tilbagelagte Railbussen 2.147 km under opholdet ved Østbanen, som tidligere nævnt i tråden.

Følgende præsentationsfoto blev fremstillet:

[image]BREL Railbus i Hårlev, april 1984 (arkiv: nm).

Railbussen blev, som også tidligere nævnt, fragtet til DK af DFDS (hvis informationschef var ganske jernbaneinteresseret), og den blev siden testet i Sverige og Canada, inden den returnerede til UK.

Den lidt større 2-vogns udgave, BR Class 141, var måske - kapacitetsmæssigt - mere interessant uden for UK:

[image]Class 141 001, reklamefoto BREL (arkiv: nm).

Der et muligvis denne type, UTJ prøvede på Liverpool to Wigan Line, men den kom aldrig til DK. Det viste togsæt havnede i Iran.

Nærværende tråd kan relateres til mine indlæg om "Nye dieseltog til Privatbanerne" i det historiske forum (der ikke var oprettet i 2011).


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak